Levering 1-2 hverdage Altid 14 dages returret Gratis levering ved køb over 499,-
Menu

David Nielsen

David Nielsen
Fodbolden har fyldt hans liv. Den 1. december i år fylder han 50 år.

Fra Superligaens badass til bedstefar. Fra sin debut, til han stillede fodboldstøvlerne på hylden, har han været på en vild rejse. Fra en tid med bulder og brag, hasardspil og et liv som nattens konge har han fået slebet kanterne til. Og fundet en indre ro, der ofte skylles ned med et godt glas champagne.

Af Claus Vesterager Martinus, Foto: Morten Jerichau

Fodboldeksperten

Fodbold har været en uomgængelig del af David Nielsen liv. Fra han første gang snørede fodboldstøvlerne i Skagen IF til i dag, hvor han er en del af TV 2’s faste kommentatorhold. Han havde talentet. Og som ungdomsspiller var han i 1990’erne en fast del af bruttotruppen til ungdomsholdene. Det blev også til en række professionelle kontrakter i den danske superliga, Tyskland og England. Men det helt store gennembrud kom aldrig. Målt på mål var de mest succesrige år nok årene i FCK, hvor han blev topscorer tre sæsoner i træk med i alt 36 mål.



“Det var en anden tid. I min tid var det jo folk som Preben Elkjær, jeg så op til. Ikke mindst hans trang til at drikke en øl og ryge en Prince efter kampene. Vi gik jo også i byen og fik, så hatten passede, når vi havde fri. Det var jo ikke gået i dag,” fortæller David Nielsen.


Og det var også en tid, hvor en ung David Nielsen ikke blot nøjedes med en øl og en smøg, når han svirede rundt i nattelivet. Han var kort og godt lidt af en gambler, der satsede store pengesummer på spil. Han var heller ikke bleg for at forsøge sig med euforiserende stoffer som hash. I det hele taget nød han den frihed, som dét at være professionel fodboldspiller pludselig gav ham. Måske inspireret af de engelske fodboldmillionærer, der brændte tusinder og atter tusinder af på natklubber og dyre restauranter.

David Nielsen
Som nybagt bedstefar har David Nielsen fundet en ny indre ro.


Hans første kontrakt med Odense Boldklub i 1993 betød måske ikke millioner på bankkontoen. Men det gav den 17-årige David Nielsen råd til at gå i byen og satse på den store gevinst hos bookmakerne. For slet ikke at tale om, at han pludselig fandt ud af det med kvinder. At han som professionel – og ikke mindst veltrænet – fodboldspiller var attraktiv. Det var også en ung mand, der ikke veg tilbage for et slagsmål, hvis der var grund til det.


Men at have stærke holdninger eller ikke kunne holde dem for sig selv er en udfordring, der i dag kræver en professionel spindoktor eller et helt hold af influencere, der kan lægge låg på den værste kritik. Det havde David Nielsen ikke i sine unge dage.


Og han måtte sande, at det kan have sine konsekvenser at tage bladet fra munden. I 2008 – da den aktive karriere lakkede mod enden – skrev han sammen med Jonas Ankersen bogen Sorte svin i et forsøg på at lægge det hele bag sig – og måske tage hul på en ny epoke i sit liv.


“Det var ganske enkelt et forsøg på at komme om på den anden side. At lægge fodboldårene bag mig. Fra starten af min karriere som professionel, da jeg kun var 16-17 år gammel, havde det været en vild tid. Nu var det på tide med noget nyt.”


Hvor andre fodboldbøger skrevet af tidligere stjernespillere i bedste fald havde en guldtid under juletræet, fik David Nielsens bog massiv omtale. Og konsekvenser. Bogen er en tour de force-skildring af skandaler, snyd og fodboldens gråzoner. En fortælling om en kultur, hvor spillerne skal navigere mellem skrevne og uskrevne regler, forholdet til holdkammeraterne, penge og loyalitet.


Det er en bog, som har været med til at skabe fortællingen om David Nielsen. Også selvom han i dag kan være en lille smule belastet af, at journalister konstant hiver bogen frem fra gemmerne og bygger historierne omkring den. Men i et portræt af David Nielsen er den ikke til at komme uden om.


Det var ikke mindst hans fortælling om sine tanker forud for en afgørende kamp mellem AaB og FCK i Superligaens andensidste runde, der bragte sindene i kog. Med et nederlag kunne AaB og David Nielsen hjælpe københavnerne med at vinde mesterskabet. David Nielsen gik på banen med det klare mål, at AaB skulle tabe kampen. Det ville først og fremmest betyde en klækkelig bonus på 300.000 kr. og chancen for at spille med i det års udgave af UEFA Cuppen. Men kun hvis FCK vandt mesterskabet.


