KAUFMANN Journal: Interview - Matt Damon
Matt Damon tager med egne ord udgangspunkt i glæden, og det er temmelig smittende. Der er kun en lille håndfuld skuespillere, der er kendt for deres arbejde med og deres evne til at skabe positivitet og god stemning uden for deres arbejde. Tom Hanks er en af dem, og Damon er en anden.
Selvom hans ‘status’ ikke kan aflæses af den normale celebritykultur: Han er ikke på sociale medier, han er ikke den ene halvdel af et celebritypar, og han søger ikke efter unødig medieopmærksomhed. Ikke desto mindre er Matt Damon stadig en af de mest prominente mænd på planeten. Og absolut en af de mest sympatiske. Han er i godt humør, da vi fandt ham på filmfestivalen i Cannes, hvor han promoverede filmen Stillwater og deltog i Hollywood-stjernernes første større møde siden 2019. Branchen gik i stå i over 12 måneder, med udsatte film og lukkede biografer, men den glamourøse opvisning på Rivieraen er et udryk for optimisme. Nu, hvor film igen udkommer mere planmæssigt, føles optimismen velbegrundet – og hvor der er optimisme, er det næsten med tyngdekraftens naturlov, at vi finder Matt Damon.
Han blev født i Cambridge, Massachusetts, en by på den anden side af Charles River ved Boston. Hans mor var professor inden for småbørnspædagogik, og hans far var børsmægler. De blev skilt, da han var to år, men hans opvækst var ikke videre traumatisk. ”Jeg havde to meget kærlige forældre; de var skilt, men de var begge meget involveret i mit liv,” fortæller han. Hvor nogle børns dysfunktionelle hjemmeliv kan hæmme mulighederne i skolen, var hans forældres indsats ikke forgæves: Matt Damon blomstrede på det akademiske område og samlede, som han selv siger, ”en enorm mængde social kapital – vi havde ikke særlig mange penge, men jeg havde noget, der var vigtigere: utrolig gode lærere og en fantastisk storebror. Jeg havde på en eller anden måde mentorer alle vegne.”
Det grundlag bidrog til, at han kom ind på Harvard i 1988. Matt Damon siger, at hans mor for nylig mindede ham om, at Harvard ringede tilbage til ham tre gange, fordi de på trods af hans gode karakterer ikke var helt sikre på hans optagelse. Men uagtet sin universitetsuddannelse vidste han dog flere år tidligere, hvad han gerne ville. ”Jeg vidste, jeg ville være skuespiller, fra jeg var 13,” siger han. ”Vi havde en virkelig seriøs dramaafdeling og den bedste lærer, som Ben og jeg kunne ønske os — han hedder Gerry Speca.”
Måtte slås for fodfæstet
Navnet Ben refererer naturligvis til hans livslange ven Ben Affleck, som han senere skrev Good Will Hunting (1997) sammen med. De forfulgte skuespillet sammen og er stadigvæk i dag en velkendt duo på lærredet. Matt Damon fortæller: ”Vi havde en fælles bankkonto, hvor vi indsatte penge, som vi tjente på at lave lokale reklamer, og vi brugte pengene til at rejse til New York med bus, tog eller fly – sågar Trump Air på et tidspunkt.” Den unge Damon var kompromisløs, når det gjaldt skuespillervejen; han startede endda sit ansøgningsessay til Harvard med: ”Lige så længe jeg kan huske, har jeg villet være skuespiller”. Spoileralert…
Selvom han fik stor succes i en tidlig alder, var starten – ligesom mange andre skuespilleres – propfyldt med afvisninger og skuffelser. ”Ben og jeg kalder det at blive ’OK-takket’, for sådan oplevede vi det. Man kommer ind i et lokale og græder og skriger og hyler, spiller ked af det, og man har tårer og snot over hele ansigtet, og så kigger man op, og de siger ’OK, tak’ – og det er det, så går man ud med sin rygsæk, det er en lortefølelse.”
Damons entre i skuespillernes verden fandt sted som 16-årig. Men der skulle gå 11 år, før snot-auditions var fortid, og han begyndte at præge vores kulturelle bevidsthed. Måske er det værd at bemærke, at Matt Damon har medvirket i mindst én film om året siden 1995.
