Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

En moderne legende

Han ændredes vore liv, omdannede hele industrier og opnåede en af de mest sjældne ting i menneskets historie: Han ændrede den måde, hver af os ser verden.
Steve Jobs
Steve Jobs på scenen, hvor han i 2010 lancerer iPad.

Steve Jobs

Manden, der skrev disse ord, var USAs præsident Barack Obama, og manden, de omhandler, er Apples grundlægger og karismatiske drivkraft, Steve Jobs. Anledningen var Jobs død som 56-årig i 2011, et dødsfald, der affødte stærke reaktioner verden over. Cyberspace blev fyldt med billeder af mennesker, der holdt deres iPads i vejret, med fotos af Steve Jobs og af blafrende stearinlys. Der opstod en bølge af sørgende Apple-fans, og der var vågenætter ved Apples butikker rundt om i verden. Steve Jobs var ikke blot en af verdens førende virksomhedsledere, i det øjeblik var han mere afdød rockstjerne end afdød topchef, ja, han var vel nærmest en religiøs skikkelse.

En af årsagerne er, at mens de fleste blot anser deres computere, mobiltelefoner m.m. som tekniske hjælpemidler, har Applebrugere et passioneret forhold til deres. Når konkurrenterne lancerer en ny mobiltelefon, går det som regel ret stille af. Det gør det ikke, når det handler om Apple. Fans ligger i kø, når en ny iPhone ser dagens lys, og har hvert år talt ned til dagen, hvor Steve Jobs skulle på scenen for at præsentere det sidste nye revolutionerende produkt, det ny og uomtvistelige must-have.

Mens produkterne hele tiden er nye og bedre, var der aldrig nyt i Steve Jobs påklædning. Altid sort rullekrave, cowboybukser og hvide sneakers. Kun i de helt tidlige år kunne man opleve ham i topchefens klassiske outfit, den mørke habit – ellers var rullekraven, cowboybukserne og de hvide sneakers hans signatur – et klart signal om, at det ikke handler om, hvordan du ser ud, men om hvad du opnår – og hvor meget karisma, du har. Men hvem var manden bag Apples succes?

Steve Jobs
Steve Jobs og makkeren Steve Wozniak, som skulle komme til at revolutionere vores syn på teknologi.

Steve Jobs er virkeliggørelsen af den amerikanske drøm. Som 21-årig grundlagde han Apple i sine forældres garage, gjorde firmaet til en enorm succes, blev skubbet ud i 1985 og kom tilbage i triumf i 1997 for at gøre Apple til verdens mest værdifulde virksomhed. Med andre ord, manden var et geni med vilde visioner og en karisma langt ud over det sædvanlige. Men Steve Jobs var også kontroversiel, kontrollerende, benhård og meget svær at arbejde for. Han dumpede gang på gang på menneskelighed, men besad så klare og stærke visioner, at han slap afsted med det meste. Filmen Steve Jobs med Michael Fassbender i titelrollen, der havde premiere her i Danmark i januar, tegner et billede af en sammensat og meget vanskelig personlighed. Årsagerne til Jobs temperament skal måske findes i hans allertidligste barndom.

Steve Jobs
Steve Jobs var altid ens klædt. Kun i de tidligste år, som her i 1984, kunne man opleve ham i andet end sort rullekrave, cowboybukser og sneakers. 12 STEVE

Givet væk til adoption

Steven Paul Jobs blev født 24. februar 1955 i San Francisco, Californien. Hans mor var talepædagog, hans far professor i politisk videnskab og oprindeligt fra Syrien, men han skulle ikke vokse op sammen med dem. Parret, der ikke var gift, besluttede nemlig at give deres nyfødte søn bort til adoption, og den bratte adskillelse fra det biologiske ophav, har helt sikkert haft en betydning for Steve Jobs. Senere i livet erfarede han, at hans biologiske forældre kort tid efter havde giftet sig og fået en pige, som de valgte at beholde, og det har nok ikke gjort såret mindre. Jobs adoptivforældre hed Clara og Paul Jobs, Clara var bogholder, Paul maskinmester. Familien boede i det område, der senere skulle blive kendt som Silicon Valley. Paul Jobs var lidt af en elektroniknørd, og i familiens garage lærte han sin søn, hvordan man kunne skille og samle al mulig elektronik. En interesse blev grundlagt.