Kampen endte 1-1. Senere vandt FCK mesterskabet. Og AaB skulle spille europæisk fodbold. David Nielsen fik sin bonus for veludført arbejde i den sæson, også selvom han gik på banen for at tabe kampen. Efter bogens udgivelse blev sagen behandlet i Dansk Boldspil-Unions etiske komité. Dog uden at finde anledning til sanktioner, eftersom der ikke var tale om konkrete aftaler mellem klubberne, trænerne eller spillerne.


Det var ikke den eneste konsekvens, bogen fik. For i et andet kapitel fortæller David Nielsen om en anden side af sit gemyt. Nemlig et fysisk overfald på AaB-holdkammeraten Allan Gaarde. Irritation og uenigheder kulminerede i et regulært slagsmål. Den detaljerede beskrivelse af forløbet betød også, at politiet genoptog sagen, hvilket i byretten blev takseret til 20 dages betinget fængsel.


På det tidspunkt – i 2008 – var David Nielsen rykket tilbage til OB. Men i kølvandet på afsløringerne var han ikke længere velkommen i omklædningsrummet eller på banen. I stedet blev han lejet ud til den norske klub Strømsgodset. Den sidste kontrakt underskrev han året efter med en anden norsk klub.


Sorte svin fremstår som en ærlig bog, hvor David Nielsen ikke har holdt sig tilbage. Måske ikke hele sandheden. Men nok til at give et anderledes billede af fodboldkulturen end den polerede version, der ellers bliver fremhævet. Han kunne givetvis have pyntet på fortællingen. Men det havde ligesom ikke passet ind i hans selvbillede. Visse spørgsmål lader han dog læseren selv besvare. Som eksempelvis titlen.


“Sorte svin? Tja, det må man selv beslutte betydningen af. Sorte svin kan i fodboldverdenen betyde så meget. Det er noget, vi spillere og publikum nogle gange har skreget efter dommerne. Det kan jo også være en hentydning til min hudfarve og de tilråb, der er kastet efter mig på stadion. Eller noget helt tredje.”


Men måske rummer titlen også en snert selverkendelse. For som han skriver i bogen: ”Jeg er et svin på banen, og min hudfarve er mere sort end hvid. Der er intet galt i at kalde tingene for det, de er. Sorte svin. Sådan.”

Ny succes uden for kridtstregerne

Uanset konsekvenserne og den megen furore omkring bogen var det slutningen på en karriere som aktiv. Og selvom medier og fodboldfans svælgede i historierne om gambling og ture i nattelivet til 140.000 kroner, var det ikke alle døre i fodboldverdenen, som blev smækket i.


I stedet blev det som træner, han skulle slå sine folder. Det krævede en anden David Nielsen end ham, der med lidt for højt løftede albuer og en kold venstrefod havde levet de sidste 14 år som professionel fodboldspiller, gamblet og festet til langt ud på den lyse morgen.


Først som assistenttræner i den norske klub Løv-Ham, siden som cheftræner i Nest-Sotra og Strømsgodset. Men efter fire år i Norge var det på tide at vende hjem til Danmark. Lyngby Boldklub havde siden 00’erne levet lidt af en elevatortilværelse i dansk fodbold med regelmæssige ophold i 1. division. Og i 2015 rakte klubben så ud efter David Nielsen som den nye cheftræner, der skulle banke selvtillid og fremtidstro ind i spillertruppen.


Det var en medicin, der virkede. For allerede året efter sikrede klubben sig sin tilbagevenden til Superligaen. Og hvad der var endnu vigtigere: I den første sæson blandt de 14 bedste danske fodboldhold formåede Lyngby at vinde bronzemedaljer i 2017.


Det, der for alvor forandrede holdet, var måske især David Nielsens evne til at samle sine egne spillererfaringer fra de forskellige klubber, han havde spillet i, og skabe en ny tro på fremtiden. At holdet kunne vinde – og fremstå som en helhed. Et hold, der udstrålede mod, energi og vilje.


Det var også en del af filosofien, at et godt hold og gode resultater er afhængige af et godt sammenhold i omklædningsrummet. Skærmydsler skulle elimineres. Det handlede om fællesskab i omklædningsrummet.


Det gav pote. Holdet var som forvandlet. Indtil det året efter måtte en tur ned i 1. division.


“Fodboldspillere befinder sig jo i et konkurrencemiljø. Men når det sker på lige vilkår, ja, så føler den enkelte spiller sig set og formår bedre at arbejde med sin egen udvikling. Det gør det også nemmere for træneren. For en spiller, der er tryg, har meget nemmere ved at acceptere en verbal overhaling efter en elendig kamp. Andre skal måske have et klap på skulderen og nogle gode råd.”

David Nielsen
David Nielsen
Som ung fyldte gambling og dyre byture en stor del af David Nielsens liv.
David Nielsen var afgørende for AGF's første medaljer i 23 år.

