Melvin Danmarks Comedystjerne

Fluen i mælken Hjemme i Danmark har både han selv og forældrene på egen krop oplevet dét at skille sig ud. Faktisk grænsende til det racistiske. Og måske endda også over grænsen. I hvert fald har hans mor oplevet, at folk kastede tomater efter hende på gaden i Fredericia. ”Men hun standsede og samlede tomaterne op. De skulle da ikke gå til spilde, så de kom hjem i gryden,” fortæller Melvin Kakooza. Selv har han også oplevet det ubehagelige i at blive afvist af en dørmand uden for en natklub i Aarhus. Underligt nok var der lige pludselig ingen problemer med at komme ind, da dørmanden opdagede, hvem han var. Det blev ikke den aften, Melvin Kakooza gik på natklub.

Men at skille sig ud er noget, han har måttet leve med siden sin barndom. ”Jeg og min bedste kammerat Renato har nok ikke været mere end syv-otte år gamle. En dag vi legede på legepladsen foran vores lejlighed i korskærparken, åbner en kvinde sit vindue og råber ned til os, at vi bare skal se at skride hjem til dér, hvor vi kom fra! Vi forstod det ikke helt. Men vi forstod, at det ikke var venligt ment. Til gengæld besluttede vi os for bare at grine op til hende. Ikke ad hende! Så vi sad der i sandkassen og grinede helt vildt op til hende. Det fik hende med tiden til at stoppe med at råbe ukvemsord til os,” fortæller Melvin Kakooza om sin første oplevelse med fremmedhad og racisme. Mens han fortæller historien, smiler han pludselig og fortæller, at han fra en ven har fået fortalt, at kvinden i vinduet med årene faktisk var blevet en sød og omgængelig dame.

Det er egentlig ikke, fordi at han oplever Danmark og danskerne som et specielt fremmedfjendsk land. ”Der er andre steder i verden, der er langt værre. Vi har jo love og regler, der forbyder forskelsbehandling. Men vi behandler folk forskelligt – og nogle gange går det over grænsen. Både jeg, min mor og mine søskende har alene med vores hudfarve naturligvis også skilt os ud fra mængden. Vi var virkelig fluerne i mælken!” Men det var bestemt også en oplevelse, der var med til at vise Melvin Kakooza, at humor og comedy kunne beskytte ham mod overgreb og fungere som et effektivt forsvar, når verden gik ham imod.

Standup med finesse

En af Melvin Kakoozas store forbilleder fra comedy­verdenen fandt han i amerikanske film med Eddie Murphy, der var hans store idol i ungdomsårene. Murphys the nutty professor (1996) scorer ret højt i hans univers. Ikke mindst fordi der her også bliver trukket en klar streg i sandet, i forhold til hvor meget en standupkomiker egentlig kan tillade sig. I filmen optræder David Chapelle som reggie. En usikker komiker, der frem for alt for­søger at få succes ved at svine så mange som overhovedet muligt til i de få minutter, han er på scenen.

Men selvom Melvin Kakooza som ung sikkert har kæmpet med usikkerhed og fremfor alt angsten for at miste, er han aldrig forfaldet til at fortælle vittigheder på bekostning af andre mennesker. ”For mig handler det ikke om at udpensle forskellighederne. Tværtimod. Der skal være plads til alle, og vi skal netop lære at fejre forskelligheden. At dyrke forskelligheden fører til fordomme. Det handler om at finde ud af, hvor vi kan mødes. Og kan jeg være med i front dér, så er mit arbejde fuldført.”

Det er måske også en af de vigtigste årsager til Melvin Kakoozas succes. Han generer ikke mennesker, der ikke kan forsvare sig. Han er ikke ude på at få et billigt grin over mennesker med handicaps eller udfordringer. Han er heller ikke typen, der udspyr myriader af ’stiv-pik-vittigheder’ eller siger ’fuck det’ i hver anden sætning. Faktisk bander han uhyre sjældent. Noget, han tilskriver sin kristne tro og opdragelse i Fredericia.

