Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Rasmus Højlund - Danmarks nye målkonge

HAN ER BLOT 20 ÅR GAMMEL. Af naturlige årsager er hans CV ikke langt. MEN HVILKE KLUBBER! FC KØBENHAVN, STURM GRAZ, ATALANTA – OG NU MANCHESTER UNITED, der har betalt op imod 634 MILLIONER KRONER FOR DEN NYE DANSKE STJERNE på den internationale fodboldhimmel. AF CLAUS VESTERAGER MARTINUS FOTO: GETTY IMAGES
Rasmus Hoejlund
20-årige Rasmus Højlund skiftede i sommer fra Atalanta til Manchester United.

Talentet er der ikke tvivl om. Heller ikke i Hørsholm-Usserød Idrætsklub, hvor han snørede fodboldstøvlerne i ungdomsårene. Her har sommerens store transfernyhed for alvor bragt smilet frem. Ikke mindst fordi klubbens talentchef også husker en ung Rasmus Højlund som lidt af en vildbasse: “Han har hængt både i lamperne og loftet i omklæd­ningsrummet. Han var lidt over det hele,” fortalte hans ungdom­stræner Christian Moroux i et interview til Kosmopol. Det var efter Rasmus Højlunds fantastiske hattrick i landskampen mod Finland tilbage i marts måned.

Umiddelbart betragtet har hans vej mod stjernerne været en let vej. Naturligvis er der lagt en masse arbejde i træning og hund­redvis af kampe. Men faktisk opstod der en vis tvivl om hans evne til at forvalte talentet. For efter seks år på henholdsvis Brøndby og FC Københavns ungdomshold var han i 2021 klar til køben­havnerklubbens førstehold. Springet fra ungdomsrækkerne til Superligaen så ud til at være lidt af en mundfuld for det 17-årige stjernefrø.

I en pokalkamp mod Nykøbing Falster gik det rigtigt galt for FC København. Der var ikke engang spillet en halv time, inden det stod 2-0 til 1. divisionsklubben. Den daværende træner skifte­de to af sine spillere ud.

Rasmus Hoejlund
Det danske fodboldtalent bliver sammenlignet med norske Erling Haaland.

Danmarks dyreste fodboldspiller

Nu to år senere kan han – med rank ryg – ikke blot kalde sig fast mand på A-landsholdet. Han kan også kalde sig Manchester United-angriber. Købt for en formue fra italienske Atalanta BC. Den præcise købssum er genstand for en masse spekulationer. Men de mest valide bud lyder på en transfersum på knap 560 millioner kroner – plus diverse bonusser, der bringer Manchester Uniteds udgifter op i nærheden af 634 millioner kroner. Det gør ubetinget Rasmus Højlund til Danmarks dyreste fodboldspiller nogensinde.

Og selvom han endnu må tage til takke med plads lidt nede i hierarkiet, kommer han bestemt ikke til at gå sulten i seng. Han kan nemlig se frem til en ugeløn på 614.000 kroner! Eller en års­løn på små 33 millioner kroner. Og så er der allerede nu forhand­let en lønstigning på plads i løbet af den femårige kontrakt.

Der er sket meget i hans liv, siden pokalkampen i Ny­købing F. for to år siden. Først og fremmest blev han efter fa­dæsen på sydhavsøen sat på salgslisten og endte med i januar 2022 at skrive kontrakt med Sturm Graz i Østrig. Og nu be­gyndte målene for alvor at komme. Det blev til 12 mål i den første sæson, men allerede efter sommerferien rykkede han videre til Atalanta i Italien, der angiveligt betalte omkring 125 millioner kroner. Her fortsatte målstimen. Men der skulle altså kun gå et år, inden Manchester Uniteds hollandske manager, Erik ten Hag, slog en klo i det danske supertalent, der ofte bliver sammenlignet med norske Erling Haaland, der som bekendt med stor succes har bombet ærkerivalerne fra Manchester City til tops i den engelske Premier League.

Rasmus Hoejlund
Rasmus Højlund blev præsenteret som Manchester Uniteds nye angriber foran 60.000 tilskuere på Old Trafford.

Det har sikkert heller ikke gjort Uniteds interesse mindre, at Rasmus Højlund bragede ind på det danske A-landshold med et vaskeægte hattrick i den første kamp, hvor han var udtaget til startopstillingen. Det var egentlig en underlig kamp, hvor nerver­ne sad uden på de danske fodboldfans. Rasmus Højlund lagde godt fra land med en tidlig scoring til 1-0. Men en finsk ud­ligning i starten af anden halvleg gjorde stemningen i Parken noget mat. I hvert fald lige indtil Højlund med to mål lukkede og slukkede kampen. Især målet til 2-1 fik kommentatorer og landstræner til at slå fast, at Danmark har fået en ny nier’ – en ny mand på toppen, som formåede at score mål. For det var rig­tige angriber mål, hvor Højlund kastede sig ind mellem venner og fjender for at heade bolden i netmaskerne.

Det var en præstation, som fik landstræner Kasper Hjul­mand til noget underspillet at bemærke, at, “det er sådan en angriber skal være, hvis man vil frem i verden!”

Og i de to følgende kampe blev det også til to mål i et noget pinligt 3-2-nederlag til Kasakhstan og et enkelt i 1-1-kampen mod Slovenien. Det er få beskåret at kunne prale af seks scorin­ger i tre landskampe. Ikke underligt, at der nu med let tilbage­holdt åndedræt hviskes i krogene om, at han er den nye Preben Elkjær.

