BOB MARLEY - Nu kommer storfilmen om reggae-legenden
Freddie Mercury er portrætteret på film af skuespilleren Rami Malek så sent som i 2018. Elton John fik sin ’biopic’ i form af filmen Rocketman året efter. Og sidste år har vi kunnet nyde Naomi Ackie i rollen som Whitney Houston i filmen I want to Dance with Somebody.
Men 42 år efter hans død venter vi stadig på filmen om reggae-legenden Bob Marley. Men ikke så længe endnu. For nu er den på vej – og allerede den 11. januar skulle storfilmen One Love få premiere i de danske biografer. Det bliver den britiske skuespiller Kingsley Ben-Adir, der portrætterer den jamaicanske reggae-stjerne.
Cannabis, rastafari, dreadlocks – og stribevis af reggaehits. Ingen kan vel være i tvivl om, at den jamaicanske reggaemusiker Bob Marley var lidt ud over det sædvanlige. Et musikalsk geni,der kunne få sin røde Gibson Les Paul-guitar til at spinde, som kun få har været i stand til. Tilsat olietønder og caribiske rytmer var det en lige vej til global berømmelse – og ikke mindst noget nær gudestatus hjemme på Jamaica.
Men det var også lidt af en historie, der startede den 6. februar 1945, da Bob Marley kom til verden i Saint Ann-sognet i Nine Mile-distriktet på Jamaica. Allerede i skolen fandt han sammen med klassekammeraten Neville Livingston. Sammen udforskede de den nye trend: ska music. De dyrkede også rhythm & blues-sange fra de amerikanske radiostationer. Som teenagers dannede de sammen med Bunny Wailer en vokalgruppe. Det var først senere, at Bob Marley faktisk lærte at spille guitar. Men grunden var lagt til den reggaegruppe, der skulle få global succes: Bob Marley and the Wailers.
Allerede i midt-tresserne var de et lokalt hit. Men det var først i 1969, de for alvor slog igennem lydmuren. Da var reggae det nye sort. Og i starten af 1970’erne sendte de to albums på gaden: Soul Rebels (1970) og Soul Revolution (1971). Det førte til en Englands-turne som opvarmningsband for musikeren Johnny Nash. Han efterlod dem uden en klink på lommen i England. I stedet søgte de hjælp hos Chris Blackwell, der havde startet pladeselskabet Island Records. Han var opvokset på Jamaica og betalte hjemrejsen og studietid, så de kunne indspille en ny LP. Resultatet var Catch a Fire (1973). En regulært vendepunkt i den nu 28-årige Bob Marleys liv.
Siden fulgte album på album: Rastaman Vibration (1976) og Uprising (1980), der skulle blive hans sidste. Under en fodboldkamp tilbage i 1977 blev han skadet i storetåen. Skaden ville ikke heles, og det viste sig, at han led af en særlig aggressiv form for hudcancer. Lægernes anbefaling lød på en amputation. Men det ville gøre hans sceneoptræden til et helvede. Og desuden stred det mod hans religiøse opdragelse. Både rastafari og den ortodokse kirke betød, at han ikke fulgte lægernes anbefalinger. I 1981 lakkede det mod enden. Canceren havde spredt sig til lever, lunge og hjernen. Den 11. maj lukkede han sine øjne for sidste gang.
Han blev begravet på sin fødeø. Næsten halvdelen af Jamaicas 2,5 millioner indbyggere fulgte ham på den sidste rejse. Han blev tildelt den højeste udmærkelse fra østaten i form af The Order of Merit. Han fik en begravelse, der var en statsmand værdig. Han blev stedt til hvile med sin røde Gibson Les Paul-guitar, en bibel slået op på salme nr. 23 – og en stængel cannabis.
Han blev blot 36 år. Men han bjergtog en hel verden med sin musik. Og lever stadigvæk i musikken. Faktisk i en grad så hans musik i gennemsnit bliver spillet 20 millioner gange om måneden på Spotify. Det er lidt af et eftermæle. Så der er god grund til at se frem til den kommende film om hans liv og levned.
“LOVE THE LIFE YOU LIVE. LIVE THE LIFE YOU LOVE.”