Andreas Mogensen - The right stuff

To millioner hestekræfter. da nedtællingen nærmer sig de sidste 10 sekunder, vælter kaskader af røg og damp ud fra sojuz-raketten på affyringsrampen i baikonur i det sydøstlige kasakhstan. Men som de fire raketmotorer får magten, løfter raketten sig endelig fra affyringsrampen. For Andreas Mogensen var det kulminationen på mange års uddannelse, træning og tests. Som den første danske astronaut sad han nu fastspændt i raketten på vej mod den internationale rumstation iss. Men det var også et øjeblik, han næsten ikke havde tid til at nyde. Af Claus Vesterager Martinus stylist: Gabriella Brun foto: Michael Ellehammer
Andreas Mogensen
Andreas Mogensen, 44, er den indtil videre eneste dansker, der har oplevet en tur i rummet. Den 2. september blev han skudt af sted fra rumbasen i Kasakhstan til den internationale rumstation. Han håber at få en ny mission i løbet af de kommende år.

Den 3. april 2008 tikkede et nyhedstelegram ind på redaktionerne rundtom i Europa. Det var en af den slags nyheder, som udlandsredaktører rundtom på danske aviser og tvstationer sikkert blot skimmede, inden de blev arkiveret. Enten lodret eller i kategorien ’måske interessant’.

Men i en lille by nær Friederichshafen i Sydtyskland sad en ung dansk ingeniør og nærlæste nyhedstelegrammet. Det var måske også mere i hans interesse, end det var for journalister og redaktører hjemme i Danmark. For den dengang 32-årige Andreas Mogensen arbejdede nemlig som orbit control systems engineer i det tyske firma HE Space Operations. For dét, han læste, var et kort nyhedsflash udsendt af Den Europæiske Rumorganisations (ESA) generaldirektør Jean-Jaques Dordain. Et stillingsopslag: ESA søgte i de 22 medlemslande efter fire til seks nye astronauter, der skulle spille en afgørende rolle i forskningen og vedligeholdelsesarbejdet på den internationale rumstation ISS, der nu i mere end 22 år har været i kredsløb om Jorden. Og så skulle de nye astronauter også være med til at planlægge fremtidige missioner til månen og Mars. For Andreas Mogensen var det en skelsættende begivenhed, der skulle vise sig at blive styrende for hans fremtidige karriereforløb.

Andreas Mogensen
På vej! Den 2. september 2015 var forberedelserne endelig forbi, og Andreas Mogensen kunne lade sig spænde fast i Sojuz-raketten, der skulle bringe ham fra Jorden og op til ISS-rumstationen.
”Altså, skal jeg være helt ærlig, ja, så havde jeg faktisk slet ikke regnet med, at min ansøgning ville ende med, at jeg syv år senere sad fastspændt i en Sojuz-raket på vej til den internationale rumstation,” fortæller han.

Ordene kommer hverken med påtaget patos eller underspillet falsk beskedenhed. Det er et statement, der bliver udtalt roligt og velovervejet. Der er heller ikke grund til andet. For stillingsopslaget fik næsten 10.000 til at sende en ansøgning til ESA. Og så gik udvælgelsesprocessen ellers i gang. I første omgang blev ca. 1.500 ansøgninger afvist. De kunne ikke opfylde de kriterier, som ESA forlangte. Blandt resten blev 918 ansøgere udvalgt til at deltage i den videre udvælgelsesproces. Heriblandt Andreas Mogensen.

”Selve ansøgningen foregik online. De 918 kandidater, der blev inviteret til næste runde, skulle til Hamburg på det tyske luft- og rumfartscenters testcenter, hvor der ventede en masse spørgsmål – og så skulle man skrive et lille essay om, hvorfor du ville være astronaut. Om ens motivation. Det var en første test, der i alt varede en otte-ni timer,” fortæller han og fortsætter:

”På det tidspunkt var der flere gange, hvor jeg i en travl hverdag havde svært ved at se, hvordan det praktisk skulle kunne lade sig gøre. Først og fremmest boede vi i Sydtyskland. Til ansøgningen krævede ESA blandt andet en pilothelbredsundersøgelse. Og hvor finder man lige en flylæge dér?”

Andreas Mogensen
Fra de første prøver tog det syv år, inden Andreas Mogensen var klar til sin første rumflyvning.

Det var en noget tvivlrådig Andreas Mogensen, der indsendte sin ansøgning og deltog i de indledende tests. Men han klarede sig igennem. ”Chancerne var jo minimale. Men selv om jeg undervejs måske ikke rigtigt troede på det, ja, var det også vigtigt for at kunne sige, at jeg havde gjort mit bedste. Så jeg var faktisk oprigtigt overrasket, da jeg gik videre fra anden runde.”

