Især i USA er krydstogter, der minder om en sejlende provinsby med 6-7.000 passagerer og en besætning på flere tusinde medlemmer, stadig uhyre populære. Men skal det være lidt mere luksuriøst og lidt mindre masse- turismeagtigt, er der også råd for det.
Eksklusive krydstogter
For en tilfældig iagttager kan det virke, som om krydstogtskibe kun bliver større. Et godt eksempel er Royal Caribbeans Star of the Seas med en kapacitet på op til 7.000 passagerer. Det foretog sidste sommer sin jomfrurejse og sluttede sig til søsterskibet Icon of the Seas som verdens største krydstogtskib.
Men i skyggen af disse enorme skibe er der opstået en ny trend, hvor mindre oceangående skibe leverer enestående oplevelser og en luksus som i gamle dage. Disse skibe er kompakte, men overdådige nok til at få prædikatet yachter. Det er ganske vist et ret udvandet begreb, men i en krydstogtsammenhæng bruges ”yacht” generelt om luksuriøse skibe, der kan rumme færre end 500 passagerer.
Og de tiltrækker passagerer, der historisk set ellers har forsøgt at undgå krydstogter. Ifølge New York Times har 78 procent af disse nye kunder aldrig været på krydstogt før.
Selvom disse passagerer er nye inden for krydstogter, er mange ikke nye i yachtverdenen, siger Stacy Fischer- Rosenthal, præsident for Fischer Travel, til avisen: “Hvis en kunde alligevel planlægger at bruge 340.000 dollars for en uge i den næsten 950 kvadratmeter store Funnel Suite ombord på Four Seasons I, hvorfor chartrer man så ikke bare sin egen yacht, og får en mere personlig og unik oplevelse?”
Fartøjernes relativt mindre størrelse har sine klare fordele. Nogle byer, som Nice og Cannes, har for at begrænse tilstrømningen af turister sat størrelsesbegrænsninger på de fartøjer, de tillader at lægge til kaj. Med andre ord kan de mindre yachter besøge havne, som større skibe ikke har adgang til.
Desuden er det med mindre – og endda ganske små – yachter muligt at besøge fjerntliggende områder som for eksempel Galápagosøerne. Rederiet andBeyond, der tidligere har tilbudt luksushuse og campingpladser på tre kontinenter, har nu også udvidet deres aktiviteter til Stillehavet. Det er sket med en knap 40 meter lang yacht med navnet Galápagos Explorer, der blot rummer 12 kahytter.
Jomfrurejsen foregik i 2024, og skibet gør det muligt at give passagererne faciliteter i hotelklasse i et hjørne af verden, der er mere kendt for sin afsides beliggenhed end raffinement. Her kan rejsende – efter en dag blandt blåfodede suler, havleguaner og kæmpeskildpadder – slappe af med både spa, cocktailbar og hurtigt WiFi. En oplevelse, der koster omkring 70.000 kroner for en uge. Pr. person.
Sydpolens skønhed
Scenic Luxury Cruises & Tours er et andet eksempel på et rederi, der tilbyder krydstogter til klodens mere afsides beliggende egne. Det har to oceangående skibe, Eclipse og Eclipse II, der begge kan rumme op til 228 passagerer. De har måske ikke gokarts og rutsjebaner som gigantiske krydstogtskibe, men de er ikke uden legetøj. Begge er udstyret med seks-sæders helikoptere til udforskning af destinationer som Antarktis fra luften og en sekspersoners ubåd, der kan komme mere end 100 meter ned under havets overflade – ideel til at nærstudere dyrelivet i det sydlige Stillehav eller Caribien for den sags skyld. Kahytstørrelserne varierer fra 35 til mere end 185 kvadratmeter, alle med udendørs plads. Og er det ikke nok, er der også adgang til en spa på næsten 55 kvadratmeter. En Antarktis-sejlads i vinterhalvåret koster fra 145.000 kroner og opefter.
Emerald Cruises har også udvidet forretningen fra flodsejlads til de åbne oceaner med to skibe: Emerald Azzurra, der blev søsat i 2022, og det 104 meter lange Emerald Sakara, der fulgte i 2023. De to skibe har hver 50 kahytter, der spænder fra 18 til 94 kvadratmeter, fire restauranter og barer samt infinity-pools med glaskant. Begge skibe er også udstyret med elcykler, så passagererne kan udforske havne som Mykonos og Santorini i deres eget tempo. Virksomheden planlægger at tilføje yderligere to skibe til flåden – Emerald Kaia i år og Emerald Raiya i 2027. Et 21-dages middelhavskrydstogt på Emerald Sakara, der starter i april, koster fra godt 100.000 kroner pr. person.