Er der ét ord, der følger i kølvandet på NIKOLAJ JACOBSEN, ER DET SUCCES. Fire VM-guldmedaljer i rap. En OL-medalje af fineste karat og en af sølv. SOM EN AF VERDENS BEDSTE VENSTREFLØJE VANDT HAN DANSKE OG TYSKE MESTERSKABER PÅ STRIBE. Det kom med en pris i form af et ødelagt knæ og en stresset hverdag. MEN HAN MANGLER STADIG EM-GULDET, FØR HUSET ER FULDT.
En junieftermiddag på Østerbro i København. Nikolaj Jacobsen har kørt den lange tur fra et møde i Kolding til København til en fotosession som optakt til et interview. Han parkerer sin elbil og får sat ladekablet i standeren, så batteriet kan klare hjemturen til Thurø.
En anden bilist parkerer på den næste p-plads og genkender med det samme håndboldherrernes landstræner, tager sin mobil frem og spørger, om han må tage en selfie. Svaret er bekræftende. Nikolaj Jacobsen stryger hånden gennem håret og leverer et stort smil. Der knipses – og landstræneren fortsætter mod dagens sidste aftale i form af et interview og fotografering til Kaufmann Journal.
Med sin efterhånden sølvgrå manke er han da også yderst genkendelig i gadebilledet. Og med sin succes på sidelinjen til OL-, VM- og- EM-turneringer (han har trods alt ledt herrelandsholdet til både sølv- og bronzemedaljer ved EM) er han ganske enkelt blevet lidt af et nationalt klenodie. Folkeeje. En rolle, han spiller til perfektion. Både når han møder håndboldfans på gaden, og når han trækker i smoking for at deltage i kongeparrets aftenselskab for kunst og kultur.
De fleste af os andre kender ham fra timeouts på sidelinjen, når han i et ganske uforståeligt sprog fortæller Mathias Gidsel, Magnus Saugstrup og resten af holdet, at de nu skal spille en Barca eller en Billund. Heldigvis forstår spillerne kommandoerne. For der er tale om klare ordrer. Anvisninger på, hvordan Nikolaj Jacobsen forventer, de skal gennemføre de næste angreb. Angreb, der forhåbentlig overrasker modstanderen og resulterer i en ny scoring.
Men det er også her, at vi nogle gange får en anden side af landstræneren at se. For hvis ikke aftalerne bliver holdt, ja, så brøler han sin utilfredshed ind mod spillerne. Og han kan være skarp. Men der er en kant.
”Jeg er jo ansat til at skaffe medaljer hjem til Danmark. Og jeg er ekstremt ærgerrig. Når man har et godt hold, er man også forpligtet til at gøre sit absolut bedste. Det gælder også for mig selv. Men egentlig ser jeg ikke mig selv som specielt temperamentsfuld. Dét temperament, jeg stiller til skue på banen, afspejler ikke den Nikolaj, jeg egentlig er.”
Fra skideballer til ledelse
Det er muligt, at årene har haft en mildnende effekt på Nikolaj Jacobsen. I hvert fald har rollen som både klubtræner og landstræner givet ham en forståelse af, hvor vigtigt en ordentlig mandskabspleje er. Både i hverdagen og under de månedlange slutrundeturneringer.
Hård træning og hårdt arbejde på banen. Det er dét, spillerne skal levere. Strategierne og taktikken står landstræneren for. Og indimellem skal holdet som kollektiv fungere optimalt. Både sportsligt og socialt. Det er noget af det, der adskiller det danske landshold fra konkurrenterne.
Som Nikolaj Jacobsen siger, så “handler det stadig om at vinde.” Han har til det tyske håndboldmagasin Bock auf Handball sagt, at holdet har fundet ud af, at det er meget sjovere at stå øverst på sejrsskamlen end at ende med sølv- eller bronzemedaljer.
“I Danmark er det vigtigt, at alle har frihed til at nyde livet. Der skal også være plads til lidt sjov uden for banen. For mig er det vigtigt at give spillerne den frihed. Så hovedet kan forblive klart.” Men han slår i samme moment fast, at hvis holdet begynder at slække på koncentrationen, ja, så er det landstrænerens opgave at få dem tilbage på sporet.
For 30-40 år siden var det ikke uhørt, at diverse landstrænere – ofte fra østbloklandene – fordrede en nærmestmilitærisk disciplin, hvor afstraffelse og ros gik hånd i hånd. Nikolaj Jacobsen er blevet træner i en anden tid. Og dagens håndboldspillere har et andet temperament, som ikke passer særlig godt sammen med kadaverdisciplin.
Derfor har landstræneren også arbejdet bevidst med at begrænse sine udbrud. “Det er en del af mig, som jeg har prøvet at arbejde med.” En nødvendighed, når man skal tilpasse sig en ny generation af spillere.
Når man spørger ham selv, virker det heller ikke så tilfældigt, at han vælger netop ordene taktisk, kontant og kærlig til at beskrive sin ledelsesstil. Det er nemlig slet og ret en stor del af hemmeligheden bag den store succes, Nikolaj Jacobsen og landsholdet sammen har opnået de sidste otte år.
