Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Eric Clapton - en ægte samler

Et dyrt ur er ikke bare et spørgsmål om finmekanik, præcision og ædle metaller. Og de rigtigt sjældne armbåndsure bliver ofte solgt for millioner af dollars til samlere på de store internationale auktioner. Det skete også for Eric Claptons Patek Philippe ref. 2499 I platin. Salgspris: 24 mio. Kr. Men det er urets historie, der for alvor gør et ur rigtigt interessant, mener en af verdens førende ureksperter: danske Kristian Haagen.
Eric Clapton
Eric Clapton er en dedikeret ursamler med en forkærlighed for Philippe- og Rolex-ure. I 2012 solgte han på Christie’s auktioner i Geneve et særligt sjældent Patek Philippe med urkasse i platin for dét, der dengang var en rekordsum, nemlig 24 millioner kroner.

76-Årige Eric Clapton er en af verdens bedste guitarister. Og det er nok sikkert at regne med, at der på væggen i hans studio hænger rigtigt mange forskellige guitarer – både akustiske og elektriske. Det vil næppe undre nogen, at samlingen tæller ikoniske guitarer som den røde fender telecaster, som han spillede med, da han i starten af 1960’erne var en del af gruppen yardbirds. Eller måske den sorte stratocaster, han indspillede layla and other assorted love songs med i 1975.

Men hvad færre måske ved, er, at Eric Clapton er en passioneret samler af exceptionelle armbåndsure. Gennem tiden har han særligt kastet sin kærlighed på ure fra Patek Philippe og Rolex. Og især et skiller sig ud fra mængden, nemlig hans Patek Philippe platinum ref. 2499. Eric Clapton solgte det helt tilbage i 2012 på christie’s auktioner i geneve. Hammerslaget lød på intet mindre end 3.443.000 Schweiziske franc. Det var en privat samler i asien, som bød rekordsummen (for dette ur). Det svarer i dagens priser til cirka 24 millioner danske kroner.

Eric Clapton
Claptons Patek Philippe ref. 2499 har en nærmest mytisk status blandt urentusiaster. Først og fremmest blev der fra 1951 og frem til 1988 blot produceret 349 eksemplarer. Og kun få med en urkasse i platin. At dette eksemplar havde siddet på stjerneguitaristens håndled i 25 år, har ikke gjort interessen mindre.

Patek philippe-ure er som udgangspunkt dyre. Men 24 millioner kroner? Så hvad er det lige, der fik den asia­tiske ursamler til at betale så mange penge for Claptons ur? Bevares! Det er et exceptionelt ur. Og meget sjældent. Alene af den grund er det et meget attraktivt ur at kunne have i sin samling. Uret er fremstillet i 1987 og kan kort beskrives som et mekanisk ur, der rummer 23 juveler på en sølvfarvet urskive inddelt i minut- intervaller a fem minutter i den ydre ring skrevet med arabiske tal. Uret er skabt med en evighedskalender med månefaser og er samtidig, hvad der i horologiske kredse betegnes som en kronograf, hvilket fortæller, at det også indeholder et analogt stopur. Urkassen er i platin. Uret, der måler 37 mm i diameter, er sjældent, alene af den årsag at der i en 37-årig periode fra 1951 blot blev fremstillet 349 eksemplarer. Og et af disse købte Eric Clapton så tilbage i 1987.

Set ud fra et horologisk synspunkt er dét, der gør Eric Claptons ur så exceptionelt, at det ifølge christie’s auktioner er det eneste i verden med en urkasse i platin. De fleste andre eksemplarer af dette ur er fremstillet med en urkasse i enten guld eller rødguld. Findes der andre i platin, er de formentligt ejet af museer og dermed ikke tilgængelige for private samlere. Men tilbage til spørgsmålet om urets værdi for samlere. Lad være, at det er sjældent, at det måske endda er unikt og superbt. Og se bort fra det enestående finmekaniske urværk. Kan det så berettige til en pris på 24 millioner kroner?

Det er historien, der sælger

Ja, det kan det. Men sikkert kun for folk, der rent faktisk er i stand til at hoste op med et sådant beløb. Når det er sagt, kan mindre også gøre det. For det er historien, der sælger urene. For samlere er ure med en historie altid interessante. Det er ure, som var en del af en særlig begivenhed eller – som Patek Philippes ref. 2499 – Var ejet af en berømt person som Eric Clapton. Det kan være et omega speedmaster, der har gjort turen til månen og retur. Eller Paul Newmans Rolex cosmograph daytona, der med sin historie og inskriptionen fra hans kone blev solgt på auktion for intet mindre end 17,8 millioner dollars i 2017.