Skrev Oscar-vindende manuskript
I 1997 blev hans semibiografiske manuskript til Good Will Hunting, som han skrev sammen med Affleck, udgivet, og filmen blev nomineret til ni Oscars og havde en bruttoindtjening på 225 mio. dollars i billetindtægter. Damon blev nomineret som bedste skuespiller, men tabte til Jack Nicholson for As Good as it Gets. Han vandt dog for bedste originale manuskript, og hans og Afflecks takketale afslørede den uspolerede ungdom for henholdsvis en 27- og en 25-årig, hvis opstemthed og forvirring ikke blev forhindret af deres smokinger (inklusive et ret smart lommeur, som Damon havde på).
Begejstringen skulle ændre sig til bitterhed og dybsindighed. Han kom hjem om natten og kiggede på sin statuette og nød et øjebliks klarhed, som kunne sammenstilles med den unge mands Oscar-tale. Han indså, at det ikke var en eliksir eller gral, der kunne løse alle problemer i hans liv eller gøre det hele perfekt — og mere relevant: Han indså med taknemlighed, at han ikke behøvede at bruge de næste 50 år på at finde frem til den indsigt. Han siger: ”Det var, som om jeg fik et flash-forward til en 83-årig mand, som sad der med den og tænkte ’Åh nej, hvad har jeg dog gjort?’ Taknemligheden bestod i ’OK, jeg er 27, gudskelov, at jeg ikke var nødt til at tage røven på nogen for det her. Det er, som det er, lad os komme videre’. Det var et dybsindigt øjeblik for mig.”
Søger anerkendelsen
Det betyder ikke, at han ikke længere søgte efter kicket ved offentlig anerkendelse, eller at han skjulte ambitionen om at opnå den. ”Jeg var ikke befriet for trangen til at gå op i, hvad folk syntes om mig,” siger han. ”Jeg ville ønske, jeg var – det ville være en munkepræstation. Man vil gerne have alle til at kunne lide ens arbejde. Det er en del af én, det er det, man sender ud i verden, og så vil man gerne have, at folk kan lide det, ligesom man selv kan lide det.”
I de efterfølgende år var hans produktion fænomenal. ”Jeg var ikke kostbar,” siger han. ”Min fremgangsmåde var at blive ved med at arbejde, og jeg følte virkelig, og føler stadig, at det er vejen til at blive så god, som man kan blive. At blive ved med at presse sig selv til ting, der ikke var så behagelige. Jeg tror, nogle mennesker bliver lidt kostbare og tænker mere strategisk end impulsivt, og jeg tror, jeg har valgt impulsivt … ’Åh, jeg kan godt lide den person, jeg kan godt lide den instruktør, lad os køre, det bliver en oplevelse’. At vinde en Oscar frigjorde mig til at gøre det. Det kan man gøre, så længe filmene virker; det er, når de ikke virker, at man bliver nødt til at høre efter, for alle oplever, at telefonen stopper med at ringe, og der er ingen grund til at tro, at jeg er anderledes.”
I 1998 var han med i en poker-thriller af John Malkovich, der hed Rounders, og han spillede også titelrollen i Steven Spielbergs Saving Private Ryan, som også vandt Oscars, og som unægtelig er en af de mest betydningsfulde film om 2. verdenskrig i de sidste 50 år. Der er en internetmeme, der cirkulerer blandt journalister og fans: Historien fortæller, at han ikke deltog i den træningslejr, som skulle få skuespillerne i form inden optagelserne. Han blev ekskluderet, så resten af skuespillerne ikke skulle kunne lide ham alt for meget. Det ville kompromittere den vrede, de i filmen skulle give udtryk for, når de med livet som indsats blev sendt ud for at redde en enkelt mand. Jeg spurgte ham, om det var rigtigt: ”Ja, det var Steven Spielbergs idé. Jeg ringede og spurgte, hvornår træningslejren startede, og de sagde ’Nej, du skal ikke med på træningslejr, det er kun de andre’. Da jeg ankom på settet, forklarede han, at han ville have de andre til at være vrede på mig, og det var de – de snakkede hele tiden om deres træningslejr: ’Åh, det regnede, og vi skulle vandre’. Da vi en dag sad i skyttehullet, og de brokkede sig over det igen, sagde Tom Hanks: ’Det var en lejrtur, for pokker, det var en lejrtur’.”
