Hvordan bliver et eksklusivt, mekanisk ur egentlig til? Kom med til urmærket Panerais manufacture i Neuchâtel, hvor de ikoniske dykkerure bliver skabt af rå messingblokke, delikat finmekanik og moderne teknologi – for derefter at ende om håndleddet på entusiaster, samlere og kendisser verden over.
Foran mig ligger en klump rå messing. Den vejer godt et hundrede gram, er groft bearbejdet og ligner til forveksling noget, der er faldet af en gammel radiator. Men om tre måneder vil den samme klump metal sidde om håndleddet på en velhavende forretningsmand i New York – og koste ham 300.000 kroner. Velkommen til Panerais manufacture i Neuchâtel.
Du kan selv besøge Panerai i Neuchâtel ved at booke en 2,5 times rundvisning via hjemmesiden. Det koster 70 schweizerfranc (knap 600 kroner), og der er kun plads til otte pr. rundvisning, så du skal være tidligt ude. Se mere på www.panerai.com
Foran mig ligger en klump rå messing. Den vejer godt et hundrede gram, er groft bearbejdet og ligner til forveksling noget, der er faldet af en gammel radiator. Men om tre måneder vil den samme klump metal sidde om håndleddet på en velhavende forretningsmand i New York – og koste ham 300.000 kroner. Velkommen til Panerais manufacture i Neuchâtel.
Du kan selv besøge Panerai i Neuchâtel ved at booke en 2,5 times rundvisning via hjemmesiden. Det koster 70 schweizerfranc (knap 600 kroner), og der er kun plads til otte pr. rundvisning, så du skal være tidligt ude. Se mere på www.panerai.com
Født til livet som frømand
Det er en solrig, men let diset dag, da jeg kører op ad de snørklede gader mod Panerais produktionsfaciliteter, deres manufacture, som det hedder i urverdenen. Jeg skal have en rundvisning og mødes med CCO Jérôme Cavadini for at høre mere om mærket, der står bag nogle af de mest ikoniske dykkerure på markedet. Panerai-ure er lette at spotte, selv på afstand, med deres rundede kasseform, de minimalistiske skiver og ikke mindst den store kronebeskytter, der tilsammen giver et helt andet formsprog end for eksempel Rolex og Omega. Det er der en grund til: Panerais ure er nemlig født i 1930'erne til det barske liv på håndleddet af italienske frømænd og skal derfor kunne holde til at blive brugt under ekstreme forhold i det mørke havvand.
Dén tilværelse er der nok ikke mange moderne Panerai- ure, der frister, men fortællingen og historien er intakt. Det er tydeligt allerede i indgangspartiet, hvor en udstilling med undervandsscenarier og torpedoer sætter scenen Her i den moderne glasbygning med udsigt over Neuchâtelsøen er godt 250 medarbejdere i gang med at producere brandets eftertragtede ure. Resten af staben sidder dels i Genève, dels i Milano, hvor designteamet holder til. Men det er her i Neuchâtel, at visionerne bliver til virkelighed.
Efter sikkerhedsslusen og lidt papirarbejde iføres jeg en kittel, og så begynder rundvisningen i de hellige haller. Jeg er i trygge hænder hos Leana, der er en af Panerais kompetente guider, som normalt viser mindre grupper af samlere og forretningsforbindelser rundt. Det er faktisk også muligt for almindelige urentusiaster at komme med på en af de offentlige rundvisninger – det koster blot 70 schweizerfranc (små 600 danske kroner), og man kan tilmelde sig direkte på hjemmesiden, så længe der er pladser.
Luminor 31 Giorni
En af årets nyheder, der blev præsenteret på Watches & Wonders i Genève i april, Luminor 31 Giorni (ref. PAM01631), der byder på noget så usædvanligt som 31 dages gangreserve – det vil sige, at det i fuldt optrukket tilstand kan tikke derudad i en hel måned uden at skulle trækkes op. Det er rekord selv for Panerai, der er kendt for sine værker med 8 dages gangreserve. De 31 dages drift opnås med det manuelt optrukne værk kaliber P.2031/S med hele fire fjedre (mod normalt en eller til nød to). Selve uret måler 44 mm og er fremstillet i Goldtech™, der er Panerais selvudviklede guldlegering. Prisen for hele herligheden er 739.300 kroner.