Eric Clapton
Kristian Haagen er en af verdens førende ureksperter, der blandt andet skriver om ure og fungerer som konsulent for auktionshuset Bruun Rasmussen. | “Er du en ægte samler, er det et urs historie, der tæller, og så betaler du den pris, der FORLANGES.” Kristian Haagen

For en af verdens førende ureksperter, Kristian Haagen, er der intet underligt i det. ”Da jeg stod for at skulle købe min første bil, vidste jeg intet om biler. Men med bilmagasinet i hånden fandt jeg jo hurtigt ud af, at hvis blot jeg betalte 10.000 Kr. Mere, kunne jeg få en federe bil. Sådan er det også for os, der er besat af smukke armbåndsure,” fortæller han og fortsætter: ”Men det er historien omkring et ur, der er interessant. Et ur er jo i sig selv ikke berømt. Jens Olsens verdensur i rådhus­tårnet er måske berømt, men mest af alt fordi det er det eneste af sin slags. Når visse ure er særligt populære eller eftertragtede af samlere, skyldes det jo historien, der følger med.” Kristian Haagen mener, at prisen som udgangspunkt er høj, når vi taler om kvalitetsure som Patek Philippe og Rolex. ”Men dét faktum, at det har siddet på Eric Claptons arm, er dét, der i auktionssammenhæng gør det særligt interessant. Og har du råd, ja, så køber du det til den pris, der forlanges.” Selv har han gennem årene skabt sig selv en stor ursamling, som han fra tid til anden henter i sin bankboks, når de skal vises frem – eller han blot har behov for et særligt ur til en særlig begivenhed. En ting er de ekstremt dyre hammerslag, der gennem årene er opnået på de særligt populære ure. Men mindre kan også gøre det.

”Jeg har fra mine unge år været dybt fascineret af krigskorrespondenten jan stage. Og jeg var ekstremt glad, da jeg fik lov til at købe hans Rolex gmt-master (ref. 1675). Det er – for mig – det mest værdifulde ur, jeg ejer. Simpelt hen fordi han var en af mine ungdomshelte,” fortæller Kristian Haagen. Siden er det også lykkedes for Kristian haa­gen at vinde hammerslag på stages ven og kollega Jens Nauntoftes Rolex submariner fra 1974. 

Eric Clapton
Krigskorrespondent Jan Stages Rolex GMT-­Master fra 1968 med den Pepsi Cola-farvede krans er trofæet i Haagens samling. “Han var en af mine helte, og jeg var ekstatisk, da jeg fik lov at købe det af ham.” | Jens Nauntoftes Rolex Submariner fra 1974 er en af skattene i Kristian Haagens samling. Han købte uret på auktion efter journalist Jens Nauntoftes død i 2017.

Historisk bagslag

”Disse to ure er vigtige for mig. Meget vigtige. Og dermed også de mest værdifulde. Måske ikke i kroner og øre. Men simpelt hen fordi deres proveniens eller historie er så vigtig.” Men historierne kan også hurtigt give bagslag. ”Jeg har set Patek Philippes nautilus-ur på lidt for mange håndled til, at det kan bevare interessen. Det samme gælder, hvis vi pludselig ser et bestemt ur på en af Kardashian-familiens medlemmer. Nogle vil måske se det som noget positivt. Men det handler jo om, hvilke historier og sammenhænge man vil identificeres med. Andre kan have det på samme måde med min begejstring for Jan Stages rolex gmt-master, fordi han blev sat i sammenhæng med en terroraktion i tyskland, hvor han angiveligt skulle have kørt flugtbilen.”

For Kristian Haagen kan et urs historie gå begge veje. Men sælger han et ur, fordi det sidder på lidt for mange arme rundt­om i verden, eller historien tager et uheldigt sving, ja, så bliver der ikke tomt i bankboksen af den grund.

”Det var jo næppe pengemangel, der gjorde, at Eric Clapton solgte sit Patek Philippe-ur for 24 millioner kroner. Det handlede nok snarere om, at han skulle gøre plads til noget nyt i sin samling.” Og selv om man som Kristian Haagen måske allerede har samlet mere end 20 Rolex-ure og andre værdifulde time pieces, er der altid plads til at drømme. Også selvom han ejer et panerai med sit navn bagpå, et omega speedmaster fra måneland­ingen og såmænd også kong konstatins breitling-ur. ”For mig handler det om at finde ure, der har siddet på håndleddet af de mennesker, jeg beundrer. Det kunne være john mal­kovitchs iwc pilot eller måske et ur fra den verdensberømte kok anthony bourdains samling.” Kristian haagen arbejder som konsulent for en række internationale urbrands, journalist og konsulent for blandt andet Bruun Rasmussens auktionshus. Han er aktuel med sin ottende bog om urenes verden, hashtags & watches iii, der kan købes ved www.Kristianhaagen.Com