EFTERÅRET ER SÆSONEN, hvor vi trækker i de bløde sweatre, tænder stearinlysene og skruer ned for tempoet – MEN OP FOR HYGGEN. Og hvad passer bedre til de KØLIGE AFTENER END EN VELAFBALANCERET LONGDRINK MED SÆSONENS BEDSTE SMAGE?
Varme og dybe smage
Når vinden rusker i træerne, og de sidste blade hvirvles mod jorden, er det tid til at kravle sammen i sofahjørnet med en ulden plaid omkring sig. Med en god bog. Og en lækker drink med dybe krydrede smage inden for rækkevidde.
Faktisk skal der ikke så meget til, når de klassiske drinks skal tilpasses, så de matcher efterårets vejrlig. Det handler om at gøre smage dybere og mere komplekse. Og gerne med en snert af varme krydderier.
Vi har fundet fire eksempler på longdrinks, der passer exceptionelt godt til efterår og vinter.
NEGRONI SBAGLIATO MED ET TWIST AF KANEL
Negroni Sbagliato har allerede fået kultstatus, men efterårets version er mere krydret. Den klassiske blanding af vermouth, bitter og mousserende vin får her selskab af en let infusion af kanel og appelsinskal, som giver drinken en ekstra varm fylde. Perfekt til en aperitif med vennerne.
Opskrift:
3 cl. Campari, 3 cl. rød vermouth, 3 cl. mousserende vin isterninger, appelsinskal, et lille stykke kanel. Blandes i et højt glas og garneres med appelsinskal og kanel.
HIBISCUS- OG TRANEBÆRSPRITZ
De mørkerøde toner og syrlige noter fra hibiscus og tranebær gør denne drink visuelt imponerende og frisk i smagen. Spritz-formatet er stadig populært, men denne udgave er mindre sød og har mere dybde – et frisk modspil til tungere retter. Den mikses af vodka, hibiscus- tranebær-te – evt. en lille sjat tranebærjuice – limesaft og sirup. Top med mousserende vin eller danskvand. Pyntes med tranebær.
Opskrift:
4 cl. vodka, 8 cl. afkølet hibiscuste, 3 cl. sirup, 1,5 cl. limesaft isterninger, tranebær, evt. spiselige blomster til pynt.
Fyld en cocktailmikser med is. Tilføj vodka, afkølet te, sirup og limesaft. Ryst i 10-15 sekunder. Fyld et glas med is, og hæld drinken gennem en si i glasset. Pynt med tranebær og et stykke lime.
APPLE MULE – EN NY KLASSIKER
En nyfortolkning af den klassiske Moscow Mule, hvor ingefærøllen får selskab af friskpresset æblemost og en sjat mørk rom i stedet for vodka. Serveres i de karakteristiske kobberkrus med masser af knust is og et drys kanel på toppen. Kombinationen af friskhed og krydderi gør denne drink til et musthave.
Opskrift:
3 cl. mørk rom, 3 cl. god æblemost, 6 cl. ingefærøl lidt limejuice, appelsinskal, knust is, 1 drys kanel.
Skal det være helt rigtigt, kommes den knuste is i et kobberkrus. Hæld rom over isen efterfulgt af æblemost og ingefærøl. Pres saft af et stykke limefrugt, og pynt med et stykke appelsinskal og et drys kanel på toppen.
TOM COLLINS MED PÆRE
Tom Collins er en tidløs klassiker, men denne sæson leger vi med frugt og urter. Gin, frisk pærepuré og sukkerlage balanceres med en skarp citronsaft og toppes med danskvand. Rosmarinen tilføjer en aromatisk dybde, som gør drinken oplagt til efterårsdage.
Opskrift:
6 cl. gin, 6 cl. pærepuré, danskvand, frisk rosmarin.
Kom is, pærepuré og gin i en cocktailmikser, og bland ingredienserne. Top med danskvand og et par stilke frisk rosmarin. Pærepuré: Skræl og fjern kerner fra en stor pære. Varm pæren med en skefuld citronsaft, en skefuld honning og to skefulde vand. Lad det simre i 10 minutter og blend det. Køles i køleskabet, og det er klar til brug.