STRUKTUR & DISCIPLIN – og så en god fest
Jesper Buch
Med fare for at få hele den etablererede videnskab på nakken – og uden at kunne dokumentere det mere præcist – er Jesper Buch fascineret af en tanke, som har bundfældet sig dybt i hans sind. En tanke der kredser om en mulig sandhed, som strider imod alle de erfaringer, som børn af alkoholiserede forældre lever med. ”Jeg ved godt, at det ikke er sundt for børn at vokse op med en alkoholiseret mor eller far. At de skal gætte sig til, hvad et normalt liv eller normal opførelse egentlig er for en størrelse. At de skånselsløst dømmer sig selv for alle mulige fejl. Virkelige som uvirkelige. Men jeg mener at have læst et sted, at mange amerikanske CEO’s er børn af alkoholiserede forældre.”
Jesper Buch, 43, er virkelig i tvivl om sandhedsværdien. Men tanken er med til at sætte nogle ting på plads i hans liv. Og rigtigt mange af de udfordringer børn med stærke erindringer om alkoholmisbrug støder på senere i livet, kan han sagtens skrive under på. Også de strategier de tager i brug for at få smerten til at forsvinde, genkender han i sit eget liv.
”Det er ikke manglen på kærlighed, der var afgørende. Min far var faktisk et kærligt og omsorgsfuldt menneske, og han har sin del af æren for at så iværksætter-kimen i mig. Men flasken råbte højere. Som helt ung var det bare så ødelæggende at se sin far vælte på cyklen midt i det mest befærdede vejkryds i Vamdrup. Især fordi alle så på. Venner, naboer og så videre. Totalt ufedt!” ”En anden gang efter at jeg var flyttet til Kolding med min mor, boede vi tæt på banegården. Når gutterne og jeg skulle ned i byen, gik det hurtigst ved at smutte ind omkring banen og tage en genvej til gågaden gennem banegårdshallen. Der sad min far og sov på en bænk. Jeg gik bare forbi uden et ord. Hverken til ham eller kammeraterne.”
De gråbrune øje misser lidt i det skarpe sollys, der strømmer ind gennem de gamle jernvinduer i den forhenværende københavnske industribygning, der er forvandlet til fotostudier. Stedet, hvor Jesper Buch den sidste dag i februar har lagt krop til fotosession og interview.
Kontrol
For barndommens smertefulde erindringer i alkoholismens skygge er forklaringen på, at han i dag lader stringens, målrettethed og konsekvens fylde så meget. Personlige egenskaber, som er definerende for såvel det helt private som det karrieremæssige. En af de historier, som han ofte har fortalt som en af forklaringerne på de uomtvistelige succeser, han har haft, handler om den første Time Manager, han fik som 16-årig. I den blev der sat ord på hans mål. Og især én målsætning bliver om noget styrende for hans liv. ”Jeg vil være millionær inden, jeg bliver 30!” skrev han i dén kalender, som i starten af 1990-erne var et must-have for enhver business-wannabe.
Time Manager’en gav ham stringens og kontrol over tiden. At finde struktur. At få hoved og hale på skolen og livet var alfa og omega. Måske var det også derfor, at værnepligten blev fortsat på sergentskolen i Sønderborg og sidenhen på officersskolen på Frederiksberg Slot. ”Det gav mig den ultimative kontrol. Og dét jeg lærte i hæren og arbejdet som premiereløjtnant, har fulgt mig lige siden.” Det gælder i såvel arbejds- som privatliv.
”Når jeg i dag har investeret i en virksomhed, kræver jeg fire ting opfyldt hver måned: De skal aflevere rapporter, hvor de beskriver det økonomiske resultat og Key Points Of Interests. Men de skal også fortælle om tre resultater og tre udfordringer. Det gør jeg selv hver måned. Er der ting, jeg ikke skulle have gjort, og som jeg vil ændre? Er der noget, jeg er stolt over? Og så laver jeg en plan for at gentage succeserne og rette op på fejlene.”
En lille diskret Nicorette mundspray afslører, at en af de ’fejl’, Jesper Buch forsøger at rette op på, er livet som tidligere ryger.
Løven Buch
De fleste kender Jesper Buch som skarpretteren fra DR-programmet Løvernes hule. Sammenlignet med kollegerne Mia Wagner, Christian Stadil, Jan Lehrmann og Peter Warnøe, bliver han somme tider beskrevet som løvernes konge.
