Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Bestil frem til 20/12 og modtag varerne inden jul
Julegaver byttes til d. 31. januar 2025
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Bestil frem til 20/12 og modtag varerne inden jul
Julegaver byttes til d. 31. januar 2025

Still Rolling

Til sommer fylder Mick Jagger 80 år. Og han er stadig i fuld vigør. Trods en hjerteoperation for et par år siden afviklede han og verdens bedste rockband sidste år deres jubilæumsturné ’Sixty’. Og rygterne vil vide, at de også i år tager på turné. Af Claus Mikkelsen, Foto: Getty Images.
Mick Jagger
Mick Jagger og bandet fejrede sidste år deres 60 års jubilæum med turnéen Sixty.

Mick Jagger

De er blevet nogle aldrende herrer. ’Ungersvenden’ Ronnie Woods, der blot er 75 år gammel, spiller stadig guitar som i de unge år. 79-årige Keith Richards er også ’still going strong’. Og alderspræsidenten Mick Jagger er stadig i stand til at levere en levende sceneoptræden.

Og rygterne vil vide, at de tre også i år planlægger en række koncerter. Keith Richards (79) og guitaristen Ronnie Wood (75) har desuden bebudet et nyt album med helt nye sange. Et album, der efter planen bliver sendt på gaden til sommer.

Men 2023 bliver også året, hvor Mick Jagger runder et skarpt hjørne. For den 26. juli kan han nemlig fejre sin 80-års fødselsdag. Imponerende at han stadig orker at springe rundt på de store scener rundt om i Europa og USA. Nok er stemmen blevet lidt mere sprød og bevægelserne lidt mere adstadige. Men der er stadig fart over feltet – og han kan stadig begejstre et publikum, der tæller tusindvis af fans, der har svært ved at fatte, at det britiske rock-ikon nu fylder 80 år.

Fik ny hjerteklap

Endnu mere imponerende er hans optræden, når man tænker på, at han for et par år siden fik udskiftet en hjerteklap. Selv for yngre patienter kan det være en hård oplevelse. Men bortset fra, at Mick Jagger nu også tæller en hjertespecialist blandt sine roadies, er det ikke til at se, at manden skulle være en dag over 60! Men det kræver naturligvis også sin mand, når ens kæreste er næsten 44 år yngre end en selv. Siden 2014 har Mick Jagger nemlig levet i et fast forhold med den 36-årige Melanie Hamrick, der er uddannet balletdanser og koreograf ved American Ballet Theatre i New York. Sammen fik de et barn i 2016. Da var Jagger 73 år gammel.

Gennem en menneskealder har han sat sit præg på den internationale rockscene. Og fået mange roser med på vejen. Som da musikmagasinet Rolling Stone på listen over århundredets bedste sangere placerede ham på en 16. plads. I en artikel skrev Lenny Kravitz: ”Jeg taler nogle gange med mennesker, der rent teknisk synger perfekt, men som ikke forstår Mick Jagger. Hans pitch og melodiske sans er virkelig sofistikeret. Hans stemme er fantastisk og helt fejlfri i dens egen form for perfektion.” Læg hertil hans vitalitet på scenen. Som Bon Jovi fortalte i et interview: ”Jeg kan ikke rigtigt komme mig over det… Jeg er ved at dø, når jeg skal gå på scenen og synge fire numre. Så hvordan gør han det?”

Mick Jagger er måske en af de mest ungdommelige 80- årige, vi endnu har set. Og forhåbentlig vil de tre resterende rullesten blive ved med at rulle et stykke tid endnu.