Fra kampdykker til designikon
Vi starter rundvisningen med en historietime. I 1860 åbner Giovanni Panerai dørene til en urbutik i Firenze, der siden udvikler sig til byens første urmagerskole. I de første mange år handler det mest om at reparere og servicere ure, men i slutningen af århundredet henvender den italienske hær sig og beder om hjælp til måleinstrumenter til flåden, og den udvikling forstærkes i de kommende årtier. I 1916 patenterer Panerai Radiomir – et radiumbaseret selvlysende stof, der gør det muligt at aflæse urskiverne i mørke, hvilket ingen andre kan tilbyde på dette tidspunkt.
I 1935 efterspørger flåden et stort, robust armbåndsur, der kan tåle at komme med eliteenhederne på operationer i havet. Til dette formål henvender Panerai sig til Rolex, som allerede i 1926 har udviklet den vandtætte Oyster-kasse. Rolex forstørrer modellen og monterer et værk fra et lommeur (kaliber 618), hvorefter Panerai tilføjer sin selvlysende skive. Dermed er den første Radiomir-prototype en realitet.
I 1938 præsenterer Panerai en videreudviklet Radiomir med det, der i dag er mærkets ikoniske sandwich-urskive: to overlappende plader med det lysende radium imellem, der så toner frem i udstansningerne og tegner indekserne.
Efter krigens afslutning bliver samarbejdet med flåden mindre, dog lancerer Panerai i 1949 modellen Luminor med et tritiumbaseret selvlysende stof som afløsning for radium, som man efterhånden har fundet ud af er sundhedsskadeligt.
Årtiers tornerosesøvn – og genfødsel i 1993
Da behovet for ure til flåden i efterkrigstiden bliver mindre, spørger man fra Panerais side, om flåden vil give tilladelse til, at man kan fremstille ure til privatmarkedet. Tilladelsen bliver givet, og en ny æra for Panerai starter. Med en ny ledelse bag roret afholder man den 10. september 1993 en spektakulær lancering ombord på destroyeren Durand de la Penne, hvor modellerne Luminor 5218-201/A og Mare Nostrum 5218-301/A præsenteres som de første Panerai-ure til offentligheden.
Over frokost fortæller Panerais CCO Jérôme Cavadini om starten på det moderne Panerai: “Da de første Panerai-kasser dukkede op i produktionen, kiggede alle på dem, som var de UFO’er. De var enorme og helt anderledes end tidens trend, hvor alt handlede om små og ultratynde ure – så der var ærligt ikke mange, der troede på, at Panerai ville blive en succes.”
Det viser sig dog at være helt forkert. Urene bliver en sensation fra den ene dag til den anden, netop fordi de er store, kompromisløse og maskuline. Det bemærker også Hollywood-stjernen Sylvester Stallone, da han er i gang med at indspille actionfilmen Daylight i Italien samme år. Han slentrer ind i butikken i Firenze og køber et Panerai-ur, som han siden bærer i det meste af filmen. Det er ubetalelig markedsføring!
Et andet sted, hvor Panerais genfødsel vækker opsigt, er på direktionsgangen i Vendome, luksuskoncernen, der bliver til det, vi i dag kender som Richemont Group. Her kan man se potentialet og opkøber Panerai i 1997 for 1 million dollars, hvilket i bagklogskabens klare lys må anses for at være lidt af et scoop.
“Der var ærligt talt ikke mange, der ville have sat penge på Panerai i begyndelsen. Men det tog fart meget hurtigt med tocifret vækst år efter år. Der var tydeligvis et publikum til de her anderledes ure – ikke mindst fordi de havde en stærk og sammenhængende historie. For os handler det stadig om at finde balancen mellem italiensk design og schweizisk teknologi – og den kombination fungerer virkelig godt,” forklarer Jérôme Cavadini.
“Panerai har altid været en ingeniørvirksomhed. Design har aldrig bare været æstetik – det har altid været tæt knyttet til funktion. Hvis du ser på vores historie, så blev hver detalje skabt for at løse et problem.”