Mere bronze med de hviiiie

Men for David Nielsen var trænerjobbet en ny og ganske stressende rolle. Nu handlede det ikke kun om taktik og nørdede træningsøvelser. Mandskabspleje, fællesskab og dét at være fit for fight på kampdagene fik første prioritet.


Det var en forandring – naturligvis bakket op af resultaterne – der gav genlyd i fodboldkredse. Så meget, at også AGF rakte ud efter ham. Som Lyngby havde også AGF haft svært ved at bevare sin position i toppen af Superligaen. Og hvad der betød endnu mere: Klubben havde ikke vundet nogen medaljer siden 1997, hvor det blev til en tredjeplads.


Igen handlede det om at indgyde spillerne en tro på fremtiden. Og igen handlede det om at bruge de greb, han kendte fra sin egen tid som aktiv: mod, energi og tillid til, at holdet kunne vinde, selvom ikke alt var perfekt. I praksis handlede det om at være kompromisløs, presse overalt på banen og dominere kampene uden nødvendigvis at være på bolden mest.


Efter 23 år lykkedes det så endelig David Nielsen og AGF at bryde de mange års ørkenvandring, da holdet i 2020 vandt bronzemedaljer – og adgang til at forsøge sig i de europæiske turneringer. Det var en præstation, som fik selv hærdede AGF-fans til at fælde en tåre. Og en præstation, der kun er overgået af det mesterskab, som klubben efter 40 år vandt i år.


Men krudtet blev vådt efter bronzemedaljerne. Og David Nielsen rejste til græske Kifisia FC, hvor han var i en sæson, indtil han i 2024 atter vendte hjem. I første omgang til Lyngby – og siden AC Horsens. Det blev hans sidste trænerjob. I hvert fald i denne omgang.


I øvrigt er det slående, at både AGF og Lyngby Boldklub efter en supersæson leverer en skidt performance året efter. Efter bronzemedaljerne i 2017 rykkede Lyngby igen ud af Superligaen. Og AGF spillede en elendig sæson derefter i 2020. Men ifølge David Nielsen er det måske ikke så underligt.


“Først og fremmest skal man huske på, at i fodboldens verden lykkes tingene langt færre gange, end de mislykkes. Derfor skal både træner og spillere lære at tackle modgang. En god sæson betyder jo typisk også, at en række nøglespillere benytter sig af situationen og søger til nye klubber. AGF mistede i år tre nøglespillere i form af Patrick Mortensen, Henrik Dalsgaard og Felix Beijmo. Det er så starten på et nyt hierarki, hvor nye og gamle skal finde sammen i et nyt fællesskab.”

David Nielsen
David Nielsen har som træner formået at bringe ny energi og viljen til sejr til de hold, han har stået i spidsen for.

Elsker jobbet som kommentator

“Jobbet som træner er uhyre stressende. Træning, kampe, mandskabspleje, forhandlinger med nye spillere. Det tærer. Så lige nu er jeg glad for ikke at være aktiv i en klub.”


For efter en tidlig exit fra AC Horsens midt i sæsonen landede han i år et job som fodboldekspert hos TV 2. Et job, der har givet ham mere ro i tilværelsen. Og et job, der passer bedre til en mand, der den 1. december fylder 50 år.


“Jeg er omgivet af en masse fantastisk dygtige mennesker, der brænder for dét, de laver. Det betyder også, at jeg har fået mere tid til min familie og venner. Og til at lave ting, der ikke har noget med fodbold at gøre.”


Og noget af det, som lige nu betyder alt for David Nielsen, er hans første barnebarn, som kom til verden midt i august. Dét at kunne tage flyveren til Norge og besøge sønnen og hans familie fylder bare meget lige nu.

I øvrigt er det også sønnens skyld, at han har udviklet en stor begejstring for champagne. Sønnen – Noah Holm – har fået fodbolden ind med modermælken og har blandt andet spillet for norske Rosenborg. I 2022 blev han udlånt til den franske klub Reims midt i Champagne-distriktet, og det satte gang i noget hos David Nielsen.


“Da Noah spillede i Reims, var jeg rigtig ofte nede for at besøge ham. Og i Reims er der én ting, man går op i: champagne. Jeg er vild med de små økologiske producenter, der måske blot producerer få hundrede flasker om året.”


Så når nu sønnen er tilbage i Norge, har David Nielsen måttet finde sig et stamsted i Aarhus med et fornuftigt vinkort.


Her ved et af livets første store hjørner kan David Nielsen se tilbage på de første 50 år med tilfredshed. Bevares, der er ting, han fortryder. Men som han siger: “Jeg håber, at alle mænd har noget i deres ungdom, de fortryder. Og at de er blevet klogere. Lige pludselig er man her, hvor jeg er som nybagt bedstefar. Jeg er et godt sted i mit liv.”

Et øjeblik...
Luk
Luk