Stjernerne og vandbærerne
En anden del landstrænerens arbejdsopgaver består i at få landsholdet til at fungere som et kollektiv. Samtidig er der ikke tvivl om, at holdet både har stjerner og vandbærere. Det er måske ikke noget, der tales specielt meget om i omklædningsrummet. Det er en stille accept af vilkårene.
“Det er ikke nogen hemmelighed, hvem der er vigtigst på et hold. Spillerne siger det måske ikke højt. Men de ved det.”
Spillere som Mikkel Hansen og nu senest Mathias Gidsel har gennem deres succes på landsholdet vist, at sådan hænger det sammen. Man vinder nu engang håndboldkampe ved at score flere mål end modstanderen. Selvfølgelig skal forsvaret stå solidt placeret på seksmeterlinjen og hindre scoringer. Men det er målene, der tæller.
Men holdets to stjernespillere har, siden Nikolaj Jacobsen tiltrådte som landstræner i 2017, været krumtappen i den ekstraordinære succes, som dansk herrehåndbold har haft ved de store slutrunder.
Og samtidig er de det klare eksempel på, hvor dygtigt Nikolaj Jacobsen og staben omkring holdet har styret et stille generationsskifte, hvor stjernespillere som Mikkel Hansen, Lars Christiansen, Lasse Svan og Niklas Landin er gledet ud til fordel for Mathias Gidsel, Lukas Jørgensen og Simon Pytlick.
Fodbold eller håndbold
Nikolaj Jacobsen boede i ungdomsårene på Fyn, hvor hans far arbejdede som socialpædagog i Oure. Og selvom vi i dag forbinder hans navn med håndbold på eliteplan, var det som dreng fodbolden, der trak. Han var ikke uden talent. Faktisk spillede han på sin årgangs førstehold. Men allerede inden teenageårene for alvor fik tag i ham, stod han over for sit første svære karrierevalg.
Han var allerede som 11-årig begyndt til håndbold i GOG, men han blev tvunget til at vælge. For i fodboldklubben skulle han selv betale for sin transport til både træning og kampe. Og busbilletten fra Oure til Svendborg og videre med tog til Odense var mere, end der var råd til. Selv med lønnen fra sin avisrute. En 11-12 kilometer lang cykeltur ude på landet.
Selv vurderer han, at det nok kunne være blevet til en habil superligakarriere. Men aldrig til Champions League-finaler eller landshold. Så valget var klart. Hans vindermentalitet og evner med den harpiksklistrede håndhold vandt over fodbolden. Så det var i GOG, han fik afløb for sine ambitioner.
Godt for Nikolaj Jacobsen. Og godt for dansk håndbold. Det kontante element ved håndbold, og de hårde tacklinger og eksekvering af skud mod mål fra alle mulige og umulige vinkler, var lige noget for ham. Ikke mindst gødede og styrkede det hans vindergen. Et umådeligt vigtigt element for en ung mand, der siden barnsben havde tudet, når hans hold tabte en fodboldkamp. Og dét uanset om det var til en børnefødselsdag på græsplænen eller i juniorårene i OB.
Både talent og hårdt arbejde betød, at han som 19-årig fik sin seniordebut på GOG’s førstehold. Det var ikke en tid med store penge i dansk håndbold. Hans første kontrakt lød på 500 kroner om måneden. Før skat.
Så var forholdene straks bedre, da han i 1997 fik tilbudt en kontrakt i den tyske TSV Bayer Dormagen, hvor han i løbet af et år spillede 28 kampe og scorede 189 mål. Men havde han forventet tysk jerndisciplin og kampånd, blev han slemt skuffet. Det var med hans egne ord lidt af et hyggehold, hvor spillerne efter hver træning satte sig ned og drak en stribe øl.
Så var der straks mere format over tingene, da han efter et år i Nordrhein-Westfalen rykkede teltpælene op og rykkede til storklubben THW Kiel. Her bød træningen på intensiv løbetræning for slet ikke at tale om træningslejrene, hvor det var op klokken kvart over seks for at løbe 8-10 kilometer rundt om en sø, hvor træneren stod og fiskede.
Men træning og kampe hver weekend gjorde, at Nikolaj Jacobsen i Kiel udviklede sig til at blive en af verdens bedste venstre fløje. Hans legendariske skruebolde gjorde sit til to tyske mesterskaber og to pokalfinalesejre. “Det eneste jeg mangler – og stadig mangler – er naturligvis Champions League-trofæet.” Han havde chancen i år 2000, men tabte finalen til FC Barcelona.
Betalte prisen
Men det nye årtusinde blev også starten på en lang periode med skader. En ting er, at Nikolaj Jacobsen med THW Kiel tabte Champions League-finalen til det spanske storhold. Mere betydende for hans fremtidige karriere var det, da han i åbningskampen i Bundesligakampen i 2001 fik en alvorlig knæskade.
I de kommende tre år spillede han blot 72 kampe. Og selvom han scorede 331 mål, kunne han ikke blive sin knæskade kvit. Første sagde han farvel til landsholdet, hvor han havde været fast inventar siden 1991. I 2004 rykkede han med familien hjem til Danmark. Til Viborg HK. Som spillende assistenttræner under Ulrik Wilbek.