Hvor den anden runde fokuserede på kandidaternes psyke og evnen til eksempelvis at kunne håndtere stress, bestod den tredje runde mest af alt af en lang række medicinske helbredstest. ”Nu var vi kun 10 kandidater tilbage. For hver gang jeg bestod en test og gik videre, var jeg faktisk overrasket. Også fordi vi efter de sidste test intet fik at vide om mulighederne for at blive valgt som en af de fire nye astronauter.”

På målstregen – og larmende tavshed

Efterhånden kunne Andreas Mogensen ikke længere vedblive med at være overrasket. Han var måske ikke intellektuelt overrasket. Det burde han heller ikke. Han fik sin studentereksamen på Copenhagen International School i 1995.

Fire år senere landede han en kandidatgrad i rum- og luftfartsteknologi fra Imperial College i London. Efter et par år, hvor han arbejdede for Vestas herhjemme i Danmark, rejste han til University of Texas i Austin, hvorfra han fik en ph.d.-grad i rumfart. Ej heller på det fysiske plan var der noget at klage over. Siden han var helt ung, havde han dyrket forskellige former for ekstremsport. Han dykker, flyver dragefly, dyrker faldskærmsudspring, ror i kajak og bestiger bjerge.

Andreas Mogensen
Med en dyr astronautuddannelse i ryggen håber Andreas Mogensen på en ny mission til ISS allerede i 2023.

Så både intellektuelt og fysisk var han så at sige The Right Stuff. Alligevel var ESAs tavshed efter alle de forskellige tests og eksaminer næsten larmende. ”Resten af året og i foråret 2009 var en forholdsvis stille tid. Jeg var tiltrådt en stilling som forskningsstipendiat ved University of Surrey i England, hvor jeg arbejdede med at beregne præcisionslandinger på månen og Mars. Men den 18. maj fik jeg sent om aftenen et telefonopkald fra ESA. Navnene på de fire nye astronauter ville blive offentliggjort om to dage i Paris!”

Det var som at gå fra stilstand til hyperaktivitet. Den 20. maj 2009 blev Andreas Mogensen så præsenteret ved en pressekonference i ESA-hovedkvarteret på Rue Marko Nikis i Paris’ 7. arrondissement kun et stenkast fra Eiffeltårnet. Fra at være forholdsvis ukendt i Danmark blev han lige pludselig centrum for de danske og udenlandske mediers interesse.

Ny uddannelse – ny flytning

Endnu en gang var det nødvendigt at rykke teltpælene op. Andreas Mogensen og hans kone Cecilie måtte flytte tilbage til Tyskland, inden astronautuddannelsen gik i gang den 1. september. Nærmere bestemt til Køln i delstaten Nordrhein-Westfalen. Men det var de efterhånden vant til. Andreas Mogensens uddannelse foregik i London og Austin i Texas. Som nyuddannet arbejdede han tilbage i år 2000 for Schlumberger Oilfield Services, der bragte ham til både Congo og Angola. Og med ansættelse i Tyskland hos HE Space Operations, hvor han var udstationeret hos Airbus i Friederichshafen, var det ligesom blevet en fast rutine, at teltpælene blev rykket op med jævne mellemrum.

Alligevel var flytningen denne gang en smule stressende. Der var mange praktiske hurdles, der skulle overstås, inden de igen befandt sig i Tyskland. Nærmere bestemt i Køln, hvor astronautuddannelse foregår. ”Det var helt surrealistisk at stå i Køln og skulle starte på astronautuddannelsen. Wauw! Tænk, at jeg skal være en del af alt det her! At skulle på mission i rummet! Fantastisk.”

Andreas Mogensen

Lærte russisk på en måned

Tilbage på skolebænken kunne Andreas Mogensen se frem til halvandet års grundtræning efterfulgt af en uddannelse til den konkrete mission. Alt i alt fire år. Men det var bestemt ikke hele uddannelsen, der foregik på skolebænken. Grunduddannelsen bestod eksempelvis også af overlevelsestræning, hvor de blev sendt ud i ødemarken i fem dage med kun én nødration per mand. Alle øvelser er bare lidt mere ekstreme. I hvert fald hvis man måler det op imod en teambuilding-tur med kollegerne. Noget af det vildeste var en tur i et kilometerdybt hulesystem på Sardinien.

”På Sardinien var vi nede i hulerne i flere dage. Og det er ikke bare mørkt. Det er rigtigt mørkt dernede. Du kan simpelt hen ikke se din egen hånd, selv om du holder den op foran ansigtet. Vi var seks astronautaspiranter af sted. Naturligvis med pandelygter. Ellers turde man ikke tage bare et enkelt skridt.” Formålet er naturligvis at efterligne arbejdsforholdene i rummet. Derfor foregår en del af træningen også i store vandbassiner, hvor de i komplet rumdragt arbejder med tro kopier af de elementer, de vil blive udsat for under en mission på ISS 400 km over Jordens overflade.

