Kurt & Wyatt Russell

Det er summen af disse talenter, der er nedarvet hos Wyatt Russell og har formet ham til et liv som skuespiller. Som han fortæller i et dobbeltinterview med sin far i magasinet The Rake: ”Vores forhold til vores fædre er meget forskellige. Jeg havde adgang til dig på en anden måde, end du havde til din far. Og jeg så på det gennem en anderledes linse. Det, jeg tog med fra at være sammen med dig til filmoptagelser, var ikke så meget, at det var så sjovt eller så fantastisk. Heller ikke at du tjente en masse penge. Dét, jeg lærte, var, at man skal arbejde rigtig hårdt for at få det til at fungere, og at det var meget stressende. Jeg kan huske, at jeg kom hjem med dig, når dagen var forbi, og du lagde mig til at sove på en fold-ud-seng, hvorefter du gik hen og satte dig ved det runde bord i køkkenet, hvor du sad og skrev og røg til langt ud på natten, inden du selv gik i seng.”

At være til stede i en verden, der ikke handlede om skuespil, film eller teater, var også vigtigt for Kurt Russell. Som han forklarer: ”Selvfølgelig kunne du blive fascineret af at se, hvordan en scene blev optaget. Men det vigtige var, at vi ikke kun koncentrerede os om skuespillet. Jeg og min egen far havde baseball sammen. Ligesom du og jeg har elsket ishockey.” Med til historien hører, at Wyatt Russell som helt ung spillede ishockey. Både som amatør og professionel.

At Wyatt Russell endte som skuespiller, er trods massiv påvirkning fra hans forældre lidt af et tilfælde. For han elskede at spille og var en habil målmand på isen. Selvom hans far var vokset op med baseball, var det ham, der fik sat ham i gang med ishockey. ”Jeg ville have ham i gang med en sportsgren, hvor han kunne få brændt noget af al sin energi af som teenager. Problemet var blot, at jeg og Goldie boede i det sydlige Californien, hvor ishockey ikke er særlig almindeligt. Men jeg havde et fly, så vi fløj til Vancouver i Canada og fandt et sted at bo. Så måtte han se, hvor vidt han kunne drive det,” fortæller Kurt Russell.

Og det tegnede lyst. Faktisk meget lyst. Han fik ovenikøbet en kontrakt med den hollandske klub Pecoma Grizzlies Groningen, hvor han også mødte sin første kone. Men det var også her, at en medfødt hoftefejl betød afslutningen på hans karriere.

”I tre år havde jeg døjet med hofteskader. Og efter et lægetjek fik jeg konstateret hoftedysplasi. En medfødt fejl i hofteskålen. Men jeg blev udstyret med et nyt regime af strækøvelser, der faktisk holdt mig skadefri i flere år. Så jeg fik det ud af ishockey, som jeg havde drømt om. Men jeg begyndte at spekulere på, om det også var det, jeg ville med mit liv. Og om jeg kunne fortsætte med at spille lige så godt næste år? Ville jeg mon blive solgt til en anden klub? Så selvom jeg var trist over aldrig mere at skulle gå gennem spillertunnelen ud på isen for at høre publikums slagsange, piften og råben, traf jeg beslutningen om at stoppe. Jeg kan huske, at jeg grædende ringede til far fra omklædningsrummet og sagde til ham, at det var slut,” fortæller Wyatt Russell.

At stoppe som aktiv ishockeyspiller viste sig at være lidt af en frisættelse for ham. “En dag, hvor jeg spillede beachvolley på stranden, indså jeg pludselig, at jeg ikke længere var på træningslejr i Holland, Norge eller Estland. Jeg var lige her. Og det var fantastisk. Jeg havde ikke helt erkendt, hvor meget pres jeg havde levet under som professionel ishockeyspiller. Endsige angsten for at få nye skader.”

Deler samme hobby – næsten

Som far og søn er det ikke givet, at ens interesser stemmer helt overens. Men Kurt og Wyatt Russell er tæt forbundne. Det, at de begge er skuespillere – og faktisk har spillet sammen i flere spillefilm – gør, at Wyatt ser på sin far som en af sine bedste venner. De har også hver deres bud på, hvad de bedst kan lide, når de ser hinanden på det hvide lærred.

“Jeg synes ikke, min far får nok kredit for sin humor. Ja, jeg ved, at jeg er forudindtaget, han er min far og en af mine bedste venner, men hans humor på skærmen. Det er noget, som jeg mere end noget andet har taget til mig. Det er gennem humoren, du kommer rigtig tæt på min far. Du kommer ikke tættere.” Omvendt er Kurt Russell begejstret for at se, at sønnen ikke er bange for at bruge sine evner til at gøre en historie bedre og mere interessant. Det gør, at han giver noget til publikum, som er unikt. “Og jeg er glad for at se, at han kan bruge den evne i mange forskellige retninger. Og jeg er sikker på, at han en dag vil få en ny rolle som instruktør.”

Teenageoprør er ikke lige dét, der har præget deres forhold. Og med tiden har de også udviklet samme interesse for ’de våde varer’. Næsten. For Kurt Russell har købt en vingård i Californien for at udleve sin drøm om at skabe store vine. Wyatt har derimod skabt et brand af færdigmiksede cocktails, der sælges under navnet Lake Hour. Det var cykelferier i Frankrig med Goldie og børnene, der for alvor fik interessen for god vin til at bundfælde sig hos Kurt Russell: “Goldie og jeg plejede at tage med børnene på cykelture, og jeg elskede at vende tilbage til et særligt område i Frankrig, nemlig Bourgogne. Bourgogne for mig er Grand Cru-vine skabt af Pinot Noir-druen. Det har fascineret mig dybt. Hjemme var vi inviteret på besøg hos nogle venner, der dyrkede vin i Ojai Valley i Californien. De producerer nogle af de bedste vine i landet. Når jeg laver en film, vil jeg gøre det så godt, som det overhovedet er muligt. Jeg interesserer eller bekymrer mig ikke om ærespriser. Det prøver jeg også at opnå, når jeg forsøger at skabe en ny vin.”

Han har imidlertid vundet en vis anerkendelse for sine vine. Ikke mindst for sine hvide Chardonnay-vine, der i øvrigt altid får navnet ’Goldie’.

At kunne forfølge sine ideer har også haft stor betydning for Wyatt Russells beslutning om at producere og sælge Lake Hour-cocktails.

“Før min søn blev født, var jeg mest af alt optaget af, hvordan mine kolleger så på mig. Om de respekterede mig eller ej. Men min søns fødsel gav mig et nyt perspektiv: For pokker! Hvem bekymrer sig om det? Det gjorde mig dobbelt opsat på at gøre mit arbejde bedst muligt. Jeg så, at far gik ind i vinens verden, og hvor megen glæde og sjov han fik ud af det. Jeg har aldrig rigtig tænkt på at lave vin. Min kone og min forretningspartners kone er bedste venner, og de hjalp os med at skabe Lake Hour. Ideen opstod faktisk i et spabad – som alle de bedste historier gør. Min forretningspartner sagde, hvad nu, hvis der var en cocktail kaldet Lake Hour? Vi har alle som børn og unge haft enestående historier fra ferier og weekends ved en sø. Så vi syntes, at det ville være sjovt med et brand opkaldt efter forskellige søer. Heldigvis hjalp far med tilsmagningen. Og heldigvis er det blevet en succeshistorie.”

Deres fællesskab er måske ikke unikt. Men i en verden, hvor teenageoprør og forskellige livsretninger ofte skaber brydninger, er det måske alligevel et særsyn at se far og søn i så tæt parløb. Som venner, kolleger og familie.