Året efter spillede Damon igen en hovedrolle sammen med Ben Affleck, hvor de berørte en Rosenkrans og Gyldenstjerne-dynamik i Dogma, men det største projekt det år var en anden titelrolle – i Anthony Minghellas The Talented Mr. Ripley. Filmen huskes ikke kun for det fantastiske skuespil (Jude Law endte med en Oscar-nominering), men også for kostumerne og detaljerne fra efterkrigstidens Italien. Matts minder om filmen kredser om den afdøde instruktørs talent: ”Anthony vendte fuldstændig op og ned på Patricia Highsmiths roman,” siger han. ”Han havde simpelthen et utroligt øje for detaljer, han var en fantastisk instruktør og person, og i alle afdelingerne var der ledere i verdensklasse, som ville være med på grund af ham.” Det var en forvandlingsrolle for Damon, som måtte gøre en del for at gennemføre idéen om, at han skulle kunne forveksles med Law. ”Jeg skulle ligne Jude Law, hvilket for det første er umuligt: Det er ligesom at få at vide, at man skal ligne Alain Delon. Jeg måtte i det mindste få min krop til at nærme sig hans. Det betød omkring ti kilometer om dagen på løbebåndet – ’For pokker, Jude Law, jeg indhenter dig. Eller det gør jeg måske ikke, men hold dig inden for spytteafstand’.”
Bourne-universet
I det nye årtusind voksede og voksede Matt Damons popularitet (og formentlig også hans kommercielle formåen) med film som Titan A.E., den første film i Ocean’s-trilogien og den første af de fire Bourne-film, i 2002. The Bourne Identity udkom cirka ni måneder efter 9/11, og selvom det er op til publikum at finde filmens morale, er det vel rimeligt at sige, at den var en kommentar til kompetencerne inden for de amerikanske efterretningstjenester, som tog hensyn til både pacifister og nationalister. ”Jeg synes, de første tre film handlede rigtig meget om Bushs præsidentperiode, og de handlede meget om den tid,” siger Damon. ”Den indeholder vandtortur, henrettelse af personer med hætte over hovedet, tilsidesættelse af almindelige retsregler – alt det, der foregik i den virkelige verden på den tid – og vi forsøgte at få det hele med i filmen.”
De emner, som Bourne-filmene berører, er ikke et fjernt minde; efter Trump virker de pågældende amerikanske institutioner bestemt vigtige over for en politisk magt, der udøves for ondsindede midler. Hvis man genser filmene nu, ser man deres dobbeltrolle, hverken 100 pct. action eller 100 pct. politisk, hvilket nok er det bedste sted, de kunne være. Damon siger: ”Vi ville gerne have den til at være en popcorn-actionfilm, og vi ville gerne have ny, anderledes og spændende handling, men vi havde også noget at sige. Vi fik en masse med i filmene.”
Der er et moment i den første Bourne-film – med en kuglepen – som hurtigt blev berømt. Det var betydningsfuldt, fordi det sammenfattede den nye actionhelt helt perfekt. Tiden med Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone, med kamuflage og skud fra hoften, var væk; hvis deres film var forhammeren, så var Jason Bourne skalpellen, og publikum var tydeligvis interesserede i at komme under kniven. Da jeg interviewede Pierce Brosnan i 2018, gav han Bournes stil æren for, at Bonds tilgang til genren skiftede, og Casino Royale fra 2006 viste en moderne 007, hvis kampstil erstattede den komiske stil fra tidligere Bond-film med noget, der var meget mere teknisk og elegant.
Kimmels joke
Da Bourne-filmene udkom, var Matt i gang med den fase af sin karriere, som adskiller ham fra alle andre i Hollywood (bortset fra Tom Hanks): evnen til at være selvkritisk og humoristisk, også når det får ham til at ligne en idiot. Det begyndte den 14. december 2005, da Jimmy Kimmel i slutningen af sit talkshow ud af det blå sagde: ”Undskyld mange gange til Matt Damon, vi nåede ikke at få tid til ham i aften”. Han blev ved med at sige det i slutningen af hvert show uden nogen videre forklaring. Det hele var en udsøgt joke af Kimmel, der skulle belyse, at hans show kun tiltrak mindre kendte gæster, og da Matt hørte om det, var han klar på at spille med. Han siger: ”Folk begyndte at komme hen til mig og sige ’Er du klar over, at Jimmy Kimmel siger ”Undskyld, Matt Damon, vi har ikke mere tid” hver aften på sit TV-show, når han slutter af?’, og jeg sagde ’Er det rigtigt? Jeg har aldrig mødt ham’. Det havde stået på i et par måneder, og de lavede en specialudgave i den bedste sendetid for at forsøge at skabe interesse for hans show, så de ringede til mig og sagde ’Har du lyst til at komme på til allersidst, og så løber vi tør for tid, mens du er på?’ Og jeg sagde ’Det er sjovt, det vil jeg gerne’.”