Kakoozas image er snarere billedet af en rar og imøde­kommende ung mand. Venlig og interesseret. Lidt a la den rolle, han har været med til at skabe i tv-serien Sunday, hvis fjerde sæson ruller over tv-skærmene dette efterår. Her bruger han sine egne og ikke mindst sin fars oplevelser af livet i Danmark til at fortolke de kulturelle udfordringer, som mange indvandrere kæmper med i forsøget på at forstå Danmark og danskerne. Sunday er en afrikansk fodboldspiller med noget begrænsede kvaliteter, der bliver hentet til fodboldklubben fc Fredericia for at sikre en hurtig oprykning til superligaen. Om han kan spille fodbold, har ingen undersøgt. Så en del af seriens setup handler naturligvis om at undgå at sende ham på banen. Det er en historie, der udvikler sig, efterhånden som den unge Sunday begynder at stille spørgsmål til danskernes kultur, skikke og vaner. Noget, der ofte sker med henvisning til mere eller mindre opdigtede historier fra hans landsby i Kenya om onklen, der blev spist af en krokodille … ustyrligt morsomt.

For han er en sand mester i at beskrive de mere underlige skikke og sproglige udfordringer, som ud­lændinge i Danmark oplever hver eneste dag. Her har han rigeligt med særprægede oplevelser at trække på: ”Min far havde det særligt svært med at tackle den danske kultur. Engang havde han været ude at fiske i en put’n’ take-sø. Det havde været en dejlig tur. Nogen tid efter var vi ude på en legeplads, hvor vi legede med små klappegeder. Min far mente, at når man ligesom ved put’n’ take-søen havde betalt entre, ja, så måtte man da sikkert også gerne snuppe en ged med hjem til aftensmaden!”

Det er en historie, som Melvin Kakooza og holdet bag tv-serien Sunday har skrevet ind i serien: som fc Fredericias nye afrikanske håb bliver sunday indkvarteret hos sin træner – blandt andet for at ingen skal opdage, at han faktisk ikke kan spille fodbold. Her tilbyder han en dag at lave et afrikansk måltid mad til familien. En af medspillerne på holdet har nemlig som en practical joke stjålet en ged fra et lokalt fritidshjem og sluppet den løs i omklædningsrummet iført Sundays spillertrøje. Men der skal mere til at slå Sunday ud af kurs: han slagter geden i familiens garage og frembringer et lækkert måltid. Men den gode smag forsvinder ligesom lidt, da han fortæller om geden, som endte sine dage i garagen. Men som Sunday siger: ”don’t worry! Jeg har kun brugt nakken og testiklerne! Resten ligger i fryseren.”

”Jeg må sige, at jeg virkelig beundrer Melvin Kakooza for hans smittende åbenhed og positive livssyn. Han er virkelig en mand, der har ja-hatten på. Når vi har arbejdet sammen, har jeg mange gange haft enormt svært ved ikke at komme til at skraldgrine,” siger Christine Feldthaus og fortsætter: ”Han starter ikke med at sige nej. Og jeg tror egentlig, han lever efter et motto, der siger: ’hvis du ikke har noget pænt at sige, så hold din mund!’ Men tag ikke fejl! Der er også en kant – og han spiller ikke med på den værste, hvis ikke han synes, det er ok.”

Som da Christine Feldthaus i et program ville introducere Melvin Kakooza til den specielle nydelse, det kan være at ryge en god cigar. ”Noget, som jeg selv nyder. Og Melvin accepterede forsøget. Fik ild på cigaren. Men det var ikke lige hans ting: det smager som at sutte på halen af en død kat, var hans vurdering af cigarrygningen.”

Gudsbenådet performer

Den altid positive tilgang er også instruktøren Jesper Rofelts oplevelse af samarbejdet med Melvin Kakooza. Sammen har de udviklet rollen som Sunday. ”Melvin er nok en person, der måske lider lidt under, at det er sjovere at sige ja end nej. Han kan godt lide at gøre andre mennesker glade. Og så er han jo lidt af et naturtalent. Han tænker lynhurtigt og er en gudsbenådet performer,” siger Rofelt. Til gengæld er Melvin Kakoozas skuespil ikke så velegnet til alt for fastlåste replikker.