Men årene i Tyskland havde udover den sportslige succes også formået af slibe noget af kanterne af den temperamentsfulde Nikolaj Jacobsen. Det skyldtes ikke mindst hans svenske holdkammerater: Magnus Wislander, Staffan Olsson og Stefan Lövgren. Her fik han råt for usødet. Ikke mindst når han brokkede sig over ikke at blive spillet. Svaret kom altid prompte: “Du får bolden, når du taler pænt.”
Knæskaden kom han sig aldrig helt over. Men smerterne fortog sig, da han fik indopereret et kunstigt knæ. Det var slutningen på hans spillerkarriere. En karriere, der har sat sig spor. I hvert fald så eftertrykkeligt, at han i 2023 blev optaget i det europæiske håndboldforbunds Hall of Fame.
Trænergerningen x 2
Efter spilstoppet i 2006 var det trænergerningen, der kom til at fylde. Fra Viborg HK over BSV til Aalborg Håndbold, hvor han som cheftræner i sin første sæson formåede at vinde det danske mesterskab. Egentlig havde han en treårig kontrakt med nordjyderne. Men allerede i november 2013 rykkede han til Tyskland igen. Nærmere bestemt til Rhein-Neckar Löwen i Mannheim. Han overtog jobbet som cheftræner fra islandske Guðmundur Guðmundsson, der havde landet jobbet som dansk landstræner.
Også her var Jacobsens succes entydig: to tyske mesterskaber på to år. Nemlig i 2016 og 2017. Året 2017 skulle vise sig at blive skelsættende for Nikolaj Jacobsens trænerliv. På flere måder, end han måske havde regnet med.
For netop i 2017 spillede herrelandsholdet sin dårligste VM-turnering i 12 år. De røg ud allerede efter grundspillet i ottendedelsfinalen mod Ungarn. Det fik Dansk Håndbold Forbund til at se sig om efter en ny landstræner. Og valget faldt ikke unaturligt på Nikolaj Jacobsen.
Den første store slutrunde var EM-mesterskaber i januar 2018. Forventningerne var store. Men til Nikolaj Jacobsens store fortrydelse endte holdet på en fjerdeplads efter semifinalenederlag til Sverige og en tabt bronzekamp mod Frankrig.
Stress
Det var – om man så må sige – med livet som indsats, at han overtog landsholdet. For han fortsatte nemlig med at træne sit tyske hold Rhein-Neckar Löwen.
“Det var et hårdt liv. Og efter EM-turneringen kunne jeg konstatere, at mit blodtryk stak helt af. Et resultat af stress. Hverdagen i Tyskland bestod af træning og lange busture rundt til alle Bundesligakampene. Og så skulle jeg også bruge hundredvis af timer for at skærmen for at forberede mig til landsholdssamlingerne.”
Det betød livsstilforandringer – og et endeligt farvel til sin tyske klub i 2019. Fra nu af handlede det om landsholdet.
En god beslutning. Både for Jacobsens helbred og landsholdet. For siden har han vundet fire VM-slutrunder på stribe og en olympisk guldmedalje i 2024 i Paris.
Han er sig meget bevidst om, at han og holdet er en rollemodel for mange. Også når det handler om at opdage stress og handle i tide. Akkurat som da Mikkel Hansen i en periode måtte trække stikket. “Det er vigtigt at lytte til signalerne. Vi er ikke kun rollemodeller, fordi vi med vores succes får tusindvis af børn og unge til at spille håndbold. Vi har gjort Danmark til en regulær talentfabrik. Men prisen kan også blive for høj.”
At bevare begge ben på jorden er en forholdsvis ny kvalitet, som Nikolaj Jacobsen har opøvet. Ikke desto mindre er han stadig ærgerrig på landsholdets vegne. I første omgang handler det om at veksle EM-sølv og -bronze til en guldmedalje til EM i 2026. Og naturligvis drømmer han også om at få en femte guldstjerne på spillertrøjerne efter VM i 2027.
“Jeg er et andet sted i livet nu. Vi har fået mere tid til familielivet. Ikke mindst efter børnene er blevet store og flyttet hjemmefra.”
Men selvom der er blevet mere tid til hans hustru, Lenette, og familielivet, vil han stadig vinde, når han sender landsholdet i kamp. Og der er såmænd plads til nye udfordringer. Som han siger: “Jeg mangler jo endnu at vinde Champions League …”
Én ting er sikker. Succes i jobbet som landstræner har gjort ham til folkeeje i et land, hvor vi ofte er lidt skeptiske, når nogen stikker næsen frem og går efter titler og guldmedaljer. Så længe det går godt, er det dét, der får folk på gaden til at standse op bede om at få lov til at tage en selfie. Akkurat som da interview og fotooptagelser denne tirsdag i juni lakkede mod enden. Her ankom fotografens søn nemlig til studiet med sin nyerhvervede studenterhue på hovedet.
Også her måtte en smilende Nikolaj Jacobsen stille an til en selfie. Forhåbentlig ikke den sidste …