”Så jeg tog til Los Angeles, og Kimmel kom hen til mig før showet og forklarede historien for mig. Han sagde: ’Hør her, seertallene er virkelig forfærdelige, og en aften sad jeg der med en bugtaler og en mand i kedeldragt, som var mine gæster, og så røg det bare ud af mig: ”Undskyld, Matt Damon, vi er løbet tør for tid”, og min producer brød sammen af grin, for vi kunne ikke få fat i nogen fede gæster, så det var, som om de her idioter sad ude foran, og du ventede bagved, og så droppede vi dig. Vi syntes, det var sjovt, så jeg gjorde det aftenen efter, bare for at få holdet til at grine igen, og så blev det en ting’.”
”Det var i hvert fald sådan, det startede. Idéen var, at han skulle komme med en alt for lang præsentation, og jeg skulle sidde der, og så snart jeg begyndte på mit første svar, skulle han sige, at de var løbet tør for tid, og så skulle rulleteksterne komme på. Vores lyd blev afbrudt, og det var meningen, jeg skulle begynde at råbe ad ham. Hvis du ser klippet, kan du se, at jeg begynder at råbe ad ham, rød i hovedet, men det, jeg råber, er, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg skal gå ud, så jeg råber til ham, at han skal give mig et tegn, så jeg ved, hvornår jeg skal storme ud.”
Det, som var tænkt som en joke, blev til Hollywood-intriger, fordi en masse mennesker ikke forstod – og rent faktisk ikke kunne tro på – at Hollywood-typer havde humoristisk sans. Matt Damon fremstår som en, der svømmer mod strømmen af åndløse kendte ansigter. Pressen har en stor del af ansvaret ved skamløst at fremmane uro og smerte ved at udstille private liv ud fra den fortolkning, der nu engang falder i deres smag. ”Der var alle mulige mennesker, som sagde ’Wow, du blev godt nok sur på Jimmy Kimmel’. Og jeg tænkte bare ’Seriøst, hvordan kan I tænke det?’ Jeg gjorde det kun, fordi jeg syntes, det var sjovt, og jeg opgav med det samme at detailstyre et image. Man kommer bare til at tabe det spil til sidst, på en eller anden måde. Jeg tror også, at folk ser ens film, fordi de tror, den er god, og man kan ikke få nogen til at se en film, som de ikke gider se, og det er lige meget, hvor mange Instagram-følgere man har.”
Det, der er fantastisk ved Damon og Kimmels samarbejde, er, at joken stadig kører i dag. De er nærmest blevet en komedieduo, der minder om The Two Ronnies eller Dudley Moore og Peter Cook. For nylig tog Kimmel Tom Brady med til Matts hjem for at kaste en fodbold gennem et vindue, og under den værste del af covid-19 dukkede Matt op i Jimmys hus, i Jimmys soveværelse, med Jimmys kone … hm. Apropos affærer: ”Striden” blev afsløret uden for Jimmy Kimmels talkshow for 12 år siden, hvor Kimmels daværende kæreste, Sarah Silverman, fik den idé at lave en musikvideo for fuld udblæsning til en sang, der hed I’m Fucking Matt Damon. Siden da har der været vældig ballade ved Emmy- og Oscar-uddelinger og på de røde løbere. Og det er et samtaleemne i andre talkshows som for eksempel Ellen og Jimmy Fallon.