Steve Jobs var intelligent, men lidt af en bandit i skolen, formentlig på grund af kedsomhed, og også hans ungdom blev rastløs. Efter high school droppede han ind og ud af forskellige uddannelser, rejste til Indien og blev fanget af spiritualitet og eksperimenterede med stoffer. I 1978 blev han far til en pige, Lisa, som han var meget længe om at anerkende som sin datter, og som han først så da hun var 8 år gammel. Da han først havde anerkendt Lisa som sin datter, blev forholdet dog tæt, og han opkaldte en computer efter hende.

Steve Jobs
Steve Jobs, var et geni, en karismatisk mand med de vildeste visioner, men også kompromisløs person, som var svær at arbejde for.

Begyndelsen

I 1976, 21 år gammel, startede Jobs Apple sammen med partneren Steve Wozniak. Virksomheden havde til huse i Jobs forældres garage og pengene til opstarten kom bl.a. fra salget af Jobs folkevognsbus. Navnet kom efter sigende af, at Jobs netop havde arbejdet på en æbleplantage. Resten er historie. Sammen revolutionerede de computerindustrien. De gjorde computeren tilgængelig og opnåelig for helt private mennesker, og de gjorde den brugervenlig. Deres Apple I var en relativ succes, mens efterfølgeren, Apple II syvdoblede virksomhedens salg og førte til, at Apple blev børsnoteret med en markedsværdi på 1.2 milliarder dollars. Apple var nu en uomtvistelig succes. Steve Jobs headhuntede Pepsi-Colas topchef, John Sculley, til at lede virksomheden. I 1984 kunne jobs lancere den første Macintosh computer, opkaldt efter en æblesort.

Steve Jobs
Steve Jobs sammen med sangerinden Gwen Stefani i 2008 til middag i anledning af Spirit of Life Award.

Fyret fra Apple

Men tingene gik ikke som de skulle, der var alvorlige kontroverser mellem Jobs og resten af ledelsen, og imens tog hovedkonkurrenten IBM føringen. Det førte til noget så usædvanligt som en fyring af Apples grundlægger. Steve Jobs måtte simpelthen forlade sit eget værk. Apple klarede sig dog ikke bedre uden ham ved roret. Virksomheden manglede linje, originalitet og fremadrettethed. I mellemtiden havde Jobs skabt et nyt computerfirma, NeXT, samt købt sig ind i animationfilmselskabet Pixar, som han gjorde til en god forretning. I Next skabte han det, som Apple stod og manglede: nyt og banebrydende software.

Think different

Apple købte NeXT, og så var Jobs tilbage – med en klar vision: Under overskriften ”THINK DIFFERENT” handlede det nu ikke længere om at konkurrere, men om at skille sig ud og skabe helt sit eget system. Applecomputerens intuitive, grafiske brugerflade appellerede til den kreative klasse, det samme gjorde Appledesigneren Sir Jonathan Ives stramme og meget karakteristiske design, og computerne fra Mac fik snart deres egen begejstrede brugerskare. I efteråret 2001 lancerede Steve Jobs iPod, en bærbar digital musikafspiller i et slankt design, der med det samme fængede over hele verden, og med iPod fulgte iTunes.

I 2002 lavede Apple aftaler med nogle af de førende pladeselskaber om at slutte sig til iTunes – Apples nye tjeneste til hentning af musik. iTunes revolutionerende musikindustrien på godt og ondt. De første to millioner solgte sange fra iTunes Music Store blev hentet på kun 2 uger, alle købt via Mac-computere. Jobs havde delt vandene. Enten var man til Windows – eller også var man til Mac. Og var man til Windows, kunne der let ske det, at havde man købt en iPod og forelsket sig i designet, så lå det lige til højrebenet at købe en Mac næste gang, computeren skulle udskiftes. Salget af Mac-computere blev fordoblet i 2004

Steve Jobs
Eventyret om Apple begyndte her, i Steve Jobs forældres garage i 1976.

