Grønlandsk luksus mellem isbjerge og fjelde
Fjeldet befandt sig i det, jeg nemt kunne beskrive som “midt ude i ingenting”, selvom det ville føles mere præcist at sige: Midt ude i alting. Jeg var på vej op ad klippesiden, over mig var den skyfri himmel, under mig fjorden med sine koboltblå forgreninger og omkring mig den sprøde grønlandske luft. Nogle få timer forinden havde netop denne luft været det første varsel om, at jeg efter en kort rejse fra det overophedede Europa pludselig befandt mig et fundamentalt anderledes sted, eksisterende ikke blot i en anden tidszone, men i et helt fremmed kredsløb.
Jeg var på jagt efter blåbær, revlingebær, vild timian, Karl Johan-svampe, og urten Qajaasat, der hjælper mod forkølelse. På dansk kalder vi den grønlandsk post. Med mig havde jeg en lokal guide, Miiti hedder hun, som viste mig de forskellige planter, og mens hun pegede, åbnede bevoksningen sig op for mig. Hvad der først havde været en sløret grønlig masse stod pludselig skarpt og blev til distinkte former i utallige nuancer af hvid, brun, blå, grøn og rød, og over alt dette de nikkende klokkeblomster. Miiti jager, fisker, sanker, vandrer og løber i disse fjelde, og jeg lagde mærke til hendes hurtige og resolutte fødder på de stejle sider.
Da vi skulle passere et næsten lodret stykke, vendte Miiti sig mod mig og sagde: “Du siger til, hvis du bliver nervøs. Så vender vi om.” Jo, jeg var lidt nervøs og følte mig kluntet ved siden af hende, men selvfølgelig ville jeg videre, kom til at hive mig op i en tjørnebusk i stedet for det græs, hun havde udpeget, men op nåede vi da og stod endelig på toppen af den lille bjergkam. Klippen skrånede på begge sider af os, og helt nede kunne vi se en 800 år gammel vikingeruin ud mod fjordens sejlende isbjerge. Så skiltes vi og mødtes igen, som man gør i den ensomme, men sociale aktivitet, det er at samle. Vi drak iskoldt klart vand fra elven og spiste medbragt chokolade og riskiks.
Luksus i vildmarken
Da vi endelig kom tilbage til campen, var solen ved at gå ned, og de kegleformede telte stod med deres hyggelige orange lys i den tiltagende skumring. På den anden side lå vandet (den eneste vej tilbage til civilisationen) og længere ude en blålig bjergkæde indhyllet i disede skyer. Stemmer nåede os fra spiseteltet, hvor jeg vidste, at der ventede os en tre-retters middag lavet af Ingemar, forhenværende personlig kok for den islandske præsident, og lidt længere over mod den sorte fjeldside, der tårnede sig en kilometer op over os, lå mit allerede opvarmede telt med tændte stearinlys og en blød dobbeltseng fuld af dyner, puder og rensdyrskind.
Camp Kiattua, der ligger ca. to timers speedbådssejlads ind i Nuuk Fjord, er et modsætningsfyldt sted. Ægteparret Anika og Jon Krogh, der har skabt og bestyrer campen, retter sig mod et high-end marked af gæster, som søger en høj grad af komfort og luksus, men som ønsker at opleve naturens luner helt tæt på i et af klodens mest ekstreme områder. Anika, som selv er fra Grønland, og som er høj, stærk og har sorte fregner hen over næsen, fortalte mig over en kop Qajaasat-te, at en del af campens koncept netop er, at folk skal komme ud i naturen og mærke naturen.
Hvis der er alt for meget afskærmning med vægge, store glaspartier eller isolering, så mærker man ikke, at det bliver koldt, når solen går ned, at det rusker, når det blæser, eller at regnens trommen kan være alt fra en hyggelig antydning til et helt orkester. “Og det tror jeg virkelig er vigtigt for oplevelsen,” forklarer hun.
Før campen blev til, arbejdede både Anika og Jon inden for high-end turisme i Grønland. En dag fik de en usædvanlig forespørgsel fra et islandsk rejsebureau, som havde en meget velhavende kunde med en drøm om luksus i vildmarken. Han ville have noget helt unikt, noget, som ingen andre havde prøvet før, og så skulle der være bad, ordenlige telte, god varme og privat kok. Parret tog “ja-hatten” på, undersøgte mulighederne og sammensatte en præsentation. Eftersom projektet skulle skabes fra bunden, indebar det blandt andet: Jagt på lokation, indkøb af alt udstyr, fragt med helikopter og båd, konstruktion og hyring af personale. Det tilbud, de endte med at sende afsted, var derfor “stjernedyrt”, med Anikas ord, men allerede næste dag svarede millionæren ja. Derfra havde ægteparret to måneder til at skabe Camp Kiattua.
