Mafia Gangsters and the Movies

Organiseret kriminalitet har på en eller anden forunderlig måde altid tiltrukket os. I hvert fald i filmens verden, blandt andet storfilm som The Godfather-trilogien, skabt af mesterinstruktøren Francis Ford Coppola. Filmene vandt hele ni Oscars og trak millioner af biografgængere ind i en verden af mord, vold og rivalisering mellem mafia-familierne. Men hvilke mafia-film er de bedste gennem tiderne?

Gangsterfilm har givet os god underholdning i biografernes mørke. Hvem husker ikke den ikoniske scene i The Godfather (1972), hvor filmproduceren Jack Woltz vågner i sin seng og i fodenden finder det afskårne hoved fra sin bedste galophest? Eller hvad med filmen Scarface (1983), hvor gangsteren Tony Montana spillet af Al Pacino i slutscenen siger ”Say hello to my little friend”, lige inden han går bersærk med sit maskingevær – aka ’his little friend’. Filmen blev instrueret af Brian de Palma og fik med tiden kultstatus. Ikke mindst på grund af udtrykket ”ya-yo”, der bliver brugt om kokain. Slang, der om noget er blevet en del af det ny-amerikanske sprogbrug i bander og andre kriminelle miljøer.

Men det er faktisk lidt underligt, at ellers retskafne biografgængere gennem årene er strømmet til film som The Godfather I-III (1972-90), Scarface (1983) og Eastern Promises (2007). Alt andet lige er det film, der excellerer i rå vold, mord, narkohandel og prostitution. Og det er vel ret beset de færreste af os, der egentlig synes, at det er helt OK.

Alligevel har Hollywood formået at skabe nogle billeder af kriminelle mafiosi, der fremstilles som antihelte, der ikke frygter noget som helst. Og ifølge den italienske journalist og forfatter Roberto Saviano er det lige netop sådan, de ønsker at se sig selv. Og måske er det derfor, at mange gangstere fra Al Capone, El Chapo og vores dages russiske mafia har investeret stor interesse i filmportrætter af dem selv og deres virke. ”En stor gangsterfilm må udelade øjeblikkene med den mest bestialske vold. Den må vise en boss, der behandler kvinder og børn med respekt,” skrev Roberto Saviano i en artikel, der blev bragt i både Information og The Guardian for nogle år siden.

Mafia-filmenes TOP-5

The Godfather (1972)

En liste over de fem bedste mafia-film gennem tiderne er således også et billede af den måde, som både vi og gangstere ser dem. Det er måske lidt forudsigeligt. Men det er ganske enkelt ikke muligt at komme uden om Francis Ford Coppolas 1972-film The Godfather med Marlon Brando i rollen som familieoverhovedet Vito Corleone.

Faktisk er det filmens skyld (eller fortjeneste, om man vil?), at begrebet Godfather vandt indpas. Før Coppolas’ film var det helt og aldeles ukendt. Men det vandt hurtigt indpas hos de italiensk-amerikanske mafiafamilier, der også begyndte at klæde sig mere respektabelt i sorte jakkesæt og mørke briller. Akkurat som Marlon Brando i filmene.

Scarface (1983)

Brian De Palmas film med Al Pacino i rollen som den kyniske eksilcubaner Tony Montana. Filmen er en slags livsskildring, hvor publikum følger Tonys vej til toppen af mafiaen i Miami gennem mord, narkotika og korruption. Og hvem husker ikke Al Pacinos sentens ’Say hello to my little friend’, inden han med sit maskingevær i filmens slutscene kaster sig ud i et voldsomt shootout med sine fjender.

Filmen fik trods et glimrende manuskript, udarbejdet af ingen ringere end Oliver Stone, ikke den store succes. I hvert fald ikke hos anmelderne. Men med årene har filmen faktisk opnået kultstatus.

Pulp Fiction (1994)

Quentin Tarantinos mesterværk betød et storstilet comeback til stjernen, der nærmest var brændemærket af sin optræden i ungdomsfilmene Grease og Saturday Night Fever: John Travolta. Pulp Fiction var også Samuel L. Jacksons store gennembrud.

