NÅR KONG VINTER EROBRER MAGTEN, er der en LILLE GRUPPE SPORTSFOLK, som holder ekstra øje med termometret og vindmåleren. Måske banker de også en ekstra gang på barometret for at se, om frosten har bidt sig fast, så de kan LASTE ISBÅDEN PÅ TRAILEREN OG SÆTTE KURSEN MOD DEN NÆRMESTE ISKLÆDTE SØ.
Isens Formel 1
Han drømmer om sort is. Om spejlblank is på en sø. Og om god vind. For Georg Juelsgaard er inkarneret DN isbådssejler. Men som alle DN Issejlere efterhånden må erkende, kræver det, man har viljen til at køre mange hundrede kilometer for at finde en frossen sø for at dyrke sin passion. For klimakrisen har gjort det til en sjælden oplevelse herhjemme i Danmark, hvor der kan gå år og dage, inden vores søer fryser til. Derfor må isbåden lastes på bilen, hvorefter han kører mod nordligere breddegrader i Sverige eller Finland.
Det varmere klima gør også sit indhug på bestanden af danske issejlere. Tidligere var der måske 2-300 aktive medlemmer af DN-klubben, som var en særklub under Dansk Sejlunion. Nu er den nedlagt. Måske ikke så underligt. Faktisk har der ikke været afholdt et dansk mesterskab siden 2011. Men det betyder ikke, at Georg Juelsgaard har givet op. Så sent som februar måned i år deltog han i Europamesterskaberne i Finland.
Selvom han fik sit adrenalinsus, var resultaterne ikke værd at skrive hjem om.
Splintrede sin båd
”Jeg fik kun gennemført fem heats, inden min båd ramte en våge og blev flået fra hinanden. Heldigvis uden at jeg pådrog mig skader. Men resten af tiden var jeg tilskuer til stævnet,” fortæller Georg Juelsgaard, der til daglig arbejder med produktionsledelse og er arbejdsmiljøansvarlig på en emballagefabrik i Horsens.
Georg Juelsgaard har brugt de sidste 16 år på at søge det optimale adrenalinsus på de frosne søer. Han byggede sin første isbåd tilbage i 2010. Den kom dog aldrig ud på isen. Han måtte erkende, at den ikke stod mål med en professionel isbåd bygget til ræs på is. Det tog to år før han erkendte, at det krævede en specialbygget båd inden, at han kunne sejle på is.
Dybfrosne søer og have har i århundreder fået fiskere til at trække deres både ud på isen om vinteren. Og mange vil måske huske billeder fra historiebøgerne af store robåde, der under besættelsens isvintre trak passagerer over Storebælt. Men der er en verden til forskel til dagens isbåde, der næsten intet vejer, og som kan nå en topfart på over 100 km/t.
“Det er suset, der gør issejlads til noget ekstraordinært,” fortæller Georg Juelsgaard og fortsætter: “Så når det bliver vinter, og vejrudsigten fortæller, at der er udsigt til frostvejr, så går telefonkæderne i gang. Så bliver der ringet rundt mellem os isbådssejlere for at høre, om der er is på søerne. Det er et yderst kort tidsrum, vi har, hvis vi skal ud og sejle herhjemme. Nogle få dage – måske en uge.”
Så når ismeldingerne begynder at tikke ind, ja, så smider han, hvad han har i hænderne, pakker bilen og så afsted. Ofte går turen til Sverige, hvor han gerne kører de godt 900 kilometer til Stockholm for at finde god is. Men indimellem kan de knap 200 danske issejlere være heldige, at vintervejret bider sig fast herhjemme.
“For to år siden havde vi nogle dage, hvor der var nok is på Arresø i Nordsjælland. Heldigvis har familien vænnet sig til, at jeg kører afsted, så snart chancen byder sig. For det er med at udnytte vind og kulde, når den er der.”
Det handler om fart
For Georg Juelsgaard handler det om hastighederne ude på isen. Om accelerationen. Og ikke mindst det kammeratskab, der opstår, når han møder ligesindede ved en frossen dansk sø eller til de internationale stævner, der afvikles rundtom i Europa. Som Europamesterskaberne i DN-klassen, som er isbådenes officielle betegnelse.
Navnet stammer helt tilbage til 1936, hvor den amerikanske avis Detroit News i lyset af den store depression udskrev en konkurrence, hvor der skulle designes en isbåd, der kunne bygges hjemme i værkstedet.
“Det blev til et slankt skrog og en mast i træ samt tre skøjter. Den optimale fart, som disse både kunne opnå, var lige inden masten knækkede. Så med tiden erstattede kulfiber træmasterne. De er langt mere fleksible. Desuden er bådens skrog i dag beklædt med glasfiber.”
En moderne isbåd koster let 75.000 kroner. Men den store post er skøjterne, der står issejlerne i 6-10.000 kroner pr. sæt.
Når man så også har investeret i det nødvendige sikkerhedsudstyr, ja, så er man klar til at sejle ved de stævner, der er rundtom i Europa og USA.
Det er ved stævnerne, det helt store sus kommer.
“For alle både bliver linet op på en lang linje. Når starten går, griber hver sejler fat i sin båd og løber den i gang. Når man ikke kan følge med mere – eller ikke har mere luft – er det med at komme ombord i båden og sejle mod topmærket, der ligger 1,8 kilometer fra bundmærket, hvor der vendes. Hvert heat består af tre runder på banen,” fortæller Georg Juelsgaard.
Han håber, at den kommende vintersæson også byder på frosne søer herhjemme. Men ellers er han klar til at køre afsted til den nærmeste is, han kan finde. I Sverige, Finland – eller måske Tyskland. For der er – næsten – intet, der kan holde ham fra at få sit adrenalinsus ude på isen.