The Carlyle hotel
De fleste har nok hørt om storslåede New York-hoteller som The Plaza eller The Waldorf Astoria. Men for mange royale, politikere og celebrities som George Clooney, Naomi Campbell og Lady Gaga er der kun ét sted, hvor de kan være næsten sikre på ikke at skulle løbe spidsrod mellem paparazzifotograferne i lobbyen: The Carlyle Hotel.
Hotellet har i årtier tiltrukket præsidenter, konger og dronninger og alverdens milliardærer. Ikke mindst fordi hverken hemmelige forhandlinger, skandaler eller andre sladderhistorier er sluppet ud fra det elegante art deco-hotel på hjørnet af Madison Avenue og East 76th Street i New York. Gennem årtierne har alle historierne udelukkende været baseret på rygter – og når sladderhistoriernes hovedpersoner selv har sluppet katten ud af sækken. Diskretion er ikke bare en æressag for hotellets stab. Det er slet og ret blevet et varemærke, som gør det interessant for gæsterne at betale op til 20.000 dollars for en enkelt overnatning.
Diskretion – en æressag
Faktisk i en sådan grad at ikke engang de amerikanske sikkerhedstjenester fik adgang til at installere aflytnings- og overvågningsudstyr, da den irakiske FN-delegation indkvarterede sig på The Carlyle under den første golfkrig. Det er en historie, der bliver fortalt af tidligere ejer Peter Jay Sharps søn i filmen Always at the Carlyle, produceret af instruktøren Matthew Miele i 2018. ”Min far sagde blankt nej til FBI’s ønske om at aflytte telefoner og placere agenter i Roomservice. Vores gæster, sagde han, har ret til deres privatliv. Selv de irakiske diplomater havde ret til at nyde opholdet på The Carlyle uden at blive overvåget,” fortæller sønnen Peter H. Sharp i filmen.
Og ikke mindst viljen og evnen til at værne om gæsternes privatliv er måske den enkelte faktor, som har gjort The Carlyle til de kendte og riges foretrukne overnatningssted i byen, der ellers aldrig sover.
The Carlyle åbnede i 1930 som et apartment hotel, hvor folk kunne bo i uger eller måneder ad gangen. Faktisk kostede en af de største og mest luksuriøse lejligheder allerede dengang op mod én million dollars i årlig leje. Men hotellet blev hurtigt indhentet af den store depression og tidens almindelige ugunst og gik konkurs allerede året efter. I 1932 blev det solgt til The Lyleson Corporation, der formåede at genoprette økonomien. Alligevel var The Carlyles ry de første år ’stadid rather than ritzy’, hvilket nok bedst kan oversættes som ’mere bedøvende end glamourøst’. Det var først efter krigen – og ikke mindst efter forretningsmanden Robert Whittle Dowling købte The Carlyle – at hotellet kunne kalde sig et fashionabelt in-sted, som især mange europæiske besøgende fandt vej til. Der stod 1948 på kalenderen.
Og det var også dét år, den første amerikanske præsident – Harry Truman – overnattede her.
Hvor moderne hoteller ofte excellerer med interiører med ens møbler, tæpper og udsmykning, er The Carlyles 190 værelser og suiter mere eklektisk indrettet. På væggene hænger kunst, der har flere hundrede år på bagen. Hotellets opholdsstue ved indgangen til restauranten er designet af den navnkundige italienske designer Renzo Mongiardino. Indrettet som en tesalon i tyrkisk stil med ekstravagante guldbelagte tapeter. Andre steder som i den legendariske Café Carlyle er det vægmalerier skabt af den franske kunstner Marcel Vertès. For slet ikke at tale om den fantastiske udsmykning af Bemelmans Bar udført af den østrigskfødte amerikanske forfatter og maler Ludwig Bemelmans, der fik opgaven i 1947 og blev aflønnet med et gratis ophold i en af hotellets suiter i næsten halvandet år. Bemelmans, der især er kendt og elsket for børnebøgerne om parisiske Madeline, skabte et fantastisk univers i art deco-baren, der domineres af selve baren i sort granit, chokoladebrune siddegrupper og et loft med 24-karats guldbelægning. Selv lamperne blev designet af Bemelmans og er i dag et så stort samlerobjekt, at der hvert år forsvinder en eller to. Som hotellets pedel fortæller i filmen: ”Jeg har vel efterhånden malet 20-25 nye lamper for at erstatte dem, som er blevet stjålet!”
På The Carlyle spiller den personlige stil og smag en afgørende rolle. Og dét i en sådan grad at præsident Trump efter et selv-inviteret besøg på hotellet efter sigende affærdigede det med ordene: ’What a joke!’ Men der er nok også kun én bygning i New York, som han kan lide: Nemlig Trump Tower et par kilometer mod syd på 5th Avenue.
The Carlyle rejser sig 130 meter op fra Madison Avenue. De øverste etager er stadig forbeholdt egentlige lejligheder, som udlejes i længere tid. Inklusive den royale suite på 34. etage. Og det er stadig et hotel, hvor mange af gæsterne bor i uge- eller månedsvis.
Skuespilleren George Clooney har levet i den toetagers Royal Suite i op til tre måneder. Hotellet holdt en suite ledig, for det tilfælde at præsident Kennedy skulle arrivere. Prinsesse Diana var en anden stor fan af det luksuriøse newyorker-hotel. Og tennisikonet Roger Federer indlogerer sig hvert år med familien i de tre uger, han deltager i US Open.