Hverken danske eller internationale kommentatorer har bekymringer om Højlunds potentiale. Der tales åbenlyst om, at Manchester Uniteds nyindkøb har et potentiale på samme ni­veau som norske Erling Haaland.

Selv siger Rasmus Højlund, at han er stolt over at blive sammenlignet med Erling Haaland, men at det ikke giver me­ning endnu. “Jeg vil ikke sammenlignes med ham endnu. Han er voldsom. Jeg håber, at jeg kan nå hans niveau. Jeg vil gerne lægge mere på mit spil. Og kan jeg nå hans niveau, vil det være fantastisk,” fortalte han i et interview i sommer til 21 Søndag.

Bekymringen

Men en så eksplosiv udvikling, som den Rasmus Højlund har oplevet de seneste to år – og ikke mindst med udsigten til at tjene mange millioner – er der også en vis bekymring at spore i hans omgivelser. For det er tidligere set, at nybagte fodboldmil­lionærer har svært ved at styre sig sikkert igennem et minefelt med klubbernes enorme forventninger på grønsværen, kræven­de fans og en sulten presse.

Francis Dickoh er foldboldekspert og tidligere professionel fodboldspiller i blandt andet Utrecht, FC Midtjylland og Søn­derjyske. Han siger om Rasmus Højlunds nye liv i Manchester United:

“Det, der er sket i moderne fodbold, er, at spillere som Kylian Mbappé og Erling Haaland har sat baren enormt højt. Det betyder, at klubberne tidligt begynder at se på, hvem kan vi få ind på holdet. Hvem kan vi udvikle til de nye stjerner?”

Det var den rejse, som eksempelvis Nicklas Bendtner ikke var så god til som helt ung spiller, mener han. “Til gengæld ser det ud, som om Højlund har nogle gode mennesker med omkring sig.”

I hvert fald mener Francis Dickoh, at han har redskaberne til at skabe sig en succesrig karriere i Manchester United. “Det at score mål kontinuerligt er en svær øvelse. Men Højlund har alleredskaberne. Det skal vi huske at værne om. Og det skal vi huske at nyde og respektere.”

Manchester Uniteds udgifter løber op i nærheden af 634 millioner kroner. Det gør ubetinget RASMUS HØJLUND TIL DANMARKS DYRESTE FODBOLDSPILLER NOGENSINDE.

Selvtilliden

I Rasmus Højlunds tredje landskamp blev det til tre mål i Parken mod Finland. Få dage senere to mål i Kasakhstan. Efter den kamp sagde han: “Jeg tror på mine egne evner. Ellers havde jeg ikke været, hvor jeg er. Jeg er en fyr, der gerne vil vise mig frem uden at miste ydmygheden.”

Og det er ikke tomme ord. I et interview i Jyllands-Posten fortalte han sidste år, at hans økonomi naturligvis var vokset be­tragteligt som følge af klubskiftet til Atalanta. Og at det også var kommet hans familie til gode.

“Der er nogle goder ved at være fodboldspiller. Men jeg er stadig bare Rasmus. Jeg fokuserer mest bare på at spille fodbold. Mine forældre har fået en lille del af den økonomi, der er blevet sendt min vej. Det er deres fortjeneste, at jeg står her i dag. Jeg kunne ikke været nået så langt uden dem.”

Det var heller ikke, fordi han savnede noget i Italien. Han boede alene i en stor lejlighed i Bergamo. En lejlighed med en lækker tagterrasse og en stor SUV på parkeringspladsen. Skulle der være noget, han savnede i Bergamo, var det nok lige lidt selskab.

“I starten fik jeg god hjælp af Joakim Mæhle, der hentede mig til træning og hjalp med at finde mig til rette i klubben.”

Ny hjemmebane

Nu er han så flyttet til Manchester, hvor han bliver holdkammerat med Christian Eriksen. Endnu en omvæltning i Rasmus Højlunds liv. I starten af august blev han nemlig præsenteret på sin nye hjemmebane: det ikoniske Old Trafford stadion.

I det hele taget er der vendt op og ned på hans tilværelse, siden den femårige kontrakt blev underskrevet. Først det obligatoriske lægetjek, så præsentationen på stadion. Nu er han så sammen med en stab af hjælpere i gang med at finde en bolig, ny bil og alt, hvad der nu er nødvendigt for at fortsætte karrieren i Premier League.

Sportsligt kan Rasmus Højlund se frem til masser af kampe i en af verdens hårdeste ligaer. Og naturligvis nye internationale ud­fordringer. Manchester United blev ved lodtrækningen til Cham­pions League-gruppespillet placeret i samme gruppe som hans gamle klub FC København. Når Manchester United og Rasmus Højlund til efteråret kommer til Parken, er der chance for, at han kommer til at spille mod sin lillebror Oscar Højlund, der så sent som i august måned debuterede for FCK.

Der er enorme forventninger til, at Rasmus Højlund kan være med til at bringe De røde djævle tilbage til fordums storhed.

“JEG TROR PÅ MINE EGNE EVNER. Ellers havde jeg ikke været, hvor jeg er. Jeg er en fyr, DER GERNE VIL VISE MIG FREM UDEN AT MISTE YDMYGHEDEN.” Rasmus Højlund