Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Climbing Kilimanjaro

5.895 meter. Afrikas højeste bjerg tiltrækker stadig flere turister, der gerne vil have både udfordringen og oplevelsen ved at kunne skue ud over kontinentet, og så er det en opnåelig drøm for mange. For kan du vandre i de nordiske fjelde, kan du også nå toppen af Kilimanjaro. Det er et af verdens seven summits – et must for bjergbestigere, der vil bestige de højeste bjerge på alle kontinenter.
Climbing Kilimanjaro
Kilimanjaro er med sine 5.895 meter Afrikas højeste bjerg, som hvert år tiltrækker i tusindvis af bjergbestigere.

Lige der på grænsen mellem Tanzania og Kenya – godt 300 kilometer inde i landet fra Mombasa ved Det Indiske Ocean tårner Kilimanjaro sig op. 5.895 meter for at være helt præcis. Kontinentets højeste bjerg. Men i modsætning til Mount Everest i Himalaya eller Mount Vinson i Antarktis er Afrikas højeste punkt stadig et begynderbjerg. I hvert fald blandt mere rutinerede bjergbestigere. Og i hvert fald blandt dem, der har sat sig for at bestige de højeste bjerge på hvert af denne klodes syv kontinenter – de såkaldt Seven Summits.

Men det er stadig en oplevelse af de helt store, når man er nået til toppen og kan tage et 360 graders view ud over det afrikanske kontinent

Climbing Kilimanjaro

Jakob Klaris-Jensen er friluftsentusiast og har i alt besteget Kilimanjaro fire gange. Uddannet som skolelærer driver han i dag en konsulentvirksomhed, der i høj grad inddrager naturoplevelser i events og kurser. Og selvom han har været der fire gange, er dét at bestige Kilimanjaro stadig lidt af et eventyr:

”Det er jo Afrikas højeste bjerg. Når du står på Uhuru Peak, er du på det højeste punkt i en omkreds på 4.000 kilometer. Du står på et punkt, hvor du har frit udsyn ud over den afrikanske savanne, der ligger som et enormt fladt område ved bjergets fod. Hertil kommer, at det er et af de få steder i verden, hvor du passerer gennem fem klimazoner på vejen mod toppen: Fra tropisk regnskov til arktisk klima på toppen med sne, is og gletsjere,” fortæller Jacob Klaris-Jensen.

Han er en trænet – for ikke at sige inkarneret – bjergbestiger, der har besejret mere udfordrende bjerge i Sydamerika og Kaukasus. Alligevel er dét at rejse til Afrika stadig en oplevelse. ”Kilimanjaro er et populært mål for mange – også midaldrende – danskere. Det er jo ikke bjergbestigning, hvor du skal klatre op ad lodrette klippevægge. Det er en trekkingtur, der, desto længere du når op, bliver mere og mere udfordrende. Iltindholdet i luften bliver mindre, bevægelserne langsommere, og flere dages monotont, men hårdt arbejde begynder at tære på kræfterne. Det er det mentale, der bliver afgørende for, om du når toppen.”

Jacob Klaris-Jensen fortæller, at Kilimanjaro især tiltrækker to grupper af danske turister. Først og fremmest folk +50 år, der har dét at kunne sige, at de har besteget et rigtigt bjerg, på deres ’bucketlist’. Det er folk, der er i forholdsvis god form. Folk, der klarer den daglige løbetur, og som dyrker sport.

”Det er også mennesker, der har råd til den ultimative ferie. De sætter rigeligt med tid af til turen og kombinerer den ofte med en safari-tur og en badeferie på Zanzibar.”

Den anden gruppe er ifølge Jacob Klaris-Jensen dem, der allerede har løbet deres maraton. Nu vil de prøve sig af på et bjerg og udfordre sig selv både mentalt og fysisk.

Begge grupper får en storslået oplevelse på Kilimanjaro. Men det er vigtigt at forberede sig hjemmefra. ”Det er fysisk og ikke mindst mentalt udfordrende. Når man begynder at mærke højden og den fysiske belastning, er det frygteligt nemt at vende om. Men det er en lang vej tilbage. Derfor er det også vigtigt, at man ikke bruger for få dage på turen til Uhuru Peak, ligesom det er en rigtig god ide at bruge en dansk guide på turen. De bliver ikke kun målt på, hvor mange de får med op på toppen. Det handler også om at få dem sikkert med hjem igen!”

Derfor anbefaler Jacob Klaris-Jensen, at man afsætter en syv-ni dage til turen, så man kan arbejde sig op ad Kilimanjaros skråninger i et fornuftigt tempo og vænne sig til højderne. ”For selv om det ikke er teknisk svært at bestige Kilimanjaro, så er det bestemt ikke ufarligt,” fastslår Jacob Klaris-Jensen.

Ruterne til toppen

Han anbefaler, at man som begynder tager den længste rute til toppen af Kilimanjaro. Det tager otte dage. ”Det er en sikker rute, hvor du har størst chance for at komme helt op. Men det er også en rute, der giver nogle fantastiske naturoplevelser. Og er du heldig, vil du opleve Afrikas wildlife med aber, elefanter og leoparder helt tæt på.”

Der findes andre ruter. Nogle er mere egnede til erfarne trekkere og bjergbestigere, mens andre med Jacob Klaris-Jensens ord nærmer sig rene turistfælder, der er etableret for at holde priserne nede. Det er en rute, man næsten vil opleve som en overrendt boulevard – en vej belagt med grus. Og ikke en bjergvandring gennem en enestående natur.

”Men uanset hvilken rute du vælger, er dét at vandre op ad Kilimanjaro stadig en oplevelse af de helt store. Det er eventyret, hvor du stadig gelsesrejsende,” slutter Jacob Klaris-Jensen.

Fakta:

Kilimanjaro er en stratovulkan (keglevulkan), der dog ikke har været i udbrud i historisk tid. Det er et populært sted for bjergbestigere. Årligt udstedes der ca. 25.000 tilladelser til turister, der ønsker at bestige bjerget. Position: Nordlige Tanzania på grænsen til Kenya. Ca. 325 km vest for Mombasa ved Det indiske Ocean. Navn: Kilimanjaro. Tanzania var tidligere en tysk koloni. Dengang var navnet Kaiser-Wilhelms-Spitze. Efter 1. verdenskrig overtog englænderne området og omdøbte bjerget. Højde: 8.895 m.o.h. På toppen er man det højest placerede menneske i 4.000 kilometers omkreds. Bjergbestigning: Ikke teknisk vanskeligt. Men strabadserende som en anstrengende trekkingtur og med risiko for højdesyge. Besteget første gang den 6. oktober 1889 af den tyske geolog Hans Meyer. Siden har i tusindvis af turister i alderen 12-80 år besteget bjerget. Pakkerejser: Flere danske rejsearrangører tilbyder pakkerejser med fly direkte fra København, hotel, forplejning, bærere og udstyr fra omkring 25.000 kr. Bedste tidspunkter: Medio januar-ultimo februar, juli og september-medio oktober. Undgå regntiden fra april til juni og november til december.