Damons komiske tilbøjelighed har ikke kun været begrænset til Jimmy Kimmel. Han havde også en lille rolle i Entourage, hvor han parodierede – og nærmest latterliggjorde – sit ry for at drive humanitær virksomhed. Hans bedrifter og indsats på det punkt har været omfattende. Han grundlagde H2O Africa Foundation, han arbejder for at bekæmpe aids i tredjeverdenslande, og han er ambassadør (nævnt i Entourage) for OnexOne Foundation, som hjælper med at brødføde sultne børn. Der var et rygte om, at han skulle fremføre de berømte “Matt Daaamon”-replikker i Team America, hvilket han bekræfter: ”Åh, jeg ville helt sikkert have gjort det, men de har ikke spurgt mig. Jeg ville helt sikkert have gjort det.”
Stillwater
Nu, hvor biograferne igen er åbnet, er der mange af de film, som blev udsat under nedlukningen, der får mere sikre udgivelsesdatoer; ikke mindre end tre film med Matt Damon i hovedrollen udkom i anden halvdel af 2021. En af dem – Stillwater – er udkommet. Den foregår næsten udelukkende i Marseille, hvor Matt deltog i premieren under filmfestivalen. Den handler om en upålidelig far, Bill Baker, som spilles af Damon. Han bor i Stillwater, Oklahoma, og arbejder (når han kan få arbejde) som boreoperatør, men han rejser til den sydlige del af Frankrig for at hjælpe sin datter Allison, som er i fængsel, fordi hun er fundet skyldig i at myrde sin kæreste.
Allison, som spilles af Abigail Breslin (Little Miss Sunshine), føler, hun har et spor, der kan bevise hendes uskyld. Med hjælp fra Marseille-indbyggeren Virginie, som spilles af den fremragende Camille Cotting (Call My Agent!), forsøger Baker at følge op på sporet. Filmen minder om Taken, men Damons Baker er ikke nogen Liam Neeson – han er distræt og glemsom og har en baggrund med stofmisbrug. Udfaldet er bestemt ikke givet på forhånd.
Matts forberedelse til rollen indebar at bruge tid med mænd som Bill Baker i Oklahoma. ”De er cirka så hårde, som man kan blive i USA,” siger han. ”De har allesammen fået tatoveret FFTP et eller andet sted på sig, det står for Fuck, Fight, Trip Pipe. Vi har at gøre med nogle hårde fyre.” Trip Pipe refererer til at lave dybe huller i jorden, hvis du skulle undre dig. Det er borebisse-USA og arbejderindustri, det er fattigt og meget, meget langt væk fra Marseille. Marseille er for mange snobber Rivieraens grimme ælling med den slags fattigdom og kriminalitet, som de nærliggende (og ekstraordinært velhavende) byer som Saint-Tropez, Cannes og Monaco ikke har lyst til at snakke om. Men det er samtidig det, der gør det til et farverigt og spændende sted at filme. Matt siger om sine oplevelser der: ”Jeg blev forelsket i stedet. Jeg syntes, det var så fantastisk en by, og den er original – den har alt, skønheden og de andre sider af den.”
Stillwater udforsker temaer som faderlig kærlighed, barndomstraumer, tværkulturelle sammenstød og retfærdighedens subjektivitet. Den vil nok få alle forældre til at føle sig utilpas, og den sætter fokus på en moralsk legeplads, som er svær at navigere i. Det stille vand har den dybe grund, men ikke nødvendigvis på en god måde. Bill Baker-figuren er en stille arbejdsmand, men han er ude, hvor han ikke kan bunde, i en verden, han ikke forstår, når det eneste, han vidste inden, var, hvordan man knalder, slås og borer dybe huller i jorden.
Hvis det kan være svært at karakterisere Matt Damon, så fortæller det os måske alt det, vi har brug for at vide, at hans øvrige 2021-film – No Sudden Move & The Last Duel – spænder fra en 50’er-gangsterfilm med Benicio del Toro og en fortælling om ære i middelalderens Frankrig (instrueret af Ridley Scott) til den næste del af Thor-serien for Marvel Cinematic Universe, som får premiere sommeren 2022.
Han er en mand, der fortsætter for egen kraft, med ubegrænset virkefelt og uovervindelig stjernekraft. Tilføj hans omdømme uden for skærmen, og vi har det 21. århundredes Paul Newman, der har dedikeret sig selv til at hjælpe andre, mens han har skabt en legendestatus på filmlærredet, som ikke kommer til at gå ubemærket hen. Verden ligger for hans fødder, og i betragtning af at han tager udgangspunkt i glæden, kan vi allesammen føle os lidt mere optimistiske i forhold til dét, der er i vente.