”Det fandt vi hurtigt ud af, da vi skulle i gang med første sæson af Sunday-serien,” fortæller Jesper Rofelt. ”Det blev for stift – og vi kunne ikke få det flow og nerve ind i scenerne, som vi ønskede. Derfor arbejder vi sammen med Melvin på at skærpe pointerne, hvorefter han faktisk improviserer dialogen i hver enkelt scene. Det giver en langt mere troværdig dialog med de andre medvirkende.” Jesper Rofelt mener, at en stor del af Melvin Kakoozas succes skyldes, at det er hans eget setup. ”Han kan jo komme ind på en scene og blot sige ’bare rolig! Det hele foregår på dansk!’ Så brager klapsalverne jo løs. Hans afrikanske ophav er i sig selv en væsentlig del af den historie, han fortæller. Især i tv-serien Sunday.”

Han er også fuldstændig enig med Christine Feldthaus i, at han kan blive bedre til at prioritere. Som Feldthaus udtrykker det: ”hør nu her, rock-nalle: klap lige hesten. Det kan også gå for hurtigt. Prøv at sige nej en gang imellem! Jeg tror, han lytter. I hvert fald svarer han som regel: ja ja, momse,” siger hun og griner. Jesper rofelt ser nogle af de samme muligheder som den vej, Casper Christensen har betrådt. ”Melvin har lidt det samme drive som Casper Christensen. Derfor kan jeg sagtens se ham brede sit format ud til andre medier end lige netop standupcomedy og tv-serier.”

Drømme og virkelighed

Når Jesper Rofelt og Christine Feldthaus pointerer, at Melvin Kakooza bliver nødt til at prioritere og sige nej tak til tilbuddene, handler det om, at han på rekordtid er blevet særdeles populær. Og at der er mange, der gerne vil lave nye projekter sammen med ham. Men han er selv opmærksom på faren ved at sige ja til alt. ”Min mor har altid opdraget os til, at det er okay at leve med hovedet i himlen, så længe benene er fast forankret på jorden. Det prøver jeg at leve efter, så godt jeg kan,” fortæller Melvin Kakooza, der også lægger vægt på, at han bestemt ikke lader den øjeblikkelige succes stige ham til hovedet. Og skulle han være i tvivl om, hvor skrøbelig succes, ja, selv livet, kan være, behøver han blot at tænke tilbage på det seneste efterår og vinter, hvor han måtte lade sig operere for at få fjernet en stor hjernetumor og efterfølgende opleve, hvordan han i tiden efter led af lammelse i svælg og mund, så han hverken kunne tale eller spise. ”Det var et mareridt. Jeg var gået til lægen, fordi jeg et stykke tid havde haft svære rygsmerter og hovedpine. Efter en scanning af hjernen fik jeg så den besked, man ikke ønsker at få. En stor svulst, der krævede operation.”

Det blev til et syv uger langt ophold på hospitalet. Og der glider næsten en skygge af tristhed ned over hans ansigt, når han taler om det. Ikke mindst fordi han efter operationen også fik et hjertestop.

”I syv uger var jeg alene med min hjerne. Kunne ikke tale eller spise. Og så et hjertestop, som min mor ovenikøbet måtte opleve. Det var ikke godt.” Timingen var også elendig. En af Melvin Kakoozas drømme havde i årevis handlet om at blive vært på x factor. Han havde netop fået opgaven og skulle i gang med arbejdet, da hjernesvulsten blev opdaget. ”Men det har lært mig i endnu højere grad at være taknemmelig for livet og de muligheder, jeg har fået.”

Selv om han har været bekymret for sin mor (han er efter eget udsagn en rigtig mors dreng!), Så er hun sikkert mindst lige så bekymret for sin søn. Ikke mindst fordi det er meget få mødre, der synes, det er fedt, at deres børn kører rundt på en stor motorcykel. Og det er netop, hvad Melvin Kakooza gør. Han har – måske som en lille belønning – for nylig investeret i en stor yamaha xsr-motorcykel med 700 kubik. Komplet med et forkromet Batman-logo på den matsorte benzintank.