En naturperle ved Nuuk-fjorden
At finde den rette lokation viste sig at være en af de største udfordringer. Stedet skulle være øde, men tæt på en bygd med mulighed for forsyninger, der skulle være vandtilførsel fra en elv, men uden fisk og lokale fiskere, det skulle være fladt, det skulle ikke fryse til for tidligt på året, der skulle være smuk udsigt, men ikke for meget vind, og så skulle der være telefonsignal og 3G. Selv på et så stort område som Nuuk Fjord virkede opgaven umulig. Det var, indtil Anikas mor foreslog en lille perle, hvor hendes far havde taget hende med ud at jage som barn. Rigtig nok opfyldte stedet alle kriterierne, og nu var det bare at begynde at sætte op. “Jeg kan huske,” fortsætter Anika, “at da vi bar det der vildmarksbad op, der vejer 260 kg, og som skulle slæbes op fra stranden på skuldrene, der tænkte jeg sådan: Hvem i alverden proppede det vildmarksbad ind i den PowerPoint-præsentation.” Hun griner.
Heldigvis nåede de at blive klar til kunden, og for første gang var de vidner til den transformation, de siden skulle se igen og igen. Anika forklarede: “Når du er non-stop ude i naturen, så sker der bare noget med dine stresshormoner. Vi ser det ofte med high-end businessfolk, der kommer herind. Den første dag, der kan man mærke, at hjernen bare kører. De sidder hele tiden på telefonen og tjekker, og der bliver ringet op og alt muligt. Men så er det, som om de på andendagen begynder at slappe af. Og på tredje dag, begynder de at tage ting ind og være til stede her.” Anika og hendes mand blev så inspirerede af at se denne virkning, at de valgte at gøre campen til et koncept, de kunne fortsætte.
Foretagendet fik en flyvende start, og Anika og Jon sagde deres job op for at køre campen fuld tid. “Vi havde gode job og tjente gode penge, og så lige pludselig stod vi der og vidste ikke, om der var penge nok til hele året. Jeg fik lidt ondt i maven,” fortalte Anika. Men succesen fortsatte med rosende artikler i internationale magasiner som Financial Times og The Telegraph, og som toppen på det hele havnede Camp Kiattua på National Geographics liste over 20 steder, man burde besøge i år 2020.
At år 2020 skulle blive året, hvor stort set ingen besøgte nogen steder overhovedet, var ikke ligefrem med i planen. Det var et stort slag for den nystartede camp og for de to ejere, der netop havde satset alt. Som så mange andre steder måtte campen holde lukket i mange måneder, men som resultat af en sund økonomi og en ny businesspartner overlevede den. Endelig i år er det igen lykkedes at holde åbent hele sæsonen, der strækker sig fra juli til slut september. Udfordringerne ligger nu i at nå samme niveau af omtale som før coronakrisen og desuden, som det har været siden campens begyndelse, at gøre det muligt at generere hele indkomsten på blot fire måneder.
Sæson varer kun fire måneder
“Rent forretningsmæssigt er det en udfordring,” forklarer Anika, “for hvis man putter en hel masse penge i salg, marketing og i udstyr og så videre, jamen så kører den operation meget lettere. Du får mere volumen. Du får mere stabilitet. Men omvendt så er det bare en hel masse penge, du skal ud at skaffe eller låne. Indtil videre har vi derfor valgt at vokse organisk, så hver gang vi har tjent noget, så har vi reinvesteret det.” Men den store forretningsmæssige forskel ville være, hvis sæsonen kunne udvides med et par måneder.
Problemet med sæsonbegrænsningen ligger ikke i, om gæsterne vil kunne holde varmen, og heller ikke i manglen på spændende aktiviteter, man kan foretage sig i det snedækkede landskab. Problemet er derimod, at uden friskt, rindende vand er det ikke muligt at køre campen. “I oktober sidste år vågnede vi op en morgen, og så var der bare en lille istap ud af vasken derovre,” siger Anika. Efter planen er en af de næste store investeringer derfor at få elvarme om vandrørene og dermed udvide åbningssæsonen.
Én ting er dog sikkert, og det er, at Anika og hendes mand ikke ønsker at øge antallet af gæstepladser. Lige nu er kapacitetsbegrænsningen på ti gæster og højst i to grupper. For ægteparret er det vigtigt, at gæsterne får en personlig oplevelse, og at man føler, at man lærer hinanden at kende. Anika forklarer: “Vi elsker selv at rejse og snakke med folk, som godt kan lide eventyr, som godt kan lide natur, og som kommer med historier fra alle mulige steder, de har besøgt. Det er noget af det, vi får ud af at være her: Vi får udvidet vores horisont.”
Da jeg den første morgen lynede mit telt op og kiggede ud, havde det sneet let på fjeldtoppene deroppe. Det lignede flormelis drysset ud over en kage. Ude i bugten lå pludselig et neonblåt isbjerg, der ikke havde ligget der dagen før. Anikas hund, Gin, kom trissende forbi med en afreven rensdyrklov i munden. Jeg trak mine vandrestøvler på og steg ud af mit sovetelt for at følge en lille lyngbevokset sti de få meter, der var over til mit private badetelt. Her var brusebad med varmt vand, håndvask, flere rensdyrskind, tændt varmeovn og den senest tilføjede luksus: Toilet med træk og slip.
