Jason Statham - Englands sidste actionhelt
Det er ikke, fordi han vælter sig i Oscar-statuetter. Eller andre hædersbevisninger for den sags skyld. Faktisk er han gennem hele karrieren kun blevet nomineret til to priser, som han ikke vandt. Til gengæld er Jason Statham elsket af filmselskaberne som en af de Hollywood-stjerner, der tjener flest penge ind til aktionærer og investorer. ’Most bankable’ , som det kaldes i branchen.
For som ’Action Man’ på steroider har Jason Statham i snart 25 år været på rollelisten til en lang række Blockbuster-film som The Transporter 1-3 (2002, 2005 & 2008), Fast & Furious 6 (2013) og The Expendables-universet. Faktisk har filmselskaberne skovlet næsten otte milliarder dollars ind på billetsalget til de 46 film, som han siden sin debut i 1998 har spillet med i. Og nogle af dem er såmænd også endt i Stathams egne lommer. I hvert fald skulle hans personlige formue i dag være på godt 600 millioner kr.
At han i dag har råd til millionvillaer i Beverly Hills, har ikke altid været dét, der lå i kortene. Hans barndom i midtengelske Derbyshire var ikke altid en dans på roser. Forældrene knoklede uden den helt store faglige eller økonomiske succes. Hans mor var danser, mens hans far ernærede sig som gadesælger, minearbejder og sågar også som natklubsanger på de kanariske øer.
Kampsport, udspring og fodbold
Så måske kan han have fået lidt kunstnerisk inspiration med hjemmefra. Som knægt gik han meget op i kampsport, men det var svømning og især udspring, som for alvor fangede hans interesse. Allerede som 12-årig trænede han fast med det britiske landshold – og som 23-årig deltog han i udspringskonkurrencerne ved Common Wealth Games fra 10-, 3- og 1-meter vipperne. Om træningen med landsholdet sagde han senere, at ”det var en fantastisk oplevelse, der lærte mig disciplin, fokus og fremfor alt holdt mig væk fra problemer.”
Nu blev det udspring og kampsport, der fyldte fritiden i teenageårene. Det kunne imidlertid lige så godt have været fodbold, der vandt. Han voksede nemlig op sammen med Vinnie Jones, der senere blev professionel og spillede for klubber som Leeds United, Sheffield United og Chelsea. I en periode fra 1994 til 1997 spillede han endda ni landskampe for Wales. Det var Jones, der introducerede Statham til fodbolduniverset. Mere interessant er det, at også Vinnie Jones søgte mod filmen, da fodboldkarrieren ebbede ud. Og både Jason Statham og Vinnie Jones fik deres filmdebut i Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998) instrueret af Guy Ritchie.
Det er en film, hvor Jason Statham fik brug for de evner, han havde samlet op i barndomsbyen Great Yarmouth, Norfolk, hvortil han og familien var flyttet, da han fyldte 11 år. Ved siden af fodbold, kampsport og svømmetræningen gik han nemlig også til hånde i farens salgsbod, hvor han lærte at sælge falske parfumer og tasker på markedet uden at blinke. Og løbe hurtigt, når politiet ankom.
Debutfilmen er en gangsterkomedie om fire knægte, der søger lykken ved et illegalt kortspil. Det ender naturligvis galt, og de tre ender med at skylde 500.000 pund væk til lokale forbrydere. Det er startskuddet til en vild jagt mellem gældsinkassatoren (spillet af barndomsvennen Vinnie Jones), røverier og forsøgene på både at betale gælden og blive rige samtidig. Hvis ikke kan den uheldige kortspiller godt sige farvel til først én finger, så to og så videre. Det er en hæsblæsende film, der udvikler sig til et rent voldsorgie, der ligner en krydsning mellem Marx-brødrene og Tarantino.
Actionfilm og komedier
Trods slagsmål er det ikke en film uden humor. Noget, som Jason Statham har et lidt anstrengt forhold til: ”Komedien som genre er utrolig svær at håndtere. Det meste er noget bras. Men når det lykkes, er det fantastisk.” Ikke desto mindre er det måske komikken, der fra tid til anden får en actionfilm, der ellers er fyldt med vold, død og ødelæggelse, til at hænge sammen.
Jason Statham har da også prøvet kræfter med komedie- genren. Ikke mindst i filmen Spy (2015) med Melissa McCartney i rollen som den umage CIA-ansatte Susan Cooper, der pludselig kastes ind i jagten på spioner og forrædere. En film, der bestemt ikke er uden morsomme islæt. Som da hun skrigende vågner og ser Jason Statham, der spiller rollen som verdens mest selvfede agent Rick Ford, ligge i sengen. Skrigeriet går ham på: ”Oh, stop screaming. You loved it!”, hvortil hun mere stilfærdigt udbryder: ”Oh, God.”
Et andet eksempel er spinoff-filmen Hobbs & Shaw (2019) fra Fast & Furious-universet, hvor Statham spiller sammen med muskelbundtet Dwayne Johnson. Filmen er en klassisk tju-bang-film, hvor (anti)heltene, den tidligere FBI-agent Luke Hobbs (Johnson) og den kriminelle Deckard Shaw, skal redde menneskeheden fra et biologisk kampmiddel, der kan forandre menneskeheden for altid. Det er ikke en film, der fik mange roser med på vejen. Altså lige bortset fra samspillet mellem de to macho-mænd. De kan ikke udstå hinanden, og de bruger en stor del af tiden på at fornærme hinanden på opfindsom vis. Shaw kan ikke udstå Hobbs’ ansigt, og Hobbs kan ikke klare Shaws stemme, og Shaw gør grin med Hobbs’ enorme størrelse og manglende evne til at forsvinde i mængden, mens Hobbs mobber Shaw med, at han er så lille. Det slår gnister. Uden de to på rollelisten havde filmen givetvis floppet totalt.
Men det er og bliver som hårdtslående actionhelt, at Jason Statham har slået sit navn fast. Uagtet ens egne filmiske præferencer er hans præstationer i film som Fast & Furious 7 (2015), The Expendables 1-4 (2010-2022) og Transporter-filmene koreograferet med en præcision som en klassisk ballet. Til tider voldsomt. Og nogle gange endda meget voldsomt. Han er og bliver en Action Man med en hel ladning Duracell-batterier i ryggen. Med sin ungdoms store passion for asiatisk kampsport er det heller ikke overraskende, at han stort set indspiller alle scener selv. Ingen stuntmen her. Men han har stor respekt for deres arbejde: ”De er de egentlige helte. De sætter livet på spil, blot for at en eller anden selvfed skuespiller kan tage æren for det. De burde have deres egen kategori ved Oscar-uddelingerne.”
Det er ikke mange, der kan overleve i den filmgenre, som action-filmene udgør. I hvert fald ikke når kvaliteten svinger mellem A-, B- og D-film. Men navne som Arnold Schwarzenegger, Sylvester Stallone og Jean-Claude Van Damme beviste i 1980'erne og 1990'erne, at det kunne lade sig gøre. Og Jason Statham har bevist det igen her i det 21. århundrede.