Han var blot 29 år gammel, DA HAN VANDT SIN FØRSTE OSCAR. Det var for indsatsen i Polanski-filmen Pianisten. I ÅR FIK HAN SIN ANDEN OSCAR FOR FILMEN THE BRUTALIST. To exceptionelle film, DER KRAVLER IND UNDER HUDEN I DERES SØGEN EFTER SANDHED.
Rå og Sublim
Der er noget uforligneligt ved Adrien Brody. Et blik, en gestus, en stilhed – og publikum sidder åndeløst tilbage. Han blev verdensberømt for sin hjerteskærende præstation som den jødiske pianist Władysław Szpilman i Roman Polanskis mesterstykke Pianisten (2002). Dengang skrev han sig ind i filmhistorien som den yngste vinder af en Oscar for bedste mandlige hovedrolle – blot 29 år gammel. Over to årtier senere gentager han triumfen. I 2025 vandt Brody endnu en Oscar, denne gang for sin hovedrolle i The Brutalist – en film, der – i lighed med ham selv – balancerer mellem det rå og det sublime.
Adrien Brody blev født i 1973 i Queens, New York. Hans opvækst var alt andet end almindelig. Hans mor, Sylvia Plachy, er en anerkendt, ungarskfødt fotograf, og faren, Elliot Brody, er historielærer og maler. Kreativitet lå i blodet, men det var scenekunstens verden, der trak den unge Adrien.
Som barn deltog han i trylleshows under navnet “The Amazing Adrien”, men interessen for trylleri blev hurtigt overhalet af en stigende passion for skuespil. Han gik på Fiorello H. LaGuardia High School of Music & Art and Performing Arts – den legendariske skole bag inspirationen til filmen Fame – og videre på SUNY Purchase, hvor han forfinede sine dramatiske evner. Det var her, han lærte betydningen af fordybelse, transformation og at lade karakteren trænge ind under huden.
“Jeg måtte miste mig selv for at finde rollen”
Gennembruddet kom med Pianisten, hvor Brody – i sin søgen efter ægthed – isolerede sig, tabte over 13 kilo og solgte stort set alle sine ejendele for at forstå den desperation og ensomhed, Władysław Szpilman oplevede under Holocaust. Brody beskrev oplevelsen i et interview med The New Yorker: “Det var ikke skuespil. Jeg måtte miste mig selv for at finde rollen.”
Den dedikation har fulgt ham lige siden. The Brutalist (2024), instrueret af Brady Corbet, er endnu en fortælling om overlevelse – denne gang som László Toth, en ungarsk arkitekt, der emigrerer til USA efter anden verdenskrig og skaber sig en ny tilværelse gennem beton og visionære linjer. Brodys skuespil er knugende, subtilt og ubeskriveligt gribende. Han spiller ikke rollen – han er rollen.
Filmkritikeren A.O. Scott skrev i The New York Times: “Brody giver os et portræt af en mand, der bygger monumenter af beton, men skjuler sin egen skrøbelighed bag deres kolde overflader. Det er en præstation i verdensklasse.”
Et talent med dybde og nuancer
Selvom Brody har været med i et bredt udvalg af film – fra Wes Andersons poetiske univers i The Grand Budapest Hotel (2014) til action- og noirfilm som Manhattan Nights (2016) – forbliver han tro mod sin kunstneriske integritet. Han vælger roller med omhu – ofte karakterer med dybe, indre konflikter – og bringer en følelsesmæssig tilstedeværelse, der hæver enhver film.
For nylig fortalte han i et interview til magasinet Vanity Fair: “Jeg leder ikke efter perfektion. Jeg leder efter sandhed. Og sandheden er aldrig pæn.”
En klassisk sjæl i en moderne verden
I en tid, hvor mange stjerner jagter streaming-succes og superheltekostumer, står Adrien Brody som en sjælden bastion for det håndværksmæssige skuespil. Han er ikke bange for at gå til yderligheder, for at udfordre sig selv – eller publikum.
Hans nyvundne Oscar for The Brutalist cementerer hans position som én af sin generations mest vedkommende og talentfulde skuespillere. Det er ikke blot film, han skaber – det er monumenter over den menneskelige erfaring. Han er kompromisløs, stilfuld og tidløs – på én gang en klassisk sjæl og en moderne kraft.
“Skuespil er som arkitektur,” siger Brody. ”Du bygger noget, folk kan træde ind i. Men det er kun ægte, hvis fundamentet er lagt med følelse.”
Det er svært ikke at træde ind i Adrien Brodys verden. Og når først man gør det, har man ikke lyst til at forlade den igen.