Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Elon Musk - Verdens rigeste

Det startede med et lån fra faren. Sølle 28.000 dollars. Men siden har han skabt succes på succes. Vi kender hans Tesla-elbiler, hans interesse for rumrejser og ønske om at skabe et nyt globalt internetnetværk. Hans formue er de seneste år steget med raketfart til 1.475 milliarder danske kroner. Af Laurids Bertelsen foto: Getty Images.
Elon Musk
Verdens rigeste: Elon Musk – men det er ikke sket uden kritiske røster.

For nylig blev Elon Musk i dagbladet Politiken beskrevet som en moderne alkymist. For han har virkelig formået at skabe guld.

Et enkelt ord fra verdens rigeste mand, og verdens kryptovalutaer og aktiekurser stiger. Eller falder. Og selvom han i ny og næ har bragt nogle af sine virksomheder tæt på en økonomisk nedsmeltning, er han altid blevet reddet på målstregen. Som da pengetanken i hans rumfartsvirksomhed, SpaceX, i 2008 var ved at være tom. Lige inden det gik galt, formåede han at lande en ny kontrakt med den amerikanske rumfartsorganisation NASA.

En kontrakt til en værdi af 1,6 milliarder dollars. Heldigt? Dygtigt? Hvem ved, hvordan det var gået, hvis ikke han og SpaceX var blevet en del af det amerikanske rumeventyr? Men én ting er sikker: Kontrakten har været med til at sende hans formue med raketfart mod positionen som formand i milliardærernes klub.

Analytikere beskriver Elon Musk som ’Cash Light and Asset Rich’, hvilket måske lettest lader sig oversætte med noget i retning af: få kontanter, men mange værdier. Hvordan man end vender og drejer det, så er hans investeringer i Tesla-koncernen og SpaceX de seneste fem-seks år for alvor begyndt at give ham det ønskede afkast.

For i 2017 var hans personlige formue på blot 16 milliarder dollars. Det skal ses i lyset af hans personlig værdi i dag, som ligger på 219 milliarder dollars.

Men tilbage i 2011, hvor han stadig kæmpede med at skabe overskud på sine elbiler og rumraketter, var hans personlige formue på sølle 68 millioner dollars. 

Elon Musk
Elon Musk har millioner af følgere på de sociale medier.

Iværksætter og drømmer

Men én ting er tallet på bundlinjen. Noget ganske andet er hans evne og vilje til at skabe succeser på stribe.

Og ikke mindst tiltrække investorer, der tror på ham. Det har været nødvendigt for den nu 51-årige iværksætter, drømmer og multimilliadær.

For i modsætning til mange andre superrige er han ikke kommet til sin formue gennem arv eller ægteskab. Sammen med sin bror, Kimbal, lånte han tilbage i 1995 28.000 dollars af sin far for at starte virksomheden Zip2 – et internetbaseret to-vejskommunikationssystem, der satte annoncører i stand til at kommunikere direkte med deres kunder via tidens store medie: faxmaskinen.

Eksempelvis kunne bilforhandlere via online-udgaver af aviser skabe forbindelse til potentielle kunder.

Det var ikke Elon Musks første forsøg i IT-verdenen. Faktisk solgte han allerede som 12-årig et computerspil – Blastar – som han havde programmeret i BASIC på sin Commodore VIC-20 computer hjemme i Pretoria, Sydafrika.

Han solgte det for 500 dollars. Men Zip2 var i en anden liga. Det blev solgt til computerfirmaet Compaq i 1997 for lidt over 300 millioner dollars. Elon Musks andel beløb sig til 22 millioner.

Elon Musk
Tesla-elbilerne er den succeshistorie, der for alvor gjorde Musk til mange-milliardær.

PayPal-æraen og fremtiden

Det er måske ikke helt forkert at sige, at vi alle har bidraget en lille smule til Musks enorme formue.

I hvert fald hvis vi i starten af nullerne havde en PayPal-konto, så vi kunne overføre penge og betale for vores online-køb. I 1999 var han medstifter af den første internetbank i USA: X.com.

Allerede året efter fusionerede selskabet med en anden online-bank, Confinity, der tillige havde udviklet PayPal-betalingssystemet. Og inden der var gået to år, blev PayPal opkøbt af eBay for mere end 1,2 milliarder dollars.

Musks formue voksede i et hug med 175 millioner dollars. Det banede vejen – om end med visse bump – for Elon Musks største succeser, nemlig SpaceX og Tesla-elbilen.

Gennem årene har Musk vist, at hans største evne – og svaghed – er at drømme stort og få tingene til at ske. Men ofte på bekostning af medarbejdere. Noget, der tilskrives dét faktum, at han lider af Aspergers syndrom.

Det viser sig blandt andet ved det stivsind, der gør, at han definitivt er i en næsten konstant kamp med fagforeninger og under hård kritik for at udnytte fattige kinesiske industriarbejdere. Ikke desto mindre er Elon Musk en benhård forretningsmand, der stadig formår at drømme om rejser til Mars og rejser i tiden.

Og måske – belært af hans utvivlsomme succes – fremstår han stadig som en innovativ iværksætter, excentriker og ja, profet. Døm selv.