Ved hjælp af en unik kombination af design, brugerflade og funktionalitet, er det lykkedes Steve Jobs og hans medarbejdere i Apple, at skabe produkter, som brugerne får et følelsesmæssigt forhold til. Det lille ”i” i begyndelsen af produkternes navne stod oprindeligt for internet, som, da iMac-computeren blev introduceret i 1998 bestemt ikke var noget, alle computere havde let adgang til. Senere udvandedes den betydning, men Jobs fastholdt i-et, fordi det også står for individ, informere, instruere og inspirere.

I 2007 kom den næste revolution, iPhonen. Allerede i 2003 havde Steve Jobs proklameret, at mobiltelefonen var fremtidens bærbare computer. Touchscreen var den nye superfeature sammen med det multifunktionelle, hvor den udover at ringe kan spille musik, gå på nettet, tage billeder og meget mere. I dag en selvfølge, dengang en revolution.

Steve Jobs
Laurene Powell og Steve Jobs blev gift i 1991. Parret fik tre børn, Reed, Erin og Eve.

Jobs og Apple genopfandt telefonen, og hele verden gik over til smartphones og til apps til deres smartphones. iPad’en var en naturlig følge af såvel de stadigt mindre og lettere bærbare Macs som af iPhonen. Succesen var – og er – tilsyneladende uden ende. Men det var Steve Jobs liv ikke. Allerede i 2003 blev han ramt af kræft i bugspytkirtlen, og de næste år var en kamp for overlevelse. I 2004 så det ud som om han havde vundet kampen, men et par år senere vendte sygdommen tilbage. Trods mange tiltag, heriblandt en ny lever, var der nu intet håb om en helbredelse. Sidste gang, Jobs gik på scenen i den sorte rullekrave, cowboybukserne og de hvide sneakers for at lancere et nyt produkt, var han tydeligt afkræftet.

Steve Jobs
Sørgende kinesere flokkes omkring afdøde Steve Jobs billede.

Døden som dynamo

Steve Jobs vidste godt, at uanset hvor rig, man er, er døden det ultimative faktum, man ikke kan købe sig fri af. Tværtimod så han den som en dynamisk faktor. Allerede i 2005 sagde han i en inspirations tale til de nystartede studerende på Stanford University: ”Døden er muligvis den største enkeltstående opfindelse i livet. Den er livets forandringsfremkalder. Den rydder det gamle af vejen for at skabe plads til det nye. Lige nu er I det nye, men en dag om ikke så lang tid vil I langsomt blive det gamle og blive ryddet af vejen… Jeg er ked af at være så dramatisk, men det er faktisk sandt. Jeres tid er begrænset, så lad være med at spilde den på at leve andres liv”. Gennem hele sin karriere bekræftede han livets foranderlighed og alle tings dødelighed ved gang på gang at introducere nye produkter, der gjorde alle tidligere produkter til fortid. Noget, der formentlig har sikret ham selv udødelighed.

Steve Jobs

Blå bog

Født: 24. Februar 1955 i San Francisco, California
Død: 5. Oktober 2011 i Palo Alto, Carlifornia
Nationalitet: Amerikaner
Etnicitet: Tysk og syrisk
Uddannelse: Homestead High School, Reed College
Karriere: Medgrundlægger, bestyrelsesformand og administrerende direktør for Apple, Primær investor og administrerende direktør for Pixar, grundlægger og administrerende direktør for NeXT
Religion: Zen buddhisme
Ægteskab: Gift med Laureen Powell i 1991
Børn: Lisa Brennan-Jobs, (1978), med Chrisann Brennan Reed (1991), Erin (1995), Eve (1998) med Laureen Powell