Han er indbegrebet af engelsk skuespilkunst, når den er bedst. Humoren er tør og med bid, og han er altid velklædt i skræddersyede jakkesæt fra Savile Row. Bill Nighy har taget hele turen fra den første optræden på de skrå brædder til den verdensomspændende succes som Billy Mack i Love Actually. Han mestrer stort set alle genrer fra krigsdrama til lette komedier og har haft succes, som andre kun kan drømme om – og han er langtfra færdig endnu.
Underspillet
"Hvis du vil være paranoid og underminere dig selv, så bliv skuespiller,” har Bill Nighy, 76, engang sagt. Og få citater opsummerer bedre den blanding af selvironi, intelligens og tør britisk humor, der gør ham til en af de mest elskede figurer i moderne britisk film.
Det er ikke kun hans stemme – blød, distinkt, næsten musikalsk – der gør indtryk. Hans udseende er lige så ikonisk: de høje kindben, den smalle silhuet, det aristokratiske ansigt og det sølvgrå hår, der falder med en nonchalant præcision, som om det aldrig har mødt en børste. Hans elegante fremtoning er understreget af skræddersyede jakkesæt, en let, næsten vægtløs kropslighed og de karakteristisk krumme fingre, man ikke kan undgå at bemærke – en del af hans fysiske særpræg, der gør ham umiskendelig. Som han tørt har udtrykt det: “Jeg har et spooky håndtryk.”
Bill Nighy er kort sagt den type skuespiller, man ikke blot ser, men mærker. En visuel og kunstnerisk signatur, der aldrig råber, men altid ligger på læben – som den afdankede rockmusiker Billy Mack fra Love Actually (2003) – en rollefigur, de fleste kender og griner ad – især i hans forsøg på at pumpe nyt liv i karrieren med en juleversion af 60’er-hittet Love Is All Around.
Rollen som Billy Mack er måske en af hans største succeser. I hvert fald er det den rolle, som flest husker ham for. Som han selv har fortalt i et fødselsdagsinterview til The Gentleman’s Journal:
“Jeg går overalt, så jeg bliver stoppet 20 gange hver dag. Og mindst 15 gange vil folk tale med mig om Love Actually. Det er fint med mig. Hvis man oplever den slags, skal man bare takke sine heldige stjerner.”
At han blev castet til rollen i Love Actually har da også været lidt af et held for Bill Nighy. For hvor andre engelske stjerner som Anthony Hopkins, Jonathan Pryce eller Judi Dench, som han kendte fra sin tid på teatrene, allerede som unge havde opnået stor anerkendelse og berømmelse, måtte Nighy vente med succesen, til han blev 54 år gammel.
Men den var værd at vente på, for Love Actually blev lige dén globale succes, der for alvor slog hans navn fast.
Fra Surrey-garage til scenelys
Bill Nighy blev født 12. december 1949 i Caterham, Surrey, som søn af en far, der drev en garage, og en mor, der arbejdede som psykiatrisk sygeplejerske. Som barn var han genert og tilbageholdende, men på den katolske skole The John Fisher School i Purley begyndte han at få smag for teater og opdagede hurtigt, at han havde et naturligt talent for både timing og tekst.
Efter skolen fandt han ikke vej til en traditionel akademisk uddannelse. I stedet blev det til et ophold i Paris, hvor han drømte om at skrive. En tidligere kæreste opfordrede ham i stedet til at søge mod skuespillet. Først søgte han ind på Royal Academy of Dramatic Art, men blev afvist. I stedet fik han en plads på Guildford School of Acting. Det blev begyndelsen på hans rejse mod scenelys og de skrå brædder. I slutningen af 1970’erne fik han sin London-debut på Royal National Theatre, og de følgende år byggede han et ry op som en pålidelig karakter-skuespiller med særligt talent for at balancere det excentriske og det menneskelige.
