Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Gentlemen's Drinks

Der er den klassiske. Den vovede. Og dén helt uden alkohol. Cocktails og drinks har gennem tiderne både skullet give styrke og velsmag. | Af Laurids Bertelsen, Foto: Getty Images
Gentlemen’s Drinks

Egentlig er det jo bare en ’sjus’. Men for en rigtig gentleman lyder det mere rigtigt at bruge det engelske ord drink. Det kan jo også blive for plebejisk! Og skal det være rigtig fint, ja, så taler vi nok snarere om cocktails. Men forskellen er blot antallet af ingredienser: En drink består eksempelvis kun af whisky og vand, mens en cocktail er noget mere avanceret med flere forskellige ingredienser.

Under alle omstændigheder er det lidt af en kunst at mixe en drink eller cocktail, så den er en gentleman værdig. Vi har fået hjælp til at blande tre forskellige af en af Danmarks dygtigste bartendere, nemlig Ulrich Deleuran Steffensen, 33, der til daglig slår sine folder på Doktor Herman i Fredericia. Han vandt ovenikøbet Danmarksmesterskabet tilbage i 2019.

Gentlemen’s Drinks
Mocktail: Bee's Knees

Mocktail: Bee's Knees

Alkoholfrie cocktails lyder i udgangspunktet som noget ganske misforstået. Måske fordi de ofte omtales som en mocktail. En efterligning. ”Men de er faktisk blevet rigtigt populære. Ikke mindst fordi man kan nyde en fin cocktail og stadig være i stand til at køre bilen hjem. En af mine favoritter er Bee’s Knees, som en gentleman sagtens kan være bekendt. Ovenikøbet med et lille tvist af sort peber, der understreger smagen af gin og honning.”

Opskrift
5 cl Ginish (alkoholfri Gin)
3 cl frisk citronsaft
3 cl honningsirup (akaciehonning opløses i lidt kogende vand).
Shakes med is, hældes i cocktailglas og serveres med et par vrid sort peber fra kværnen.

Gentlemen’s Drinks
Negroni Cocktail

Negroni Cocktail

”Når vi taler om drinks til en gentleman, tænker man naturligvis først og fremmest på klassikere som en Dry Martini eller en Old Fashioned. Den har endda sit helt eget glas, hvor bourbon, Angustura og rørsukker mixes. Men personligt foretrækker jeg en ’stirred’ Negroni cocktail, der har en meget klassisk smag med bitre overtoner. Det er en af mine favoritter,” fortæller Ulrich Deleuran Steffensen.

Opskrift
3 cl gin
3 cl sød Vermouth
3 cl Campari.
Røres med is og serveres i et cocktailglas.
Pyntes med et stykke appelsinskal.

Gentlemen’s Drinks
Daiquiri

Daiquiri

En anden cocktail, som Ulrich Deleuran Steffensen ynder, er Daiquiri. ”Det er en klassisk cocktail. Desværre bliver den ofte – helt misforstået – serveret som en slags blendet jordbær-smoothie med rom. Men det er en af de ældste cocktails i baren. Som er let at give sit eget særpræg, alt efter hvilken rom man bruger. Jeg sværger til en Plantation Pineapple Rum, der tilfører en frisk smag af ananas. Det er en cocktail til den lidt syrlige side.”

Opskrift
6 cl Plantation Pineapple Rum
3 cl friskpresset limejuice
2 cl sukkersirup (sukker og vand i forholdet 1:1 bringes i kog og afkøles).
Skal shakes sammen med is.