”Det med løvernes konge er en floskel, som jeg hørt mange gange”, siger Jesper Buch med en vis ærgrelse i stemmen. ”Det er dét image, jeg har fået, når man sammenligner mig med kollegerne i Løvens Hule. Vi skal jo fungere sammen på skærmen. Og jeg skal sidde ude til venstre og være den, der afliver et projekt. Være den der stiller de svære spørgsmål. Det kan være, jeg virker lidt for hård og kold. Det handler jo om vores penge, og vi er jo ikke kun med for vores blå øjnes skyld.”
”Men når dét er sagt – også selv om det ikke er noget, man ellers siger om sig selv - så er jeg faktisk meget empatisk. Det er en konsekvens af min opvækst. Helt klart. Som fraskilt far har jeg mine tre børn hver anden uge. Og i ulige uger slutter arbejdet klokken 3. Basta! Jeg henter børn, laver mad og er til stede. De får knus, kys og et ’jeg-elsker-dig’ hver aften, når vi siger godnat. Det var noget, jeg ikke fik for meget af som dreng. Det skal mine børn i hvert fald ikke undvære!”
Empatien er ikke blot noget hans børn mærker. Men det er et karaktertræk, som han også selv forventer at blive mødt med. ”Der er mange gange, hvor jeg har siddet i studiet til optagelserne af Løvernes Hule og tænkt: – Det var sgu da et fedt projekt! Der er profit, skrevet over det hele. Alligevel siger jeg stop, nej, det går bare slet ikke. For de mennesker, der præsenterer det, har ikke dét, der skal til for, at jeg hælder penge i det.”
Men de fire sæsoner af Løvens Hule har haft pædagogisk succes, mener han. ”De iværksættere, vi møder i dag, er skarpere og står stærkere som mennesker. Vi ser faktisk ikke længere så mange, der kommer og pitcher et projekt med et drømmeagtig forhold til værdiansættelsen af deres virksomheder. Helt ærligt, så er det også noget af det, der virkelig pisser os af. Altså, når folk kommer og beder om en investering på 500.000 kroner for 1,5 procent af virksomheden. Og dét uden at have så meget som en krone i omsætning!
Men han har selv været der. Da han skrev iværksætter-bogen All In fandt han et maskinskrevet brev, han havde skrevet til farmor, da han i år 2000 fostrede ideen til Just Eat-konceptet. Heri beskrev han malende de store muligheder, han drømte om: ”Hvis budgetterne holder, så er nettoresultatet det første år 300.000 kr, + 1 mio. det næste og 3 mio. det tredje år – hvorefter konceptet bliver implementeret i Tyskland og England!”
”Det viser vel først og fremmest, hvor glad jeg var for ideen. Det er jeg stadig. For jeg havde et mål og gik hele linen ud,” fastslår han i dag.
Tilfældigheder
At have et klart mål – og gå efter det – er det billede, Jesper Buch gerne tegner af sig selv og sin karriere. Alligevel spiller tilfældighederne en stor rolle. Faktisk en rigtig stor rolle. For ideen til Just Eat kom som en behovstilfredsstillelse, da han som nyuddannet officer var flyttet til Oslo for at starte i en volontørstilling på den danske ambassade i Oslo. Den aften han ankom til den norske hovedstad og flyttede ind i et lejet værelse, måtte han erkende, at køleskabet var brølende tomt. Internet-alderen var i år 2000 endnu ikke nået til Norge. Endsige København. Så det knitrende 14.4 kbps modem kunne ikke hjælpe med at finde så meget som en frossen pizza noget sted på den nordlige halvkugle. ”Det var for åndsvagt. Men det var faktisk lige netop i det øjeblik, at ideen til Just Eat blev født.”
Og det var i dét øjeblik, at kimen til Jesper Buchs formue blev sået. Ideen var for så vidt ganske enkel: At formidle kontakten mellem pizza-hungrende mennesker og lokale pizza-joints – og naturligvis sørge for, at den blev betalt og leveret. 10 år senere – efter at Just Eat-konceptet var flyttet fra kælderlokaler i Kolding via Aarhus til London – solgte Jesper Buch sin ejerandel og scorede en trecifret milliongevinst.
Men det havde været et hårdt arbejde. ”Som ung i Kolding arbejdede jeg på diskoteket Crazy Daisy. Ejeren Carsten Mikkelsen opbyggede i 90-erne en kæmpe kæde af diskoteker. Sjovt arbejde. Men jeg fandt ud af – og så er vi tilbage ved mit empatiske jeg – at Carsten i høj grad drev sin forretning som et kammeratskab. Der var ingen grænser for tilliden. Venner stjæler eller røvrender jo ikke hinanden, vel? Og det har jeg taget til mig. Han troede på mig, da jeg vendte tilbage med ideen om Just Eat. Han blev den første investor, jeg fik.”
