Cockney-drengen der erobrede det hvide lærred

Reddet af krigen

Anden verdenskrig blev skelsættende for familien. Først blev faren indkaldt til militæret. Men mere væsentligt blev Maurice og hans søskende – en søster og lillebror – evakueret til Norfolk. Det blev bestemmende for hans liv. Først og fremmest fordi han trivedes i den lokale landsbyskole, hvor lærere støttede og opmuntrede ham. Og dét i en sådan grad, at han efter grundskolen også fik en gymnasial uddannelse.

Paradoksalt nok var det krigen, der også endte historien om den fattige dreng og hans familie fra Londons arbejderkvarterer. Som ung mand blev han indfanget af hæren og måtte aftjene sin værnepligt. Blandt andet med udstationeringer i Korea – midt under den blodige krig, der splittede den koreanske halvø.

Fra Micklewhite til Caine

Maurice’s mor havde født en søn inden ægteskabet med Maurice’s far. Denne halvbror led af uhelbredelig epilepsi. Var institutionaliseret. Hans mor – Ellen Micklewhite – rejste regelmæssigt op for at besøge ham. Næsten hemmelige missioner til et sted mellem Croydon og Banstead et sted syd for London. Institutionens navn var ifølge biografien ’Michael Caine: A Class Act’ Cain Hill.

Da Maurice vendte tilbage til det civile liv efter værnepligten i 1954 antog han kunstnernavnet Michael Caine. Navneforandringen er det eneste bindeled til hans bror og til det fattige London-liv, han var sluppet ud af. Et nyt navn, som kan tolkes som et symbol på det mod, der skulle til at søge mod et liv som skuespiller. Og ikke mindst som et behov for at søge et andet liv end at blive portør på det lokale sygehus.

Krigen på lærredet

Hjemvendt fra Korea-krigen blev han som noget af det første suppleant for Peter O’Toole i Willis Halls krigsskuespil ’The Long and the Short and the Tall’. Selv om O’Toole var kendt for sin forkærlighed for sprut og svireture, kommer Michael Caine ikke på scenen før stykket ryger på turne rundt om i provinsen.

Efter en række mindre filmroller, lægger han billet ind på filmen Cockney Soldier. En rolle han ikke får. Men folkene i produktionsselskabet stod foran optagelserne til storfilmen Zulu (1964) og havde et godt øje til den høje, flotte unge mand. Han får rollen som løjtnant Bromhead – en snobbet aristokratisk infanteriofficer, der for sin indsats i den heroiske kamp mod den overvældende styrke af Zulukrigere i slaget ved Rorke’s Drift i Sydafrika får den britiske hærs højeste udmærkelse: Victoria-korset.

’I can bloody well play anything’

Caines portræt af en snobbet, aristokratisk officer ligger uendelig langt væk hans cockney opvækst i 30-ernes Eastend. Men som han sagde i et TV-interview mange år senere: ”I can bloody well play anything.” Udtalt i ægte cockney-stil med ord, der med ultraflade vokaler stødes frem gennem næsten helt tillukkede læber – efterfulgt en bredt smil. Og det gjorde han. Altså spillede stort set hvad som helst. Med næsten 170 film på CV’et er der ikke den genre, som Michael Caine ikke har prøvet kræfter med.

Han har spillet spionen og spionjægeren. Han var den usympatiske hustler i ’Little Voice’ (1998), han spillede overfor Mia Farrow i Hannah og hendes Søstre (1986) og den morfinøse læge i Æblemostreglementet. De to sidstnævnte gjorde ham i øvrigt til den stolte ejer af to Oscar-statuetter for bedste mandlige birolle.

Farvel til fattigdommen

Ikke nok med at Michael Caine besad modet til at søge en fremtid som skuespiller. Han havde også ambitionerne, evnerne og videt til at blive en succes. Ikke mindst økonomisk. Selvfølgelig kan man kun gætte om størrelsen på den nu 85-årige Caines formue. Men ifølge Imbd.com – måske verdenens største database af om film og skuespillere – skulle Michael Caine allerede for Zulu-filmen i 1964 have tjent £4.000. Få år senere indkasserede han £250.000 på hovedrollen i kriminal komedien Gambit (1966).

Jo, Cockney-drengen fra Rotherhithe erobrede om ikke verden, så det hvide lærred. Ovenikøbet så overbevisende, at han blev adlet og i dag korrekt må tiltales som Sir Michael Caine. Men rigdom og succes til trods: Han har ikke mistet sit selvironiske touch. Som han sagde i et interview: ”Jeg er et ikon. Det står i avisen!”

Ordet cockney er sandsynligvis sammensat af de middelalder-engelske ord coken (hane) og ei (æg), der blev til ‘haneæg'. Oprindelig betydning: Et lille eller vanskabt æg. Udtale er præget af u-udtalte lyde i sproget. Eksempelvis er der ikke ‘h’ i begyndelsen af et ord. House udtales som ouse. Michael Caine har som cockney gjort denne London-dialekt kendt og elsket. Men måske ikke agtet i de finere kredse.

Storfilm om det heroiske forsvar, som en afdeling britiske tropper ydede, da de onsdag den 22. januar 1879 blev angrebet af mere end 4.000 Zulu-krigere ved Rorke’s Drift i Sydafrika. En kamp, der i virkelighedens verden varede mere end 10 timer. 15 britiske soldater blev dræbt, mens mere end 350 Zulu-krigere mistede livet.