”På en anden mission arbejdede vi i flere dage i et undervandslaboratorium i 20 meters dybde. På samme måde som oppe i rumstationen kan du ikke bare forlade laboratoriet, hvis du får nok. På nogle få timer har kroppen vænnet sig så meget til trykket, at du i bedste fald risikerer dykkersyge og i værste fald død, hvis du stiger for hurtigt op til overfladen igen.” Men ikke alt var fysisk træning. Da den mission, Andreas Mogensen trænede til, skulle ske ved hjælp af en russisk Sojuz-raket, der skulle opsendes fra Baikonur, var det også nødvendigt at lære russisk. Det foregik på en sprogskole i Nordtyskland (Bochum) med seks timers intensiv sprogundervisning hver dag i en måned.

På vej …

Med en veloverstået grunduddannelse som ballast kunne han i slutningen af 2010 formelt kalde sig astronaut. Diplomet var i hus. De sidste prøver og eksaminer vel overstået. Nu gjaldt det forberedelsen til den mission, han var tiltænkt.

Det betød næsten to et halvt års intensiv træning i en tro kopi af ESAs laboratoriemodul på den internationale rumstation ISS. Hver en millimeter af laboratoriet blev gennemgået på landjorden i en simulator, der står i byen Oberphaffenhofen nær München. Derudover var det også nødvendigt med detaljeret viden om den Sojuz-raket, der til sin tid skulle bringe Andreas Mogensen fra Baikonur til ISS-rumstationen.

”Det handlede om en masse praktisk træning som at kunne styre den robotarm, der er et af de vigtigste redskaber på rumstationen, og træning af rumvandringer, hvis det skulle blive nødvendigt. Dertil kom så forberedelsen af de forskellige forskningsprojekter, som jeg skulle gennemføre deroppe,” fortæller han.

Frygten skal bruges fornuftigt

For de fleste vil dét at lade sig spænde fast i kommandomodulet på en Sojuz-raket, hvis to millioner hestekræfter blæser én ud i rummet på nogle få minutter, sikkert være forbundet med en stor uro. For ikke at sige frygt. Fejl, ulykke og havari er også ensbetydende med en sikker død.

Ikke desto mindre var det ikke frygt, der fyldte mest, da Andreas Mogensen den 2. september 2015 på rumbasen i Baikonur endelig kunne lade sig spænde fast i Sojuz-raketten. ”Der er heldigvis stor forskel på, hvordan man oplever frygt. Jeg har jo trænet i årevis for at nå frem til dette øjeblik. Jeg kender stort set hver eneste knap og kontakt fra træningen i simulatoren, hvor vi også har lært at håndtere alle mulige scenarier. Derfor er frygt eller uro for os mere et spørgsmål om at lære at kunne fokusere på løsninger. Vi har jo den nødvendige viden og uddannelse, så vi kan handle rationelt. Sådan er det naturligvis ikke for udenforstående. Min kone, Cecilie, oplevede det jo på en helt anden måde. Men hun sad jo også på en tribune mere end en kilometer væk og havde ingen indflydelse på dét, som skulle til at ske,” fortæller Andreas Mogensen og siger, at hans største frygt ”var selv at komme til at gøre noget dumt.”

The Day of All Days

Desuden var de sidste timer inden opsendelsen fyldt med lægetjek, morgenmad og tarmskylninger. At sidde fastspændt i et rumskib på vej mod rummet er ikke lige stedet, hvor man siger: ’Jeg skal altså lige på toilettet!’ De sidste timer handler også om traditioner. På vej ud til raketten gør bussen holdt. Og Andreas Mogensen og de to andre astronauter – kaptajnen Sergej Volkov og flymekanisten Aydyn Aimbetov – træder ud, lyner ned og tisser på bussens baghjul.

Sådan gjorde Juri Gagarin, da han i 1961 var på vej ud til raketten, der skulle skyde ham ud i rummet som det første menneske. Det betyder held. Men også at rumdragten skal tryktestes endnu en gang. Men endelig er nedtællingen ved at nå de sidste sekunder. Motorerne tændes. Alt ryster og larmer. Først langsomt, sidenhen med større beslutsomhed, løfter raketten sig. Farten øges, og på blot to minutter er Andreas Mogensen skudt 100 kilometer lodret op i atmosfæren.

”Det var en fantastisk næsten ubeskrivelig oplevelse. Dét at se Jorden fra rummet, det er bare så vildt og så stort. Men det var en følelse, der først lidt efter lidt indfandt sig. I starten af opsendelsen, hvor alt ryster og larmer, har vi travlt med at følge de procedurer, vi er underlagt. Så det var lidt en konkret beslutning at standse op og tvinge mig selv til at nyde situationen.”

