Rom forbindes ofte med Caribien, palmer og pirater, men i dag bevæger rom sig langt ud over det folkloristiske image. Mange producenter har i dag samme ambition og håndværksniveau som i whisky- og cognacverdenen – og et af de mest succesrige eksempler er Ron Zacapa fra Guatemala. Det er en rom, der både er tilgængelig for den nysgerrige nyder og interessant nok til den mere erfarne romentusiast.
Ron Zacapa
Rom har i moderne tid været forbundet med cocktails som Cuba Libre – eller slet og ret rom og cola. En forholdsvis billig spiritus produceret på melasse fra sukkerrørsproduktionen i Caribien og Mellemamerika. En væske, der nærmest skreg på en flaske cola. Men som med al anden spiritus er der en bund og en top. For prisen på en flaske rom kan sagtens snige sig op i flere tusinde kroner og levere en smagsoplevelse, der får fuglene til at synge.
Men der er også en gylden mellemvej. En vej, der ikke koster en formue, men som stadig leverer unikke smagsoplevelser. Og for den letøvede romdrikker kunne en sådan mellemvej komme fra Guatemala.
Mange romproducenter – og der er rigtig mange af slagsen – har en lang historie bag sig. Som eksempelvis Mount Gay Rum fra Barbados, der destillerede den første flaske rom helt tilbage i 1703. Et af vore dages mest populære brands hedder Ron Zacapa, med det karakteristiske petate-bånd om flasken, flettet af lokale kvinder som en understregning af tradition, håndværk og oprindelse. Rommen har blot 50 år på bagen.
Ron Zacapa blev grundlagt i 1976 i anledning af byen Zacapas 100-års jubilæum. Allerede fra begyndelsen valgte man en anderledes tilgang end de fleste romproducenter. I stedet for at lagre rommen i tropisk varme ved kysten modnes Zacapa i mere end 2.300 meters højde i Guatemalas bjerge – i det berømte “House above the clouds”.
Det køligere klima betyder, at rommen udvikler sig langsommere. Det giver bedre kontrol over smagen og mindsker den mængde alkohol, der fordamper under lagringen. For den, der drikker rom, betyder det en blødere, mere afrundet stil med tydelige lag af smag frem for rå alkohol.
Råmaterialet gør forskellen
Det meste rom produceres på melasse, som er et restprodukt fra sukkerproduktionen. Zacapa går et skridt tidligere i processen og bruger i stedet jomfruhonning – den første, koncentrerede sukkerrørssaft.
Det giver et renere udgangspunkt for gæringen og resulterer i en rom med naturlig sødme, uden at den bliver tung eller klæbrig. For mange er det netop her, Zacapa adskiller sig tydeligt fra mere simple romtyper.
Zacapa lagres efter solera-princippet, som kendes fra sherryproduktionen. Rom i forskellige aldre blandes løbende i et system af fade, hvor den ældste rom langsomt tappes, mens yngre rom fyldes på.
Rommen lagres på flere typer fade for at give den forskellige smagsnuancer og farve – eksempelvis amerikanske bourbonfade, Oloroso- og Pedro Ximénez-sherryfade og visse steder også i gamle cognacfade.
For den, der smager, betyder det noter af vanilje, karamel, tørret frugt, nødder, chokolade og milde krydderier – en kompleksitet, der er let at gå til, men spændende at udforske over tid.
En rom, man vokser med
Zacapa er skabt til at blive nydt langsomt. Gerne ufortyndet i et tulipanformet glas eller et lavt whiskyglas – det giver de søde og krydrede aromaer plads til at folde sig ud. En enkelt isterning kan åbne rommen yderligere og dæmpe alkoholen en smule, uden at fjerne kompleksiteten. Undgå sodavand eller søde mixere, som let overdøver de fine nuancer.
Zacapa fungerer også godt som ledsager til mørk chokolade, nødder eller en mild cigar, hvor rommens noter af karamel, tørret frugt og krydderi får ekstra dybde.
Det er en balancegang mellem det tilgængelige og det komplekse. Det er kort sagt en rom, man kan forstå ved det første sip