I de 138 minutter filmen varer spiller Caine løjtnant Bromhead. En klassisk version af en snobbet, overklasse officer, der dog formår at organisere kampen mod overmagten.

Det er måske den mest berømte krigsfilm om Anden Verdenskrig. Især de imponerende optagelser af luftkampene om det sydlige England og London har gjort filmen til en succes.

Filmen leverer en (sejrherrens) præcise beskrivelse af Slaget om England, hvor det britiske luftvåben i sommeren og efteråret 1940 tildelte det tyske Luftwaffe et strategisk nederlag, som førte til at den tyske plan om invasion af Storbritannien, Operation Seelöwe, blev opgivet. Den store strategiske sejr til de undertallige britiske piloter blev opsummeret af Winston Churchill i de udødelige ord: ”Aldrig i krigens historie har så mange skyldt så meget til så få.”

I filmen spiller Michael Caine Squadron Leader Canfield – eskadrillechef for en afdeling Spitfirepiloter.

Hvor Michael Caine i andre krigsfilm er på sejrherrernes side, spiller han i ’Ørnen er landet’ oberst Kurt Steiner - en tysk officer, der er havnet i unåde efter at have forsøgt at redde en jødisk pige fra en transport på en gudsforladt togstation et sted på østfronten. Som straf bliver han kaptajn på en motortorpedobåd, der gennemfører selvmorderiske aktioner langs den engelske kyst. Stationeret på en af de tyskbesatte kanaløer får han og besætningen pludselig mulighed for at blive rehabiliteret, hvis de gennemfører en operation, der i al sin enkelhed går ud på at kidnappe den britiske premierminister Winston Churchill.

Operationen løber af stablen og tyske faldskærmssoldater lander med Michael Caine i spidsen i den idylliske engelske landsby, hvor Churchill efter planen skal komme på besøg. Der udspilles et intenst drama, hvor Steiner og hans 16 mænd med hjælp fra femte-kolonnefolk, irske oprørere og lokale intriger faktisk har held til at gennemføre operationen. I hvert fald lykkes det Kurt Steiner at skyde en person, der dog kun er en stand-in for Churchill, der deltager i Teheran-konferencen. Steiner og hans folk oplever aldrig, hvor tæt de egentlig var på succes.

Faktisk er filmens engelske titel – ’A Bridge Too Far’ – langt mere præcis end den danske. I hvert fald i forhold til de historiske fakta. Men det er en af de helt store krigsfilm om et af de mest spektakulære allierede forsøg på at afslutte den anden verdenskrig inden julen 1944. Stort set alle de store navne er med på rollelisten: Sean Connery, Gene Hackman, Robert Redford, Elliott Gould – og altså Michael Caine.

I al sin enkelthed er det fortællingen om den engelske feltmarskal Bernard Montgomerys forsøg på for at skrive sig ind i historiebøgerne som den heroiske hærfører, der var afgørende for de allieredes sejr over Tyskland. Et storslået episk værk, der følger ’Operation Market Garden’, da mange tusinde faldskærmssoldater blev kastet ned i og omkring den hollandske by Arnhem for at sikre broen over Rhinen – og dermed bane vejen for en direkte invasion af Tyskland.

Michael Caine spiller rollen som oberstløjtnant Vandeleur – chef for en panserstyrke, der har til opgave at erobre de broer på vejen til Arnhem, som faldskærmstropperne har angrebet. Filmen følger slagets gang slavisk. Men er en yderst seværdig historiefortælling om et af krigens vigtigste slag.

For så vidt er der ingen grund til at tage Christopher Nolans Dunkirk-film fra 2017 med på listen. For Michael Caine står ikke på rollelisten. Og så alligevel…

I starten af filmen følger kameraet en gruppe Spitfire jagerfly på vej mod den franske kystby Dunkirk for at yde luftstøtte til de mange tusinde britiske og franske tropper, der ventede på at blive evakueret. I en lille stump radio-kommunikation mellem piloterne og deres flyveleder høres Michael Caines distinkte stemme: ”Tjek brændstofbeholdningen!?” og lignende instrukser inden der sluttes af med en ordudveksling mellem piloten og Caine: Pilot: ”Dunkirk er så langt væk. Hvorfor kunne de ikke laste ved Calais?” Flyveleder – Caine: ”Fjenden havde noget at sku’ ha’ sagt om den sag.”

Måske ikke den helt store rolle. Men et udtryk for, at Michael Caine selv som 85-årig kan noget, som meget få andre kan. Trods den ret intetsigende, kliché-agtige samtale, giver Caines intonation og sikkerhed scenerne troværdighed og ro. Filmen er instrueret af Christopher Nolan om hvem det er sagt, at han altid kan finde plads til Michael Caine på rollelisten.

Per Juul Carlsen er filmanmelder og vært på programmet Filmland på DR1. Han synes Caines sprog er noget af det, der bærer ham igennem på lærredet. ”Han er jo ikke uddannet skuespiller. Og han spiller jo heller ikke på de britiske teaterscener, som andre store skuespillere. Men han er enestående, når det handler om sprog. Hans cockney-engelsk er fantastisk. Ingen taler helt som Michael Caine”, slutter Per Juul Carlsen.