Jérôme Cavadini
FAKTA! Vidste du at:
- ‘Paneristi’ er den officielle betegnelse for en Panerai-fan. Den selvorganiserede og brugerdrevne gruppe tæller ca. 30.000 urentusiaster verden over, der mødes årligt for at netværke og udveksle historier. I år foregår det i oktober i Genève, og alle er velkomne.
- Filmstjernen Sylvester Stallone var en af de første kendisser, der tog Panerai til sig i 1990'erne. Han var så begejstret for urene, at han blandt andet bærer et i filmen Daylight fra 1996.
- Andre kendte med Panerai-passion er Jason Statham, Arnold Schwarzenegger og vores hjemlige James og Adam Price, der jævnligt kan ses kokkerere med et Panerai om håndleddet.
Fra råmetal til 300.000 kroners luksus
Jeg træder sammen med Leana ind i Panerais store produktionshal, hvor CNC-fræserne arbejder i døgndrift med at skære bundplader og broer ud af rå metalblokke. Bundpladen er det stykke messing, hvorpå delene til selve urværket senere skal monteres, så det er ekstremt vigtigt, at hvert eneste skruehul er mikrometerpræcist udformet. Det kan tage timevis at bearbejde blot en enkelt bundplade, og derefter skal den vaskes, slibes, poleres og eventuelt dekoreres, før den er klar til næste trin. Det er dermed en lang rejse fra det rå messing og stål til det færdige ur.
Den næste afdeling af produktionen minder lidt mere om et traditionelt urmageri, hvor en stribe urmagere sidder og samler de typisk to-tre hundrede komponenter til færdige urværker og rammer dem ind med glas og kasse.
Længere nede i bygningen tester kvalitetskontrollen igen og igen vandtæthed, præcision og stødsikkerhed, for når forbrugeren i sidste ende står med sit ur til 100 eller 300.000 kroner, må der ikke være den mindste ting at udsætte på hverken finish, holdbarhed eller præcisionen i urværket. “Panerai har altid været en ingeniørvirksomhed. Design har aldrig bare været æstetik – det har altid været tæt knyttet til funktion. Hvis du ser på vores historie, så blev hver detalje skabt for at løse et problem,” siger Jérôme Cavadini. Derfor er rammerne for designudvikling hos Panerai i virkeligheden ret faste: Fokus er på store urkasser, høj læsbarhed og et funktionelt udtryk. Men inden for de rammer er der stadig plads til innovation. “Det handler om at blive inden for Panerais territorium og DNA – og så hele tiden forbedre det, vi kan: vandtæthed, luminiscens, gangreserve og præcision. Selv når vi laver en evighedskalender, skal den være let at læse og bruge.”
Ni år om et ur
Selvom designsproget altså er relativt fastlagt, tager det alligevel lang tid at udvikle nye funktioner og modeller. “Når du udvikler et urværk med omkring 600 komponenter, kan du simulere meget, men der er altid ting, du først forstår, når du bygger det fysisk. Den første prototype er næsten aldrig den rigtige. Derfor kan det tage fire til fem år at udvikle et nyt værk,” siger Jérôme Cavadini.
Og nogle gange endnu længere. Et af de projekter, der står klarest for ham, er modellen eLux. “Det var som en ni år lang graviditet. Vi startede med en ret vild idé: Kan man oplyse et ur under vand uden batteri? På det tidspunkt fandtes de mikro-LED’er, vi havde brug for, faktisk ikke endnu. Vi måtte jævnligt forsvare projektet, fordi mange tvivlede på, at det ville fungere.”
Det endte dog med at fungere, og i 2024 introducerede Panerai Submersible Elux Lab-ID PAM01800, hvor det mekaniske urværk rummer seks fjederhuse, hvoraf de fire udelukkende er dedikeret til lyssystemet. Ved tryk på en pusher ved klokken otte frigiver den mekanisk lagret energi til en intern mikrogenerator, der omsætter den til elektricitet og oplyser 160 micro-LED'er placeret i indekser, visere og på kransen – helt uden batteri.
“Historien stopper aldrig. Vi bygger hele tiden videre på det, vi allerede har skabt. Det handler ikke kun om at sælge ure. Det handler om at udvikle teknologier, som vi senere kan bringe ind i kollektionen. Det er lidt som i Formel 1 – det, der starter dér, ender en dag i en almindelig bil,” slutter Jérôme Cavadini.