Ydmygheden
I starten balancerede projektet på en knivsæg. Men de +80 timers arbejdsuge i de første ti år gav bonus. Og en tyrker-tro på, at hårdt arbejde, målrettethed og gode kammeratskaber bonner ud i sidste ende. Tilmed gav rejsen med Just Eat en vis ydmyghed, som ved første øjekast kan synes lidt letkøbt, når man kører rundt i en Audi til over en million kroner og bor i et hvidpudset treetagers palæ på Frederiksberg med et prisskilt på over 20 millioner kroner.
”Jeg mangler ikke noget. Og selvfølgelig er det blevet et livsvilkår, som betyder, at jeg har nogle muligheder, som andre ikke har. Men jeg bor alene med mine børn i et kæmpehus på Frederiksberg, hvor jeg har været lidt smart og udlejet en hel etage til et kontorfællesskab, så der også kommer lidt indtægter ad den vej. Men ja, jeg har formået at sikre mig selv og børnene økonomisk i resten af livet. Der er sikkert også lidt mere. Derfor har jeg også sat mig for at give noget tilbage.”
Det sker blandt andet gennem investeringerne i nye iværksættere. ”Når kemien er til stede, er det dét fedeste, der findes. Jeg er ikke bare en pengemaskine, der hælder penge i nye virksomheder. Når jeg går ind i en virksomhed, er det med hud og hår. Udover pengene får de jo også min passion og adgang til de dele af mit netværk, som er relevante for dem.” ”Så jeg knokler stadig. Ikke for mine blå øjnes skyld. Der skal stadig være et afkast. Men det skal også være sjovt.” Men her sniger ydmygheden sig så ind i hjørnet af billedet. For med en opvækst i Vamdrup som barn af en plejehjems ansat mor og en far, der ejede en lille træskofabrik, var det bestemt ikke givet, at unge Jesper Buch skulle gå hen og blive multimillionær.
”Jeg har også boet i en lejlighed i Gjellerupparken. Jeg har også prøvet at balancere på randen af fallit. Og grundlæggende har jeg også den holdning, at det måske er usundt at have så mange penge. Men i bund og grund er jeg ikke bange for at crashe. Det kræver bare en ny plan – og viljen til at knokle røven ud af bukserne.” Måske er det også derfor, at han per definition betragter alle investeringer som værende tabt i det øjeblik, han trykker på knappen og overfører penge til en ny virksomhed. Derfra skal der så hårdt arbejde til for at sikre, at afkastet kommer i hus.
Festaben
Men livet som CEO, multimillionær og serieinvestor har naturligvis også givet nogle muligheder, som ligger udover det sædvanlige. ”I 2008 flyttede jeg til Marbella, hvor jeg mødte mine børns mor. Det var en tid med masser af fester – og arbejde. Vi har holdt nogle vilde fester. Hele kælderen i huset var stort set en natklub med bling og blinkende spotlys. Det var et fedt sted. Men der kommer også et tidspunkt i ens liv, hvor det går op for én, at Marbella er et sted, man holder ferie. Og da vores børn skulle til at gå i skole, tænkte jeg: De skal da for pokker ikke i en spansk skole. De skal gå i skole her i Danmark.”
Så i ’17 vendte han hjem til Danmark. For Jesper Buch gik skiftet fra det spanske partyparty- liv ikke helt som forventet. Han og kæresten gik fra hinanden – og hans børn blev til delebørn. ”Det er selvfølgelig ikke det fedeste. Men det har givet mig mulighed for at gå all-in i forhold til mine børn: 120 pct. arbejde i lige uger. Og 120 pct. far i ulige. Det er en god beslutning. Det er med til at give struktur.”
Struktur og disciplin er vigtige kodeord, når det handler om Jesper Buch. Og det er det lange stræk, der har betydning. For målene skal nås. Store som små. Også når man har behov for at teste ens egen udholdenhed ved at snøre vandrestøvlerne og gå de 850 pilgrims-kilometre på Caminoen. Tempoet i arbejdslivet er han så småt parat til at skrue ned for, så der bliver mere plads til ham selv. At få skrevet en ny bog. Og se på, at andre tager over…