Det var også på teaterskolen, han grundlagde sin klassiske stil: “Det var på Guildford, jeg lærte, hvilken kniv jeg skulle bruge til middag. Fordi de havde en tilstrømning af arbejderklassebørn, så de var bekymrede for, at de ville blive sat i en position, hvor de ikke vidste, hvilket bestik de skulle bruge til middagsselskaber. Og jeg lærte også at danse polka …”
Som led i sin klassiske og formfuldendte fremtoning var hans garderobe dengang i 1970’erne – som i dag – præget af jakkesæt, dobbeltplisserede bukser og spidse Oxford-sko. Lidt ironisk for en søn af arbejderklassen. Men det var ikke et valg, han traf, fordi han var tvunget til det, heller ikke for at tilpasse sig livet i en bestemt social klasse. Det var derimod et oprør mod andres forventninger – at en arbejderklasse-dreng ikke skulle kunne finde ud af at klæde sig ordentligt eller besidde basal viden om bordskik.
Han fik sin teaterdebut i komedien Plaza Suite i 1969 på Watermill Theatre i Newbury.
Karrierens op- og opture
2003-gennembruddet som den aldrende rockstjerne Billy Mack gjorde ham til et kendt navn verden over.
“Jeg blev manden, som instruktørerne ledte efter, når de skulle bruge en skuespiller i en moden alder, der kunne levere en vittig replik med charme og tyngde. Efter Love Actually behøvede jeg ikke længere at gå til auditions for at få de gode filmroller.”
Med eller uden auditions førte det til en strøm af markante roller: fra komedier som Shaun of the Dead (2004) og Hot Fuzz (2007) til store franchises som Underworld (2003) og Pirates of the Caribbean: Dead Man's Chest (2006) og videre til mere introspektive og følelsesladede film som About Time (2013), The Best Exotic Marigold Hotel (2011), Pride (2014) – og i 2022 hans stærkt roste præstation i Living, hvor han spiller rollen som en tjenestemand, der får at vide, at han lider af en livstruende sygdom.
Evnen til at spille rollen som den aldrende kunstner på jagt efter den sidste succes var måske også dét, der fik Lone Scherfig til at vælge Bill Nighy til rollen som den afdankede skuespiller Ambrose Hilliard i filmen Their Finest (2017). Her fremviste han sin professionalisme og samarbejdsevne. Lone Scherfig har til Seventh Row sagt om samarbejdet:
“Så erfaren som Bill Nighy er, er det virkelig imponerende, at han virkelig lytter og sætter pris på, at man giver ham nye idéer. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har grint så meget på arbejdet som med Bill Nighy. Jeg kunne se i glimtet i hans øjne, hvad han planlagde at gøre i den næste optagelse.”
Gemma Arterton, hans medspiller i filmen, fortalte til den britiske avis The Observer: “Han er bare en drøm. Bill på settet er fuld af overraskelser. Jeg tror, hans teknik er, at han arbejder meget, meget hårdt med manuskriptet og rytmen, men så får han det til at virke, som om det er spontant, og at det bare kom til ham i øjeblikket.”
Stor skuespilkunst
Noget af dét, der fascinerer ved Bill Nighys skuespil, er en sjælden blanding af præcision, lethed og følelsesmæssig intelligens. Han tilhører den type skuespillere, der aldrig overspiller, men arbejder med mikrobevægelser – et hævet øjenbryn, en næsten umærkelig pause, en replik leveret med en ro, som om den netop blev tænkt.
Hans timing er ganske enkelt en mester værdig. Og så besidder han en stille sårbarhed, der kan gøre en karakter interessant uden at blive for højlydt.
Bill Nighy er en sjælden skuespiller: Han er blevet ældre, men aldrig ’gammel’. Han bærer erfaringens byrde med ro, humor og ægthed. Hans evne til at kombinere menneskelighed med teknisk raffinement gør ham til en skuespiller, publikum og kolleger aldrig bliver trætte af.
Han er veteranen, man håber at møde igen.