Selv om det legendariske hotels historie strækker sig tilbage til 1931, tilskrives æren for at have cementeret The Carlyles image som hemmelighedernes palads den næste direktør i rækken, nemlig Peter Jay Sharp, der købte hotellet i 1967. For den dag i dag er det på det nærmeste umuligt at få de ansatte til at afsløre noget som helst om gæsternes gøren og laden. Som det hedder sig i filmen om det mondæne New York-hotel: ”Folk ville hellere bo her på The Carlyle. Hoteller som The Plaza og St. Regis var de rene zoologiske haver.”
Måske var det også derfor, at prinsesse Diana foretrak The Carlyle. Noget, hun har givet i arv til sin søn prins William, der sammen med sin hustru Kate Middleton netop valgte The Carlyle, da de besøgte New York for første gang i 2014.
Jacqueline & Monroe
Ikke mindst Kennedy-klanen elskede The Carlyle. Ikke blot præsident Kennedy, der ofte overnattede her sammen med sin hustru Jacqueline. Men også deres søn, John F. Kennedy junior, der som teenager og studerende ofte kom ind i restauranten på rulleskøjter, når han var på vej til at besøge sin mor, der boede tæt på. Han spiste i øvrigt morgenmad på hotellet den julimorgen i 1999, hvor hans lille privatfly styrtede ned på vej mod familiens sommerhus på Martha’s Vineyard, og han omkom.
Jacqueline Kennedy fortsatte også med at frekventere The Carlyle Restaurant i årene efter mordet på præsident Kennedy. Som restaurationschefen – The captain of the Carlyle Restaurant – fortæller: ”Hun kom ind et par gange hver uge. Satte sig ved bord 29, hvor hun indtog en cobb salad og en gin og tonic. Og en cigaret.”
Et vedholdende rygte, som aldrig er blevet helt aflivet (og i hvert fald aldrig bekræftet), fortæller, at Marilyn Monroe efter præsidentens herostratisk berømte fødselsdagsfest i 1962 skulle være blevet sneget ind gennem en tunnel for at tilbringe natten sammen med John F. Kennedy. Men som en drager, der har været ansat i flere årtier, siger i filmen ”Always at The Carlyle”: ”Jeg har været ansat her i 45 år. Jeg har hørt historierne. Men jeg har aldrig set tunneler under hotellet.”
Musik har alle dage været et særligt kendetegn for The Carlyle. Den første, der i 1930 flyttede permanent ind på hotellet, var nemlig ingen ringere end Richard Rodgers, der gennem en lang karriere skrev et utal af sange samt store musicalhits som Oklahoma! (1943), South Pacific (1949) og Sound of Music (1959).
Og det er hotellets Café Carlyle, der nu i en menneskealder har været et anerkendt musiksted i New York. Ikke mindst Peter Sharps beslutning om i 1968 at hyre pianisten Bobby Short skulle vise sig at være helt afgørende i forsøget på at gøre The Carlyle kendt på storbyens musikscene. Han var fænomenal, og efter sigende havde han aldrig lært at læse noder, men kunne ikke desto mindre 6.000 numre udenad. I første omgang var han stillet et 2-ugers engagement i udsigt, men det blev til 36 år ved pianoets tangenter i den nu eksklusive Café Carlyle. I dag har mere end 20 af hotellets suiter et Steinwayflygel stående. Ikke mindst fordi Bobby Short i kølvandet på sin succes i Café Carlyle krævede at få stillet et nyt piano til rådighed hvert år.
Bobby Short blev i første omgang hyret til at spille i den intime cafe i en 14-dages periode tilbage i 1968. Men hans engagement sluttede først, da han fyldte 80 år. Det var uden tvivl hans store fortjeneste, at turister og byens musikelskere i årtier lagde vejen forbi Café Carlyle – og som sidegevinst fik et glimt af hotellets velbeslåede klientel og livet på et af New Yorks fineste hoteller.
Short begyndte at spille allerede som 9-årig. Han var helt og aldeles selvlært. Faktisk kunne han ikke læse noder, men formåede alligevel gennem årene at opbygge et repertoire på mere end 6.000 sange og melodier. Hans karriere tog for alvor fart, da han i 1942 landede et engagement i Chicago. Og hurtigt gik rygtet om denne fantastiske pianist og sanger. I årene herefter spillede han rundtom i de amerikanske storbyer. Altid på de mindre lounge-agtige spillesteder, hvor publikum ofte kunne indtage et delikat måltid mad eller nyde en drink under koncerterne. Hans berømmelse gjorde, at han mange gange stod på plakaten sammen med store navne som Nat King Cole.
På Café Carlyle satte han sig ved pianoet gennem 36 år. Det er denne vedholdenhed, der gjorde ham til et ikon. En vedholdenhed, som også andre af hotellets gæster udviser. Eksempelvis har instruktøren Woody Allen siden 1996 spillet her næsten hver mandag sammen med Eddy Davis New Orleans Jazz Band. Men det er og bliver Bobby Shorts fortjeneste, at Café Carlyle stadig er et af New Yorks mest elskede spillesteder.