Pulp Fiction er historien om to gangsterhåndlangere, en bokser, en gangsters kone og et par småkriminelle, der flettes sammen i fire fortællinger om vold og frelse.

For mange er det en af Tarantinos bedste film, der forener genrens rå brutalitet med gakket tegneserievold og humor. Pulp Fiction blev en enorm publikumssucces, måske fordi den på mange måder var en banebrydende film på grund af sin blanding af rå vold og hurtig, humoristisk og til tider absurd dialog samt mængder af referencer til popkultur. Men dét, der for alvor gør Pulp Fiction til noget særligt, er, at den – ligesom vores egen hukommelse – ubesværet hopper frem og tilbage i handlingen. I dag benytter mange instruktører sig af flashbacks og flashforwards. Men dengang i 1994 var det en helt ny måde at fortælle historien på.

Eastern Promises (2007)

David Cronenbergs skildring af en russisk mafiaklan i London er brutal, kynisk og med et lille glimt af håb. Den unge jordemor Anna Ivanova – med russiske aner – kommer uforvarende på kollisionskurs med mafiaen, da hun forløser en ung russisk teenagepiges barn. Med hjælp fra en dagbog forsøger hun at finde frem til den unge piges familie, men uden held. Dagbogen rummer dog også beviset på, at det er mafiaklanens overhoved, der er far til barnet. Og så er scenen sat.

Viggo Mortensen og Vincent Cassel spiller de to hovedroller. Mortensen som chaufføren Nikolai, der tillige forestår de mere lyssky – og ikke mindst voldelige – dele af familiens aktiviteter. Cassel spiller den noget utilpassede søn, der har svært ved at begå sig. Viggo Mortensen stiger i graderne, men bliver forrådt, hvilket leder frem til et legendarisk slagsmål i en badeanstalt, hvor han nedkæmper to tjetjenske mafia-soldater. Ganske nøgen.

Det er et fænomenalt portræt af det særlige æreskodeks, der opstår i en familie, der lever i en verden fuld af kriminalitet, mord og brutalitet. Men sat i perspektiv af det håb, den unge jordemor giver. Mord og drab over for fødsel og nyt liv.

Public Enemies No.1 (1+2 -2008)

Jean-François Richets portræt af den måske mest berømte franske gangster gennem tiderne, Jaques Mesrine, er et fransk ’Bonnie and Clyde-drama’. Unge Mesrine keder sig hos sin småborgerlige familie i en parisisk forstad. I stedet begynder han at arbejde for storgangsteren Guido. Det bliver startskuddet til en voldsom ”karriere”, der ender i en kugleregn i Paris i 1979.

Op gennem 1960’erne og frem til sin død i 1979 er hans liv én lang kriminel karriere med røverier, mord og kidnapninger. Han gennemfører flere spektakulære flugtforsøg fra fængsler, og da han som eftersøgt storforbryder går i eksil i Canada, spreder han sine aktiviteter på flere kontinenter. Da han endelig vender tilbage til Frankrig, er det med livet som indsats. Ikke desto mindre formår han at undgå politiet igen og igen. Faktisk i en sådan grad, at han trods sit omfattende synderegister opnår lidt af en heltestatus i befolkningen.

Nogle gange er films rolleliste så perfekt besat, at man skulle tro, at skuespilleren var født til rollen. Det er i dén grad tilfældet med Vincent Cassels indsats i Public Enemy No.1. De to film blev optaget over otte måneder i kronologisk bagvendt orden, for at Vincent Cassel kunne nå at tabe sig tilstrækkeligt til at kunne illudere virkelighedens Jaques Mesrine som ung.

1. Marlon Brando portrætterede mafiabosserne i ‘The Godfather’ fra 1983.

2. Al Pacino satte nye grænser for, hvor mange mord man kunne nå at vise i løbet af en film.

3. Pulp Fiction er Quentin Tarantinos mesterværk med blandt andet Uma Thurman på rollelisten.

4. Eastern Promises fra 2007 har blandt andre Viggo Mortensen på rollelisten.

5. Public Enemies bygger til dels på en virkelig historie om gangsteren Jaques Mesrine.