34 kredsløb om Jorden

Egentlig burde selve rejsen fra Baikonur op til den internationale rumstation 400 km over Jordens overflade være klaret med nogle få kredsløb om Jorden, inden tilkoblingen kunne gennemføres. Men her løb missionen ind i dét, Andreas Mogensen kalder ’tekniske udfordringer’: ”Normalt falder rumstationen med tiden lidt og kommer tættere på Jorden. Andre gange ændrer de lidt på højden for at undgå kollisioner med alt det rumskrot, der suser rundt derude. Da vi blev sendt op, var stationen i en anden højde end den planlagte, så vi måtte bruge ekstra tid på at gennemføre i alt 34 kredsløb omkring Jorden for at nå op i den korrekte højde.”

Med to dages forsinkelse – men uden yderligere udfordringer – koblede Sojuz TMA-18M sig til ISS. Arbejdet kunne begynde. Og for Andreas Mogensen var der ingen grund til yderligere forsinkelser. ”Jeg havde jo et tæt program med mere end 20 forskellige opgaver, jeg oprindeligt skulle have gennemført på 10 dage. Nu havde jeg så kun otte. Så til mine kollegers store moro kastede jeg mig ud i arbejdet med det samme.” Et af de første forsøg, han gennemførte, var at filtrere rumstationens spildevand gennem en dansk udviklet biomimetisk membran, der med nano-teknologi efterligner naturens måde at skabe drikkevand uden at bruge energi. Vandet blev bragt med tilbage til Jorden for at undersøge mulighederne for at anvende denne teknologi på fremtidige rumrejser.

Nye mål

Som medlem af en lille eksklusiv klub af mænd og kvinder, der har gennemført missioner i rummet, er der også en lang række traditioner, der skal håndhæves. ”Nyankomne astronauter forventes at medbringe et særligt måltid, så jeg fik kokken Thorsten Schmidt til udvikle en menu bestående af sprængt oksespidsbryst med kål og løg samt en dessert med karamelrand og rabarbersirup. Det var en særlig fornøjelse, når man ellers lever af tubemad og frysetørrede fødevarer. Som en særlig gimmick havde vi også fået lavet en hul dessertchokolade, hvori vi havde placeret små håndskrevne hilsner fra kollegernes familier. Den gjorde stor lykke.”

At være en del af traditionerne, at have gennemført en 10 dage lang mission i rummet og at have et arbejde, der måske bedst kan beskrives som vor tids opdagelsesrejsende, gør det også til en oplevelse, som Andreas Mogensen gerne ser gentaget. ”Jeg regner ganske bestemt med, at det ikke var sidste gang, jeg har været på mission i rummet. Faktisk skal der ske rigtigt mange meget uheldige ting, hvis ikke jeg kommer på en længere mission i rummet igen. Formentlig på en mission i 2023.”

Men selvom ESA sammen med NASA er med til at planlægge nye rejser til månen, må han nok indse, at han har det forkerte pas til en sådan tur. Det handler om storpolitik. Og de lande, der betaler mest til gildet, ja, de forventer også, at det er deres astronauter, der kommer først i køen. Ikke desto mindre er det netop dét at være en moderne opdagelsesrejsende, der for alvor trækker. ”Man kan sige, at det er projekter, der koster ufatteligt mange penge at gennemføre. Men vi høster også mange erfaringer og resultater. Tænk på, hvor vi ville have været, hvis vi for 500 år siden ikke havde været nysgerrige nok til at sende opdagelsesrejsende ud for at finde søvejen til Indien og opdage Amerika. Om 500 år – når vi er nået til Mars og har udforsket andre dele af vores solsystem – vil man have det på samme måde.”

Indtil en ny mission med Andreas Mogensen bliver til virkelighed, er han med familien flyttet til Houston i Texas, hvor han arbejder med NASAs astronauter på fælles projekter i forbindelse med ISS. Samtidig fungerer han som forbindelsesleddet mellem ESA og den amerikanske rumfartsorganisation. Så selv om Jorden ikke længere er nok til at give ham det helt store sus, har han fået en global arbejdsplads, hvor han pendler mellem USA, Europa og Danmark.

Hans første rumrejse endte, da han den 11. september lidt over klokken ni om aftenen kravlede fra rumstationen og ind i det Sojuz-rumskib, der skulle bringe ham tilbage til moder jord. De frakoblede sig ISS kl. 21.29. Tre timer og 22 minutter senere landede han sikkert i Kasakhstan. Han tog afsted som en forholdsvis ukendt astronaut. I hvert fald uden for Danmarks grænser. Han vendte tilbage til hyldest og royal anerkendelse. En ting havde han i hvert fald bevist: Han er en mand – stilfærdig, venlig og forholdsvis ydmyg – der er gjort af The Right Stuff.