I spiseteltet var der stillet frem til morgenmad, og Anika stod klar til at præsentere dagens muligheder. Vi kunne opleve alt fra afslapning i vildmarksbad til dykkertur i fjorden, fra sightseeing i speedbåd til madlavning over bål. Mine rejsekammerater og jeg valgte en vandretur mod isfjorden med Miiti som guide. Isfjorden er et sted, hvor indlandsisen skubbes ud i havet, og hvor de “små” isbjerge dannes, før de flyder rundt i fjorden, går på grund, flipper rundt, flyder igen. Mens vi vandrede, begyndte det at støvregne. Pludseligt flade, åbne vidder strakte sig ud mod de fjerne fjeldtoppe, og løvets allerede tiltagende efterårsfarver skinnede op mod os. Jeg kendte planterne fra dagen før: blåbær, sortebær, tyttebær, enebær, klokkeblomst, Qajaasat. Så var der varm kakao-pause, så vandrede vi videre. I dette vilde landskab var det lettest at følge dyrestierne. “Det er godt, at dyrene kan føre an,” siger Miiti.
Gastronomi i vildmarken
Den aften tilberedte vores kok, Ingemar, frisk torsk, som vi selv havde fanget på vej hjem fra vandreturen. Det havde taget os ti minutter at fange fem torsk, hvilket (desværre) ikke siger noget om vores evner som fiskere. Hver gang vi smed linen ud, var der bid, så snart blinket ramte bunden. Efter at have set min line forsvinde 50 meter ned lige ved siden af bredden, hev jeg selv de to første ind uden madding. Af vores fangst fra dagen før havde Ingemar desuden lavet saft af revlingebær, som vi fik i vores gin og tonics, stegte Karl Johan til hovedretten af rensdyr og lynsyltede blåbær på desserten.
Det gik snart op for mig, at det kulinariske er en stor del af oplevelsen i Camp Kiattua. Menuen følger sæsonerne, og i nogle perioder står den på svampe, bær og torsk, og i andre er det søpindsvin, der må dykkes efter, eller ørred, som fanges med hænderne. Men udover, at det fra et klimaperspektiv er bedst at spise lokalt og sæsonorienteret, og at friske råvarer forstærker smagsoplevelsen, så giver det også en stor tilfredshed selv at bidrage med at fange eller plukke maden. “Og det kan godt være, at det bare er lidt krydderurter til suppen eller et eller andet, men det giver bare noget,” forklarer Anika.
De næste par dage besøgte vi en bygd, spiste ”sæl-spareribs” og var i vildmarksbad. Vi sejlede i kajak rundt om de drivende isbjerge og dykkede med våddragter. Vi kiggede på Fuglefjeldet, der står ud fra resten af bjergkæden med sin kolde, nærmest metalliske glød, og som da også angiveligt har samme geologiske sammensætning som månen. Vi lavede koldrøgede fisk og drak drinks med 3000 år gammel is i. Og vi tog på sæljagt uden at skyde andet end et isbjerg, der dog havde taget form som en bjørn og en stejlende hest.
På min sidste aften, nærmest som var det bestilt, kom der nordlys. Det startede som et gråt skyagtigt slør over bjergene, men senere blev det grønt og gik i tynde streger hen over himlen. Under dette scenarie lå de 800 år gamle vikingeruiner urørlige i den stille nat, som de havde ligget urørlige så mange nætter før denne. “Det er vildt fascinerende at tænke på, at vikingerne har kunnet overleve heroppe,” ---- “Én ting er inuitterne, som igennem mange år lige så stille har vænnet sig til forholdene. Men at komme der fra et andet land og så lige blive droppet af her…”
At tilegne sig evnen til at kunne overleve på et sådant sted er bestemt ikke noget, man lige lærer. Jeg følte igen, som jeg havde gjort så mange gange i de sidste par dage, hvor heldig jeg var over at kunne opleve alt dette trods min mangel på vildmarksevner. Samtidigt blev jeg slået af min egen ubehjælpsomhed, min skrøbelighed over for den ekstreme natur, der omgav mig.
Klippesiderne tårnede sig op på begge sider og viste, at den stjernespækkede himmel var lys i sammenligning. Svagt kunne jeg skimte, at det sorte fjeld var brudt af distinkte linjer, der skar sig vandret gennem stenen og vidnede om dets tilblivelse for så ufatteligt længe siden. Jeg tænkte på, hvordan tiden er aflæselig i stenen som årringe i et træ, og på, at det måske netop er tilstedeværelsen af den geologiske tid, der giver sådanne øjeblikke en stemning af andagt. Her stod jeg, midt i alting, og mærkede min tidsforståelse bøje og strække sig mellem jordens udvikling, inuitternes traditioner, vikingernes historie, min egen væren og nordlysets flakkende flygtighed.
Mere info på nomadgreenland.com
Teksten er skrevet af Pernille Kaufmann. Se mere her